Debat

Bramsen: Unge skal stoppes før de bliver kriminelle

DEBAT: Børn og unges kriminelle løbebane skal afbrydes, før den for alvor tager fart. Det kræver, at vi sætter ind både tidligere og hurtigere med mærkbare konsekvenser. Men at sænke den kriminelle lavalder hjælper ikke, skriver Trine Bramsen (S).

Unge skal stoppes, inden de starter en kriminel løbebane. Men at sænke den kriminelle lavalder er ikke vejen frem, skriver Trine Bramsen (S). 
Unge skal stoppes, inden de starter en kriminel løbebane. Men at sænke den kriminelle lavalder er ikke vejen frem, skriver Trine Bramsen (S). 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine Bramsen (S)
Retsordfører

De seneste år er kriminaliteten blandt børn og unge styrtdykket.

Udviklingen tyder på, at den eksisterende indsats virker. Men der er stadig en hård kerne af unge, som kræver et ekstra fokus og indsatser, der bygger oven på de allerede eksisterende.

Det er helt afgørende, at den kriminelle løbebane afbrydes, før den for alvor tager fart. Og det kræver, at vi sætter ind både tidligere og hurtigere med mærkbare konsekvenser, når unge bryder loven.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Nedsat kriminel lavalder hjælper ikke 
Der er intet i sol, måne og stjerner, der peger på, at de blå partiers nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år er løsningen. Intet.

Derimod peger alt i den modsatte retning. Et stempel som kriminel i en ung alder skader de efterfølgende muligheder for skolegang, læreplads og job. Derfor er det mig komplet uforståeligt, hvorfor de borgerlige partier holder fast i den løsning, der dokumenteret ikke virker.

 I Socialdemokratiet kommer vi aldrig til at støtte nedsættelsen af den kriminelle lavalder. 

Trine Bramsen (S)
Retsordfører

Faktum er jo, at kriminaliteten blandt unge vedblev med at falde i aldersgruppen 14-15 år, da vi for nogle år siden nedsatte den kriminelle lavalder til 14 år. Og faktum er, at der i andre lande, hvor den kriminelle lavalder er lavere end den danske, ikke er mindre ungdomskriminalitet. Faktisk tværtimod. Derfor vil jeg gerne starte med en kold afvisning af det som løsning på ungdomskriminalitet. I Socialdemokratiet kommer vi aldrig til at støtte nedsættelsen af den kriminelle lavalder. 

Andre metoder i brug
Der skal helt andre metoder i brug, hvis vi skal have fat i den hårde kerne af ungdomskriminelle. Samarbejdet mellem myndighederne skal styrkes. Det kræver både ressourcer og en solid organisering. Der skal ske en erkendelse af, at myndighederne i dag ikke er gode nok til at koordinere, hvilket betyder, at ungdomskriminelle får chance på chance i stedet for den nødvendige tidlige konsekvens.

Bekymringssamtaler er vigtige, når unges kriminelle løbebane skal stoppes tidligt. Det er de færreste unge, der starter med at begå bankrøveri. Det starter normalt med en dårlig adfærd. Og allerede her skal der sættes ind med bekymringssamtaler. Forældre, skole og sociale myndigheder skal på banen så tidligt som muligt.

Desuden bør i hver politikreds oprettes et reaktionsråd, der skal styrke myndighedernes samarbejde og sikre en målrettet og hurtig konsekvens, når unge er på vej ud på et skråplan. Reaktionsrådene skal bestå af lærere, pædagoger, sociale myndigheder, SSP og andre fra den unges netværk. Straks der foreligger mistanke om, at den unge er på kant med loven, skal reaktionsrådet mødes og komme med deres vurdering af sagen samt indstilling til konsekvenserne.

Unge skal selv fjerne graffiti
Også andre tiltag skal inddrages, hvis vi skal have fat om den hårde kerne af unge kriminelle. Kommunerne skal i større grad gøre brug af det såkaldte ungepålæg, der er samfundets sociale reaktioner på småkriminalitet.

Den unge skal opleve, at det er forbundet med en reel konsekvens at forbryde sig mod samfundets spilleregler. Det kan eksempelvis være at genoprette den skade, den unge selv har forvoldt, eller at udføre samfundsnyttigt arbejde. Det er kun rimeligt, at den unge fjerner sin graffiti, samler affald eller hjælper til med at vaske brandbiler. Vi skal og kan blive langt bedre til at ansvarliggøre de unge for deres handlinger og vise dem, at det har konsekvenser.

Endvidere kan konfliktråd være et alternativ til straf. Her møder den unge gerningsmand sit offer gennem en formaliseret samtale. Det er svært at spille smart og være kold, når man sidder over for sit offer. Konsekvenserne af og ansvarliggørelsen for kriminaliteten er dermed lettere at erkende.

Vi skal stoppe unge, inden de starter en kriminel løbebane. Det kræver en målrettet indsats. Det kræver, at vi som samfund tør sætte ind, inden det går galt. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00