Klimaåret 2022 viste, at målet om højst 1,5 graders temperaturstigning er urealistisk

År 2022 var et år, som på mange måder har været fyldt med omskifteligt vejr, klimarekorder, vejrekstremer samt globale rekordudledninger af drivhusgasser til atmosfæren.

Men også et år, hvor det efterhånden gik op for mange af os, at vi med de stigende globale drivhusgasudledninger ikke formår at holde os under 1,5 graders temperaturstigningen globalt set (set i et perspektiv siden 1850).

Forventeligt rammer vi 1,5 graders temperaturstigningen allerede i begyndelsen af 2030’erne og 2,0 graders stigningen i slutningen af 2040’erne. Data anvendt af FN’s klimapanel (IPCC) indikerer dette.

Vigtigt er det, at vi til stadighed husker hinanden på, at for hver halve grad den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være statistisk signifikante stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og alvorlig tørke.

Året 2022 var ligeledes et år, hvor vi i Danmark også mærkede klimaets forandringer. Uden at fremhæve samtlige variationer og rekorder, oplevede vi blandt andet en februar måned, som var den næst vådeste nogensinde målt, en marts måned der blev både den tørreste og den solrigeste måned nogensinde målt.

Året 2022 endte med at blive det tredjevarmeste år i Danmark, målt siden målingerne blev indledt i 1874.

Sebastian H. Mernild
Professor i klimaforandringer

Desuden fik vi det mest solrige forår nogensinde. Sommeren var varm og tør, men ikke ekstrem varm, selvom der på Lolland blev målt den højeste julitemperatur nogensinde: temperaturen er samtidig den næsthøjeste temperatur målt i Danmark med sine 35,9 grader (til orientering er varmerekorden 36,4 grader og fra 1975) – dette som følge af at den europæiske sommersæson i 2022 var varm og tør gennem længere tid.

Dertil kom, at året 2022 endte med at blive det tredjevarmeste år i Danmark, målt siden målingerne blev indledt i 1874. Desuden faldt der cirka 10 procent mindre nedbør sammenlignet med klimanormalen 1991–2022.

Det mest spektakulære fra året 2022 var dog, at vi 15. august ville kunne havde nået hele 40 grader i Danmark. I begyndelsen af august forudsås en vejrsituation, hvor danske temperaturer, som sagt, kunne nå 40 grader.

Dette på baggrund af operative vejrmodelsimuleringer – der naturligvis var behæftet med usikkerheder – men som ikke desto mindre pegede på, at det nu er indenfor de fysiske rammer, at vi sandsynligvis allerede nu kan opleve temperaturer på 40 grader i Danmark. Såfremt muligt, ville dette være et ekstremt scenarie, dog med en lille sandsynlighed.

Vi forventer, at temperaturerne gradvist over tid vil stige – og at det vil blive mere ekstremt – grundet den ubalance der over tid er skabt i vores jord- og atmosfæresystems energibalance. Måske når vi ikke 40 grader indenfor de kommende årtier, men måske 39 eller 38 grader indenfor de kommende 10 år.

At nå de omtalte temperaturniveauer vil dog kræve, udover de allerede nævnte forhold, flere sammenfaldne hændelser – for eksempel vinde fra syd kombineret med lav jordfugtighed.

Tager vi et kig på forholdene omkring os, da blev 2022 året med endnu en rekord, hvor der globalt blev udledt mere end 37 gigatons CO2 til atmosfæren. 2022 var et rekordår efterfulgt af 2021 og 2019. På grund af Covid-pandemien – med tilhørende fald i de globale CO2-udledninger – var udledningsniveauet i 2020 på niveau med udledningerne tilbage i 2012-2013.

De tre største årlige udledninger af CO2 har været indenfor de sidste fire år.

Sebastian H. Mernild
Professor i klimaforandringer

Men ellers har de tre største globale årlige udledninger af CO2 været indenfor de sidste fire år. De globale udledninger i 2022 er i størrelsesordenen 63 procent over niveauet i 1990. Vi burde siden 1990 derimod have set et fald i udledningerne, hvis vi som samfund på nogen vis skulle holde den globale middeltemperaturstigning under 1,5 grader.

