Tiltag mod radikalisering kan gøre ondt værre

John Hatting
Formand for Kriminalforsorgsforeningen

Radikalisering er en proces. Terrorisme opstår ikke af sig selv. Her findes ingen simple årsagsforklaringer – og ej heller løsninger.

I kriminologien og policyudviklingen ses to delvist overlappende perspektiver: Det ene retter blikket mod grundlæggende samfundsmæssige strukturer, og det andet ser på processer og motivation på individ- og gruppeniveau.

I kølvandet på 11. september 2001, hvor Bush-administrationen de første fem år ensidigt satsede på militære løsninger og magtbrug, indså man allerede i 2006, at ’War on Terror’-strategierne også måtte omfatte indsatser, der arbejdede med årsager til fremvæksten af terrorisme og homegrown radikaliserede. Man supplerede arbejdet med mod-narativer, der havde til formål at omvende og aflede især unge, der havde eller var på vej til at udvikle en stærkt forenklet opfattelse af verdenen og samfundene.

Er nye tiltag små hop på stedet? 
Hvordan ser det så ud herhjemme anno 2016? Tirsdag vedtog Folketinget lovforslag L78 og L79, som har til formål, at myndigheder nemmere kan udveksle informationer, hvis fængslede udviser tegn på radikalisering, og samtidig bliver der i fængslerne gjort op med fortyndingsprincippet, hvor man hidtil så vidt muligt spreder indsatte, så de ikke kan styrke hinanden i troen, udveksle idéer og rekruttere nye lette ofre.

Den samme debat har man i Storbritannien, hvor justitsminister Michael Gove som led i en større fængselsreform overvejer at isolere 130 terrordømte i det, som pressen har døbt et ’Britisk Alcatraz’.

Var problemet et søm, ja, så kunne en hammer være løsningen. Men her er der tale om hyperkomplekse problemstillinger, hvor vi i værste fald risikerer at gøre ondt værre.

John Hatting
Formand for Kriminalforsorgsforeningen

Nu er spørgsmålet, om disse tiltag bidrager til løsningen? Var problemet et søm, ja, så kunne en hammer være løsningen. Men her er der tale om hyperkomplekse problemstillinger, hvor vi i værste fald risikerer at gøre ondt værre.

Brug for bedre kommunikation
Der er utvivlsomt brug for bedre og hurtigere kommunikation myndigheder imellem, og jeg deler den grundlæggende bekymring, at området for deling af informationer nøje afgrænses, så der fortsat værnes om den enkeltes retssikkerhed – og sager ikke utilsigtet pustes op af ukyndige.

Det ændrer nu ikke ved, at der i det store billede er brug for at dele informationer tidligere og mere kvalificeret. Det vidner Omar-sagen om.

Dette understøttes endvidere af den internationale terrorforskning, som blandt andet peger på, at elendigt myndighedssamarbejde og koordinering før, under og efter anslag har medført betydelige tab for forebyggelsen og opklaringen af sager.

Betænkeligheder ved sektionering 
I spørgsmålet om, hvorvidt vi bedre forebygger radikalisering ved at sektionere, anfører Justitsministeriet også klare betænkeligheder i lovforslaget: Der kan være en betydelig risiko ved at samle (sektionere) radikaliserede og ekstremistiske indsatte på afdelinger, som kan tænkes at danne grobund for ekstremistiske subkulturer.

På det foreliggende kan vi alligevel støtte forslaget, da det forudsættes, at det i hvert enkelt tilfælde nøje overvejes, hvilke andre indsatte de anbringes sammen med, herunder at der tages højde for risikoen for cross-over mellem de religiøse og banderelaterede miljøer.

Nu bliver kunsten:

• At Kriminalforsorgen ikke bevidstløst anbringer alle på afdelinger med andre radikaliserede
• At kriminalforsorgens faglige egen-revision hyppigt, nøje og kritisk følger området.
• At mulighederne for motivations- og exitarbejde styrkes yderligere (herunder samarbejdet med andre myndigheder).
• At radikaliserede og ekstremistiske indsatte efter gældende regler i straffuldbyrdelsesloven og i lighed med andre indsatte fortsat som udgangspunktet placeres i et åbent fængsel i nærheden af deres bopæl, samt
• at radikaliserede og ekstremistiske indsattes muligheder for at lære om livet og samfundet i et uddannelses- og dannelsesperspektiv styrkes.

Disse punkter og ikke mindst det sidste er alt andet lige – om end der er tale om en langsigtet strategi – den sikreste vej til et liv som deltagende og skattebetalende samfundsborger … uden kriminalitet.