Debat

Fængselsformand: Vores betjentes sikkerhed er i fare

DEBAT: Der mangler fængselsbetjente i de danske fængsler, og det går ud over sikkerheden, skriver Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet. 

Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Østerbye
Formand for Fængselsforbundet

Selvom mange inklusive mig selv hopper med på legen og titulerer justitsminister Søren Pind (V) som sherif, må vi ikke glemme den vigtige og komplekse opgave, han er sat til at løse. Ikke mindst som øverste chef for fængsler og arresthuse.

For der er nemlig ikke meget fremtid i hovedløs revolver-retorik, hvis man ønsker en moderne og effektiv kriminalforsorg, der skaber færre gengangere i cellerne. Og det gør de fleste jo.

Mangel på betjente
Spørgsmålet er, om justitsministeren efter et år på posten har øje for, at den eneste måde at understøtte ordentlige rammer for indsattes vej væk fra kriminalitet, er at give fængselsbetjentene fornuftige betingelser.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Ikke fantastiske betingelser. Bare fornuftige.

Det fornuftige er der desværre et efterslæb på, når det vedrører fængselsbetjentenes arbejdsbetingelser. Noget som Søren Pind kunne have gjort til sit fokusområde fra dag et. Men det kan jo nås endnu.

Det gør ikke kun sikkerheden ringere og jobbet farligere, at der mangler betjente. Det gør også chancen for at få kriminelle på ret køl markant mindre.

Kim Østerbye
Formand for Fængselsforbundet

For det første mangler der et sted mellem 200-300 fængselsbetjente landet over. Det er endda på trods af, at der er lukket fængselspladser i stor stil på grund af faldende strafmasse fra domstolene.

Kunne jeg have ønsket større fokus fra ministeren her? Selvfølgelig. Et personale-kasseeftersyn, om man vil. Rettidig omhu bør være enhver ministers adelsmærke, ellers lammer man sit – og sine efterfølgeres – ressortområde.

Det har nemlig store konsekvenser, at der er for langt mellem det uniformerede personale i fængsler og arresthuse.

Sikkerheden er i fare
Det altoverskyggende problem er sikkerheden. Det er desværre blevet stærkt illustreret ved nogle uhyrlige overfald på fængselsbetjente i den seneste tid.

Fængselsbetjentene lever en farlig tilværelse, og utrygheden kan kun minimeres ved en større personaletæthed. Da en indsat forleden snittede en betjent med barberblade, var hun alene på cellen med ham. Havde de været to, var det måske ikke sket – hvem ved – men det var hvert fald ikke gået lige så galt. Sekunder kan i den situation være forskel på liv eller død.

Men det gør ikke kun sikkerheden ringere og jobbet farligere, at der mangler betjente. Det gør også chancen for at få kriminelle på ret køl markant mindre.

”Fængselsbetjentene spiller en afgørende rolle for en succesfuld udmøntning af det retningsskift, der nu iværksættes,” står der i den seneste flerårsaftale for Kriminalforsorgen om målet om bedre resocialisering af klienterne. Men mange steder er opgaven med klienten p.t. kendetegnet af opbevaring frem for motivation og konstruktivt samarbejde.

Der er for eksempel forsvundet 100 af værkmesterstillingerne i fængsler og arresthuse i løbet af de seneste ti år. Det til trods for at værkmestrene står for at gøre de indsatte klar til arbejdsmarkedet. For eksempel en håndværkeruddannelse, der kan bruges efter endt afsoning.

Ord og gerning skal følges ad
Men uden fokus på personalet stemmer ambitionerne ikke overens med virkeligheden.

Det skal retfærdigvis nævnes, at Venstre stod uden for seneste flerårsaftale. Jeg er dog overbevist om, at ministeren er enig i, at fængselsbetjentene er krumtappen, hvis de politiske ambitioner om et bedre fængselsvæsen skal indfries.

Efter et år på posten i landets øverste juridiske myndighed er det derfor på tide, at ministeren giver sine klare bud på en retning for Kriminalforsorgen, og at ord og gerning følges ad.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Østerbye

Direktør, Tjenestemændenes Låneforening, fhv. formand, Fængselsforbundet
fængselsbetjent (Kriminalforsorgens Uddannelsescenter 1981)

0:000:00