Aabenraa Kommune ansætter ny skolechef
Lars Borst Hansen er ny chef for Skole og Undervisning i Aabenraa Kommune. Han kommer fra en stilling som skoleleder på Tingstrup Skole i Thisted.
Anders Redder
JournalistDen 44-årige skoleleder Lars Borst Hansen er ny chef for enheden Skole og Undervisning i Aabenraa Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Han skal erstatte Lars Hende Svenson, der er blevet chef på skoleområdet i Kolding Kommune.
"Jeg lægger vægt på et godt og tværgående samarbejde samt en åben dialog om børnenes dannelse og uddannelse. Det er et veldrevet skolevæsen, jeg kommer til, og jeg vil arbejde målrettet for at fortsætte den positive udvikling," siger Lars Borst Hansen ifølge Aabenraa Kommune om sit nye job.