Debat

Ungeklimarådet og Dansk Erhverv: Vi må ikke lade en grøn nulfejlskultur spænde ben for os

Dagen, hvor vi har perfekte, grønne data, hvor erhvervslivets rammevilkår er fuldstændige og hvor økonomien er tiptop, kommer måske, måske ikke. I mellemtiden skal vi træde i pedalerne frem for at tage plads i venteværelset, skriver de tre aktører.

Verden har brug for en grøn førstehjælpspakke, og vi må ikke lade ambitionen om perfektion og grøn nulfejlskultur stå i vejen for handling, skriver forfatterne af indlægget.
Verden har brug for en grøn førstehjælpspakke, og vi må ikke lade ambitionen om perfektion og grøn nulfejlskultur stå i vejen for handling, skriver forfatterne af indlægget.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det danske samfund er opbygget af viden, tæt samarbejde mellem offentlige og private aktører og international samhandel. I en lille og åben økonomi som Danmarks er vi afhængige af hinanden og andre, men vi har også evnen og potentialet til at skubbe verden i en bedre retning.

Derfor må vi ikke undervurdere os selv – heller ikke, når det kommer til grøn omstilling.

Sidste folketingsvalg blev af mange kaldt for et ’klimavalg’. Lad os gøre dette valg til et ’klimahandlingsvalg’ og startskuddet til at realisere nogle af de mange ædle intentioner. Det er nemlig til gavn for både Danmark og resten af verden.

Forudsætningen er dog, at vi investerer tid og ressourcer i uddannelsesmuligheder og offentlig-privat samarbejde.

Virksomhederne og danskerne vil have grønne krav

Det danske trumfkort på klimaområdet er viden og kompetencer. Derfor er vi også nødt til at indstille os på, at CO2-neutralitet ikke kommer af sig selv, men derimod kræver tid, investeringer og offentlig-privat samarbejde.

Vi må ikke lade ambitionen om perfektion og grøn nulfejlskultur stå i vejen for handling

Nadia Gullestrup Christensen, Malene Jæpelt og Morten Jung
Hhv. formand, Ungeklimarådet, chefkonsulent og markedschef, Dansk Erhverv

Heldigvis har vi en lang tradition for at samarbejde på tværs af både privat, offentlig og civilsamfund. Det skal vi udnytte til vores egen fordel, særligt når det kommer til kompetenceudvikling og viden.

En af måderne vi kan sætte turbo på den grønne omstilling, er ved at stille grønne krav i udbud.

Det offentlige køber hvert år ind for knap 380 milliarder kroner om året, svarende til 17 storebæltsbroer hvert eneste år. Det er gevaldigt mange penge og viser noget om potentialet i at lade grønne indkøb være en driver for klimahandling.

Faktisk er både virksomhederne og danskerne klar på at tage klima- og miljøhensyn i offentlige indkøb, viser to analyser af Dansk Erhverv. Tre ud af fire virksomheder mener, at grønne krav i udbud er velkomne, og tre ud af fire danskere mener, at klima- og miljøhensyn er vigtigt, når det offentlige køber ind hos private.

Forudsætningen for at sætte meningsfulde og drivende grønne krav i udbud er dog, at vi har viden og kompetencer. Derfor har vi brug for at løfte og opruste uddannelsesmulighederne inden for grønne, offentlige indkøb.

Lad os gå fra klimatale til klimahandling

Når vi taler om klimahandling ender det ofte med at handle om, hvad der er mest ”effektivt” og ”bedst kan betale sig”. Det er unægtelig vigtigt, at de rette forudsætninger er klar, når vi investerer flere milliarder i grønne løsninger. Men måske det er på høje tid, at vi lægger den grønne nulfejlskultur fra os.

Flere gange bliver det fremført, at vi ”mangler viden”, ”skal afklare” eller ”har brug for tid” inden vi slipper gækken løs med de gode, innovative og videnstunge grønne løsninger. Det er synd, for vi ender med at spænde ben for os selv, fordi ambitionen om perfektion og fuld information ikke er en realistisk situation.

Læs også

Klimahandling handler nemlig ikke om, at vi skal have afdækket alle forhold, før vi kan gå i gang. Tværtimod handler klimahandling om, at vi aktivt og kollektivt beslutter os for, at vi går i samme retning.

Dagen, hvor vi har perfekte, grønne data, hvor erhvervslivets rammevilkår er fuldstændige og hvor økonomien er tiptop, kommer måske, måske ikke – men i mellemtiden skal vi træde i pedalerne frem for at tage plads i venteværelset.

Lad os gå fra klimatale til klimahandling. Verden har brug for en grøn førstehjælpspakke, og vi må ikke lade ambitionen om perfektion og grøn nulfejlskultur stå i vejen for handling. Tværtimod må vi handle på det, vi ved: samarbejde mellem offentlig, privat og civilsamfund er hjørnestenen i løsningen, og viden og kompetencer er vejen frem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Malene Jæpelt

Chefkonsulent, Dansk Erhverv
cand.scient.pol (2010)

Morten Jung

Markedschef, Dansk Erhverv
cand.merc.jur. (CBS. 1996)

0:000:00