Debat

Teleindustrien: Fredag bliver vi klogere på Justitsministeriets logningsplaner

DEBAT: Justitsministeriet har indkaldt Teleindustrien og andre relevante aktører til et møde om revisionen af de danske logningsregler.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Willer
Direktør, Teleindustrien

Justitsministeriet har med meget kort varsel inviteret telebranchen til møde om revision af logningsreglerne. Mødet holdes fredag 29. januar 2016.

Vi ved endnu ikke, hvad ministeriet har af planer for revisionsprocessen.

Måske vil følgende været noteret på blokken efter mødet.

  • ”Justitsministeriet har besluttet at udskyde en større revision af reglerne i lyset af, at der i EU er igangsat en proces for at afklare mulighederne for nye fælles europæiske rammer for logning. Det er ministeriets anbefaling, at vi i Danmark bør afvente en afklaring i EU, således at vi ikke igen skal gå dansk enegang og risikere at skulle justere reglerne i flere omgange.
  • Justitsministeriet vurderer, at en genindførelse af sessionslogningen vil være for vidtgående i lyset af EU-Domstolens dom fra april 2014, hvor logningsdirektivet blev erklæret i strid med de europæiske menneskerettigheder. Med dommen er der sået grundlæggende tvivl om det juridiske grundlag, som logningsreglerne generelt hviler på. Der er derfor ikke noget, der taler for en udvidelse af logningen. Måske snarere tværtimod.
  • Justitsministeriet og ministeren står værn om de grundlæggende borgerrettigheder. Det er netop i en situation som den, vi har nu, hvor man kan blive fristet til at træffe forhastede beslutninger for at vise politisk handlekraft, at man skal holde hovedet koldt.
  • Justitsministeriet ønsker ikke at gennemføre en forhastet proces uden grundlige analyser og overvejelser om logningens formål og de tekniske muligheder og begrænsninger. Man ønsker derfor at nedsætte en arbejdsgruppe med eksperter på området, så man ikke igen indfører nye logningsregler uden at lytte til fagkundskaben.
  • Justitsministeriet finder fortsat ikke, at sessionslogningen er anvendelig til formålet, hvilket man også klart konstaterede i 2014. Justitsministeriet og politiet beklager at have sagt det modsatte i syv år.
  • Justitsministeriet vurderer, at de eksisterende muligheder for at iværksætte målrettet overvågning, også af internetadfærd, er tilstrækkelig.
  • Justitsministeriet anerkender, at en eventuel genindførelse af sessionslogningen vil være særdeles omkostningsfuld for virksomhederne at etablere og drive, og at det vil være i strid med regeringens løfter om byrdestop for erhvervslivet.
  • Tak for kaffe og tak for et godt møde”

Måske det går sådan. Måske ikke. Måske lige det modsatte. Det ved vi fredag eftermiddag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Willer

Direktør, Teleindustrien
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00