Debat

Forsker: Tid tyraniserer alt for mennesker med handicap

DEBAT: For mennesker med handicap tyraniserer tid alt, fordi det er blevet udspecificeret så detaljeret, at der ikke længere er plads til spontanitet eller kreativitet, skriver forsker Emil Søbjerg Falster.

Det er ikke værdigt at bedømme mennesker med handicaps behov for hjælp med et stopur, skriver forsker Emil Søbjerg Falster. 
Det er ikke værdigt at bedømme mennesker med handicaps behov for hjælp med et stopur, skriver forsker Emil Søbjerg Falster. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Emil Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Tid er helt afgørende for den måde, som vi indretter vores liv på.

På bestemte tidspunkter står vi op, spiser mad, arbejder og sover, og i flere sammenhænge bestemmer vi selv, hvor lang tid bestemte aktiviteter tager.

For mange udgør tid en funktion, der gør os i stand til at nå de ting, som vi gerne vil, hvorfor mestringen heraf kan indeholde et frigørende potentiale. Omvendt kan tid også være disciplinerende og få os til at være på bestemte steder på bestemte tidspunkter, ligesom udmålingen af tid kan have betydning for, hvor meget hjælp og støtte man modtager fra velfærdssamfundet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det betyder, at det ikke nødvendigvis er alle mennesker, hvor styringen og reguleringen af deres tid har en positiv funktion, hvilket jeg vender tilbage til.

Stopure i Vordingborg
Jeg er opvokset i Vordingborg og har tilbragt det meste af mit liv i byen. Det er som udgangspunkt en stolt by forstået på den måde, at byen i middelalderen periodisk var Danmarks centrum og hjemsted for de tre store Valdemar-konger.

Borgeren må klage til Ankestyrelsen og vente i periodisk uvished, mens deres skæbne er i hænderne på andre mennesker.

Emil Søbjerg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Der er imidlertid ikke meget at være stolt af i dag, når det kommer til Vordingborg Kommunes tilgang til handicapområdet. I kommunen har man iværksat en proces, hvor man er begyndt at udmåle hjælpen til mennesker med handicap ved at anvende et stopur.

Det betyder helt lavpraktisk, at der kommer fremmede mennesker ind i dit hjem og tager tid på, hvor lang tid det for eksempel tager for din hjælper at skifte din ble, eller hvor lang tid du er om at gå i bad.

Det har i to aktuelle sager resulteret i, at borgerne har fået reduceret deres hjælp markant – også selvom deres behov er uændret. I den ene af sagerne er hjælpen reduceret fra 168 timer til 58 timer om ugen. Det er en reduktion på 110 timer og vil ifølge borgerens mor betyde, at drengens helbred vil blive forringet markant.

Hun frygter, at han risikerer at dø, hvis afgørelsen i sidste instans vil betyde, at han er tvunget til at flytte på institution.

Kommunens eget ansvar
Vordingborgs socialdemokratiske borgmester, Michael Smed, henviser til en ny principafgørelse som argument for den konkrete praksis, ligesom han påpeger, at kommunen går til grænsen af serviceloven, og at det hele i øvrigt skyldes en presset økonomi.

Meget kan siges om den udtalelse. For det første er principafgørelsen ikke ny, men stammer fra 2015. For det andet nævner den intet om, at kommunerne skal anvende et stopur. Det er alene kommunens eget valg, hvilket borgmesteren naturligvis burde stå ved i stedet for at tørre sit ansvar af på en ældre principafgørelse.

For det tredje giver sagerne ikke indtryk af, at Vordingborg Kommune går til grænsen, men vel nærmere over grænsen, idet kommunen træffer afgørelse om at ændre omfanget af hjælp og støtte, selvom borgerens behov er uændret.

For det fjerde kan det undre, at økonomien udlægges som en afgørende forklaring for den konkrete praksis, idet økonomi alene ikke må virke som et argument i afgørelser, og når borgerens behov er uændret, må der være tale om en afgørelse, der i sidste instans er determineret af en såkaldt "presset økonomi".

Men det er vist ikke kun økonomien, der er presset. Etikken forekommer også at have trængte tider – særligt set i lyset af, at Vordingborg Kommune modtog 97 millioner kroner med den nye udligningsreform. Det nævnte Michael Smed imidlertid ikke noget om, da han blev interviewet af Sjællandske Nyheder.

Tid tyranniserer
Med de to ovenstående eksempler, som absolut ikke er enkeltstående, vil der ske det, som der altid sker. Borgeren må klage til Ankestyrelsen og vente i periodisk uvished, mens deres skæbne er i hænderne på andre mennesker.

For den her gruppe af borgere har tid ikke længere en frisættende funktion i deres tilværelse. Omfanget af den udmålte tid er i stedet blevet adgangen til hjælp og støtte, og her tyranniserer tiden alt, fordi den nu er blevet udspecificeret så detaljeret, at der ikke længere er plads til spontanitet, kreativitet eller simple lavpraktiske forandringer i hverdagen.

Livet er i stedet blevet et tidsregime, hvor alt er konkrolleret, rationaliseret og instrumentaliseret, og det handler ikke længere om at leve et kvalificeret liv, men om at overleve med den hjælp og støtte, som man har til rådighed.

Detailstyrer menneskers tid og hverdag
Men man skal ikke have meget viden om mennesker med vidtgående funktionsnedsættelser for at vide, at en sådan målemetode – isoleret set – ikke alene er misvisende, men potentielt skadelig.

Gruppen kan have varierende dage, ligesom alle andre mennesker, og deres behov kan være omskiftelige, hvorfor fleksibilitet i hjælpen og støtten er afgørende, hvis vi ellers ønsker, at de skal leve en nogenlunde tålelig tilværelse.

En insisteren på at anvende en sådan metode er ikke andet end endnu et eksempel på bureaukratisk vold i et samfund, der i visse sammenhænge har glemt, hvem det egentlig er til for.

Når vi pålægger andre mennesker en detailregulering af deres tid og hverdag, er der ikke længere tale om et velfærdssamfund, der virke støttende og opbyggende med henblik på at skabe forudsætningerne for, at borgeren kan tilegne sig et godt liv. Det virker i stedet som social magt, og har umiddelbart intet emancipatorisk sigte – udover at frigive ressourcer i kommunen.

Måske er det på tide, at vi begynder at overveje, hvordan vi gerne vil huskes for vores generelle indsats over for mennesker med handicap, for det, der sker nu, er ikke andet end uværdigt, og det behøver man ikke en ph.d. for at kunne se.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Emil Søbjerg Falster

ph.d., post.doc. ved Universal Design Hub/Bevica Fonden og Aalborg Universitet.
Cand.scient.adm.

0:000:00