Råd: Balance mellem forebyggelse og straf

Af Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd

Vi får snart en ny regering, der skal prioritere på det retspolitiske område.

Den bør være optaget af den svære balance mellem konsekvens for gerningsmanden, og hvordan vi forhindrer ny kriminalitet.

En gerningsmand slår med en flaske, sparker til og tramper på hovedet af et offer. Offeret ender med en hjernerystelse og brækket næse og kindben. Hvad skal konsekvenserne være? Og hvordan får vi gerningsmanden tilbage på sporet, så vi forhindrer ny kriminalitet? Det handler dybest set om eksklusion og inklusion.

Eksemplet er fra en undersøgelse fra 2010 "Danskernes retsfølelse og retsfornuft – et forspil" af Flemming Balvig, der har undersøgt danskernes holdninger til straf. Forskning viser, at danskerne vurderer en kriminel handling meget forskelligt alt efter, hvordan den bliver præsenteret.

Får vi en beskrivelse af selve handlingen i al sin gru, går vi ind for skrap konsekvens. Får vi baggrunden for handlingen og omstændighederne, betragter vi typisk gerningen som mindre alvorlig. Kender vi situationen så godt, at vi kan identificere os med parterne, er vi mere indstillede på at løse konflikten, så parterne kan komme tilbage på sporet. Det er derfor ikke entydigt, hvad retsfølelsen kræver.

Vi skal blive dygtigere til at måle på, om vi er lykkes med at sætte relevant ind med konsekvens og forebyggelse på lang sigt.

Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd

Konsekvens og forebyggelse
Det overordnede formål med straffesystemet er som bekendt at beskytte den enkelte borger mod overgreb fra andre og sikre mindst mulig kriminalitet i samfundet.

Straffesystemet er med til at styre kriminaliteten groft sagt ved at markere konsekvens over for gerningsmanden – heri regner jeg også gengældelse, hævn, genopretning og soning – og ved at forebygge, at det sker igen, så vi forhindrer nye ofre, skader og udgifter for samfundet. Konsekvens kan være fængsel, men kan også have andre former, som for eksempel samfundstjeneste, konfliktråd eller fodlænke. Systemet skal altså balancere mellem konsekvens i den konkrete sag på kort sigt og forebyggelse på lang sigt.

Undersøgelser viser, at kriminelle, der skifter livsbane, typisk gør det, fordi de har mødt en, der ser dem som menneske – og ikke kun som kriminel. Det kan være en lærer, politimand, kæreste eller meget ofte en arbejdsgiver. Den kommende regering bør sammen med Folketinget arbejde med at sikre den rette balance i retssystemet mellem at markere konsekvens og forebygge effektivt. Hvor langt vil vi gå for at få en gruppe mennesker, der har gjort noget strafbart, tilbage på sporet?

Store dilemmaer
Jeg er klar over, at det er et kompliceret felt. Et felt med dilemmaer. Lad mig fremhæve et dilemma, der drejer sig om de store sagsomkostninger, løsladte møder deres nye liv med. Hvis man har en gæld på omkring en halv million kroner og derfor bliver modregnet i sine indtægter, er risikoen for at vende tilbage til kriminalitet stor. Det har resocialiseringsudvalget undersøgt grundigt og er kommet med et afbalanceret forslag til at løse det dilemma.

Men der er andre store dilemmaer, som vi endnu ikke har taget hul på. Regeringen kan også overveje, om vi kan blive endnu bedre til at bruge tiden i fængslet til at bane vejen for, at man efter udstået straf kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og afbryde den kriminelle løbebane. Nyeste forskning peger på, at et arbejde i den sidste del af afsoningen kan have en gavnlig virkning på tilbagefald til kriminalitet. Men vil vi acceptere, at kriminelle kommer foran i jobkøen? Det gør også en forskel, hvis der står en bolig klar efter endt straf. Men skal tidligere straffede så foran i boligkøen? Det er vanskelige dilemmaer, der bør debatteres grundigt.

Brug for flere målinger
Vi skal blive dygtigere til at måle på, om vi er lykkes med at sætte relevant ind med konsekvens og forebyggelse på lang sigt. Det kræver blandt andet, at der over en årrække bliver investeret i at dokumentere, hvilke sanktioner der er mest egnede. Det kræver løbende målinger af, hvordan vi i Danmark lever med kriminalitet, og hvad vi mener om de anvendte sanktioner – også når vi kender sagen til bunds. Og det kræver løbende målinger af, hvor egnede sanktionerne er til at forebygge kriminalitet og forhindre tilbagefald.

For vi bør være ambitiøse i forhold til at sikre mindre kriminalitet i samfundet. Vi skal sikre, at konsekvens på kort sigt og forebyggelse på lang sigt har den bedst mulige effekt.