Debat

Det Kriminalpræventive Råd: Hver enkelt borger skal føle sig tryg

DEBAT: Politiet skal naturligvis sikre, at international organiseret kriminalitet og terror bliver efterforsket og retsforfulgt. Men vi skal også have fokus på den lokale borgertryghed, skriver Anna Karina Nickelsen, sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd.

Politiet skal have fokus på borgernes oplevede tryghed, skriver Anna Karina Nickelsen, sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd. 
Politiet skal have fokus på borgernes oplevede tryghed, skriver Anna Karina Nickelsen, sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd

Forskning viser, at mindre alvorlige kriminalitetstyper, som for eksempel hærværk og uroskabende grupper af unge, har væsentlig betydning for den oplevede tryghed.

Forhandlingerne om politiets fremtidige finansiering nærmer sig. Vi skal derfor til at diskutere, hvordan politiet skal se ud fremover, og hvad der skal være styrende.

Fakta
Februar måneds angreb i København har skabt fornyet opmærksomhed om politiets arbejde. Det sker samtidig med, at tiden for en genforhandling af politiaftalen nærmer sig.

I den kommende tid benytter Altinget: justits lejligheden til at spørge beslutningstagere, aktører og fagfolk: Hvordan skal fremtidens politi se ud, og hvad skal den næste politiaftale indeholde?

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 

Send dit indlæg til [email protected]

Politiet høster fine resultater i de løbende målinger af dets omdømme i befolkningen og har i de senere år undergået en modernisering som organisation. Og heldigvis går det også godt med kriminalitetsbelastningen på en lang række områder målt på anmeldelsestal, sigtelser og domfældelser.

I Det Kriminalpræventive Råd søger vi at være ”smart on crime”. Vi er optaget af såkaldte smarte metoder, der virker og samtidig kan betale sig. Sådanne løsninger fortjener mere tid og flere ressourcer. Også resultatet af politiets arbejde bør måles på effekten i samfundet. Spørgsmålet er så, hvordan man indfanger effekten af politiets indsats?

Fokus på lokal tryghed
Svaret bør nok være at sætte fokus på den lokale tryghed. For det er vel det, det hele drejer sig om, når det kommer til stykket. At minimere den enkelte borgers udsathed for kriminalitet (objektiv tryghed), bevare den enkelte borgers oplevelse af tryghed (subjektiv tryghed) og bevare borgernes tillid til de institutioner, der skal reducere kriminalitet og sikre ro og orden i samfundet (myndighedernes legitimitet).

Vi har netop set et eksempel på, hvor skrøbelig borgernes tryghed er ved februar måneds angreb i København. At gerningsmanden blev stoppet har helt berettiget skabt en umiddelbar tillid til politiet, men den grundlæggende tryghed skal opbygges i det løbende, nære arbejde. Forskning viser, at mindre alvorlige kriminalitetstyper, som for eksempel hærværk og uroskabende grupper af unge, har væsentlig betydning for den oplevede tryghed.

Politiet må gå på to ben. Vi er naturligvis nødt til at sikre, at international organiseret kriminalitet og terror bliver efterforsket og retsforfulgt. Men vi skal også have fokus på borgernes oplevede tryghed.

Samarbejde med andre aktører
Ved at fokusere på den lokale tryghed indkredser vi både resultatet af politiets eget arbejde, men også værdien af politiets samarbejde med andre aktører, navnlig kommunerne og borgerne. Politiet skal altså se på sin egen indsats, men også på samspillet med kommuner, regioner og private, som for eksempel Center for Socialt Ansvar og andre private. For indsatsen optimeres netop via samarbejde mellem professionelle, borgere og civilsamfund.

Mere konkret vil det kunne ske ved:

- At måle lokalt på borgernes udsathed for kriminalitet, den subjektive tryghed og effekten af de indsatser, som det lokale kriminalitetsforebyggende samarbejde sætter ind.

- At udvikle lokale styrings- og samarbejdsmodeller, herunder bud på hvordan civilsamfundet og borgerne får mulighed for at tage ansvar for forebyggelsen af kriminalitet, og udarbejde mål for lokalrådenes arbejde.

- At handle på grundlag af de lokale målinger og sætte effektive polititaktikker, som fx hot spot policing, problemorienteret policing og community policing ind i fælles indsatser med andre lokale aktører.

Lad os også på dette område dreje blikket ud i samfundet og se på effekten af de offentlige investeringer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Karina Nickelsen

Sekretariatschef, Det Kriminalpræventive Råd
cand.jur. (Københavns Uni. 1983)

0:000:00