Direktør: Skæv lovstruktur får mange flygtninge til at hænge i praktikmøllen

DEBAT: Lov om aktiv beskæftigelse får en restgruppe af borgere til at sidde fast i praktikmøllen og dermed være på selvforsørgelsesydelse. Loven er skruet sammen med en skæv struktur, som forhindrer kommunerne i at gøre det rigtige, mener direktør.

Af Morten Goll
Direktør, Trampolinhuset

Arbejdsgiverne, fagbevægelsen og den daværende V-regering har grund til at være stolte af trepartsforhandlingens resultater i 2016.

Det var et paradigmeskift, som ikke blot havde symbolpolitisk karakter, men som udvirkede et holdningsskifte til, hvordan vi opfatter flygtninge i samfundet.

Vi gik fra at opfatte dem som ofre, som i princippet kun befandt sig i samfundet i kraft af, at de er nogle stakler, til at se dem som en potentiel ressource, som kan og bør udnyttes.

Ikke mindst, fordi de på denne måde vil kunne bære deres egen vægt i samfundet. Det var faktisk en lettelse for mange flygtninge.

Det værste, som et menneske kan opleve, bortset fra at blive slået ihjel, tortureret og forfulgt, er at blive anset for at være fuldkommen nytteløs.

Kommuner står med stor restgruppe
Derfor støtter Trampolinhuset det paradigmeskift, som Lars Løkke Rasmussen (V) og aftaleparterne satte i gang i foråret 2016. Og resultaterne taler for sig selv, som udtrykt af Rasmus Brygger fra Dansk Arbejdergiverforening i Mandag Morgen i artiklen 'Nye flygtninge kommer hurtigere i arbejde'.

Brygger beskriver, hvordan over halvdelen af alle mænd, der kom til landet i 2015, nu er i job. Det er en stigning i forhold til før 2016, så det virker.

Kommunerne står imidlertid nu med en stor restgruppe, som indsatsen ikke virker så godt på. Antallet af kvinder med beskæftigelse er fortsat lavt, og den gruppe af mænd, som ikke har fundet beskæftigelse i en tid med højkonjunktur og efterspørgsel på arbejdskraft, er fortsat omkring 40 procent.

Det vil sige, at knap halvdelen af mændene og cirka 80 procent af kvinderne står uden for arbejdsmarkedet.

Filmen knækker før ordinær beskæftigelse
Hvad skal der til for, at denne gruppe af borgere tager springet ind på arbejdsmarkedet?

Når jeg kigger på de borgere, som vi har haft i jobtræningsforløb, så ser jeg, at der er mange, hvor filmen knækker før ordinær beskæftigelse, fordi de af en eller flere grunde ikke er i stand til at fastholde et job.

For den gruppe leder det ene praktikophold til det næste, uden at de kommer videre. De oplever at sidde fast i praktikmøllen, fordi de ikke passer ind i arbejdsmarkedet.

Mange af disse medborgere lever isoleret fra resten af samfundet, er udfordret af det danske sprog, fattigdom, mangel på selvrespekt og den helt grundlæggende forståelse for, hvordan og hvorfor det danske samfund er skruet sammen, som det er.

De har en grundangst for det kommunale, fordi de aldrig har været i stand til at møde de krav, som samfundet stiller dem.

Men måske er årsagen til at vi har svært ved at hjælpe denne gruppe borgere i beskæftigelse at finde i Lov om aktiv beskæftigelse (LAB).

LAB giver ikke kommuner refusion
De kommunale integrations- og beskæftigelsesafdelinger, som vi samarbejder med, ved udmærket, at IGU-forløb og virksomhedspraktik ikke virker for denne gruppe, men deres hænder er ført af den incitamentsstruktur, som kommunerne er underlagt i LAB.

Strukturen er langt hen ad vejen fornuftig, hvilket udviklingen i arbejdsløshedstallene for flygtninge dokumenterer.

Det fungerer på den måde, at en kommune får refusion fra staten for udgifter til integrationsborgeren i det øjeblik, at denne bliver placeret i et praktikforløb, et IGU-forløb eller et job.

For de borgere, som er klar eller næsten klar til et job, er det en god ordning. Men for dem, der langt fra er klar, skaber incitamentsstrukturen i loven et uhensigtsmæssigt pres, fordi lovgivningen tvinger kommunerne til praktik for praktikkens skyld.

Hvis vi skal lykkes med at skabe velintegrerede og selvforsørgende medborgere – og tro mig, det ønsker borgerne også selv – så kræver det en indsats, som kombinerer faglig praktik med håndholdte og relationsdannende aktiviteter.

Men LAB giver ikke kommunerne refusion for udgifter til den slags, selvom det ofte er forudsætningen for at lykkes med at konvertere et IGU-forløb, virksomhedspraktik eller uddannelsestilbud til ordinær beskæftigelse og selvforsørgelse.

Regeringen må udgive refusionsbetingelser
Den store restgruppe af borgere, som bliver hængende i praktikmøllen og dermed på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, er et symptom på, at LAB er skruet sammen med en skæv incitamentsstruktur, som i praksis forhindrer kommunerne i at gøre det, som de ved, der er rigtigt.

Hvis vi ønsker at øge beskæftigelsen for flygtninge yderligere, bør regeringen derfor udvide LAB med nogle flere refusionsmuligheder for de kommuner, der sidder med de særligt udsatte borgere, som har brug for mere helhedsorienterede indsatser.

Mon ikke den socialdemokratiske regering kan finde et flertal for dette? Når I laver finansloven, så tag lige og kig på, om det er muligt at udvide betingelserne for, at kommunerne modtager refusion i henhold til LAB.

Ændringerne bør skrues sammen sådan, at kommunerne får økonomisk råderum til at tilbyde meningsfulde opkvalificerings- og beskæftigelsesforløb til disse grupper af borgere, som hidtil er blevet tabt i praktikmøllen.

Målsætningen er naturligvis dobbelt: At spare statens udgifter til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og at give disse udsatte borgere en chance for bæredygtig integration.

Det er sund fornuft, både fra et samfundsøkonomisk, demokratisk og menneskeligt perspektiv.

Forrige artikel Dansk Erhverv: Lav en national enhed for offentlig-privat samarbejde Dansk Erhverv: Lav en national enhed for offentlig-privat samarbejde Næste artikel DF: Rige og fattige kommuner skal stoppe skænderiet om udligning DF: Rige og fattige kommuner skal stoppe skænderiet om udligning
Borgmester i Vallensbæk: Frivillighed gør vores faglighed bedre

Borgmester i Vallensbæk: Frivillighed gør vores faglighed bedre

INTERVIEW: Henrik Rasmussens første prioritet, da han blev borgermester i Vallensbæk, var et øget fokus på frivillighed. Knap ti år efter kan han se et civilsamfund, der vokser ind i alle kommunens institutioner. Det krævede strategi og en hård kamp – men den kamp skulle tages nedefra, fortæller han.