Når udledningen af CO2 brydes ned på de seks store CO2-udledende økonomier - det vil sige Kina (står for 31 procent af de samlede globale udledninger af CO2 i 2022), USA (14 procent), EU27 (8 procent), Indien (7 procent), Rusland (5 procent) og Japan (3 procent) - da ser billedet forskelligartet ud.

Disse top seks udledere af CO2 står samlet for to tredjedele af de samlede globale udledninger til atmosfæren. Til sammenligning står Danmark i størrelsesordenen for 1 promille af de globale udledninger.

For USA og EU’s vedkommende er udledningerne faldet siden 2008. For Japan er udledningerne svagt faldet siden 2014. For Rusland har udledningerne været svagt stigende siden 2000. For Indien er CO2-udledningerne steget gradvist siden 1960, og det samme gør sig gældende for Kina.

For Kina er CO2-udledningerne eksploderet siden 2000, hvor udledningerne i 2022 rammer et niveau, der er mere end det dobbelte af udledningerne sammenlignet med USA. Omregnes data til per capita, da udleder én kineser dog i gennemsnit cirka halvdelen af, hvad én amerikaner udleder.

For Kinas vedkommende er CO2-udledningerne samlet set steget fra cirka 4 gigaton i 2000 til cirka 12 gigaton i 2021.

Sebastian H. Mernild
Professor i klimaforandringer

Reduktionerne, der er set over tid i såvel USA, EU27 og Japan, kan være et resultat af den begyndende klimaomstilling af samfundet, vi har set – en dekarbonisering – kombineret med, at industrier og virksomheder er flyttet ud og i særdeleshed til Kina med den eksplosive CO2-udledning til følge. For Kinas vedkommende er CO2-udledningerne samlet set steget fra cirka 4 gigaton i 2000 til cirka 12 gigaton i 2021.

For 2022 vurderes det (af Global Carbon Project) at CO2-udledningerne i Kina sammenlignet med 2021 dog vil være faldet med 1 procent, hvilket vil gøre 2022 til det næstmest udledende år i Kina. I USA og Indien til sammenligning vil udledningerne i 2022 sammenlignet med 2021 være steget med henholdsvis 1,5 procent og 6 procent.

Og da mere end 90 procent af de globale udledningerne i dag kommer fra anvendelsen af for eksempel kul (40 procent), olie (32 procent) og gas (21 procent), da har vi dels en udfordring med at dekarbonisere det internationale samfund, dels derfor også en altoverskyggende klimaudfordring.

Ifølge IPCC ved vi, at den globale temperatur vil fortsætte med at stige, og at den globale opvarmning vil overstige både 1,5 og 2 grader medmindre, der sker betydelige reduktioner i CO2- og andre drivhusgasudledninger snarest samt en intensivering af CCS (Carbon Capture and Storage).

Dette skal ses i lyset af, at anvendelsen af for eksempel kul over tid forventeligt har bidraget til en brutto stigning i atmosfærens CO2-koncentration med 103 ppm (parts per million), anvendelsen af olie med 78 ppm og gas med 35 ppm. På den anden side virker naturen og oceanerne ligeledes som en ’sink’, svarende til et optag af ppm på henholdsvis 98 ppm og 82 ppm.

Netto har det betydet, at CO2-koncentrationen i atmosfæren er steget fra 277 siden industrialiseringen til ca. 420 ppm i dag. Et niveau, der ifølge IPCC, ikke har været oplevet i mindst 2 millioner år.

Vi kommer ikke uden om, at vi også i 2023 står med muligheder og udfordringer, når det gælder en dekarbonisering af samfundet, en stigende koncentration af CO2 i atmosfæren og deraf relaterede klimaforandringer. Også i 2023 vil vi opleve omskifteligt vejr, klimarekorder og vejrekstremer.

Det er således, at en række ændringer i klimasystemet bliver forstærket i takt med stigningen af global opvarmning. Herunder forekomsten og intensiteten af varmeekstremer, kraftige nedbørshændelser og i nogle regioner tørke.

Spørgsmålet er blot, hvor det vil ske geografisk og med hvilken intensitet og hyppighed – vi vil blive ramt af det ændrede klimasystem.