Hvad skal strukturkommissionen gøre ved kommunerne og almen praksis?

En sundheds- og ældrechef fra kommunen fik foretræde for Sundhedsstrukturkommissionen, og i dette afsnit fortæller han om, hvilket budskab han havde med. Og så afslører et kommissionsmedlem, at hun er vendt 180 grader i spørgsmålet om, hvorvidt sundhedvæsnet har behov for små eller store forandringer. 

Medlem af Sundhedsstrukturkommissionen, Sidsel Vinge, og sundhed og ældrechef i Næstved Kommune er gæster i dennne udgave af Politisk Stuegang. Lyt og hør hvorfor de mener, at der er behov for store ændringer i den kommende sundhedsreform. 
Medlem af Sundhedsstrukturkommissionen, Sidsel Vinge, og sundhed og ældrechef i Næstved Kommune er gæster i dennne udgave af Politisk Stuegang. Lyt og hør hvorfor de mener, at der er behov for store ændringer i den kommende sundhedsreform. 
Emma Agner CarstensenOle Nikolaj Møbjerg Toft

Vi stiller i denne udgave skarpt på den del af sundhedsvæsnet, der ligger uden for sygehusene.

Den ene gæst er en velkendt stemme for faste lyttere af Politisk Stuegang, nemlig sundhedskonsulent Sidsel Vinge. Og så er hun også medlem af Sundhedsstrukturkommissionen.

Hun løfter lidt af sløret for, hvad hun er nået frem til af nye erkendelser om behovet for ændringer i sundhedsvæsenet.  

Den anden gæst er Torben Hollmann, der har ansvaret for sundheds- og ældreområdet i Danmarks 15. største kommune - Næstved.

Den tidligere sektoformand i FOA kommer med en frontlinjeberetning fra det kommunale sundhedsvæsen. Han lufter blandt andet tanken om at fratage kommunerne store dele af sundhedsområdet. Og så har han et godt råd til de praktiserende læger, hvis ikke de vil ende som typograferne og karetmagerne.

Han gentager også det budskab, han havde med, da han forleden fik foretræde for Sundhedsstrukturkommissionen.

Det talte vi om: 

  • Dagens quiz: Hvor stort et budget har en en ældre- og sundhedschef i Næstved ? 
  • Har sundhedsklyngerne en fremtid?
  • Hvorfor udhuler de kommunale sundhedsopgaver ældreplejen?
  • Hvad skal almen praksis levere til kommunerne, som de ikke gør i dag? 
  • Sandt eller falsk: Går det ud over ældreplejen, når sygehusene skruer voldsomt op for de planlagte operationer?
  • "Kædeansvar" er det nye sort i sundhedspolitik - men hvad betyder det?

Det blev der sagt:

Torben Hollmann:

Hvilke råd har du givet Sundhedsstrukturkommissionens medlemmer, da du holdt oplæg for dem forleden?

”Vi er nødt til at træffe beslutninger, der ikke er populære i sundhedsvæsenet. Vi har en tendens til, at når det først bliver rigtig svært, tør vi alligevel ikke tage de nødvendige beslutninger. Og så ender det galt. Få nu taget ordentligt fat.”

Hvilke udfordringer ser du i samarbejdet mellem dine kommunale medarbejdere og lægerne?

”Samarbejdet er enormt svært, for det kræver, at man som kommunal medarbejder får trykket lægerne i hånden og beviser, at man er god nok. Det er ligesom at være medlem af en rockerklub. Hvis lægen på et hospital har sagt god for dig, så er du med i klubben.”

”Alene en receptfornyelse kræver ikke bare én læge. Jeg skal ringe til tre læger for at få fornyet recepter til vores borgere. Det holder ikke. Et andet eksempel er dosisdispensering, som kunne frigøre mange faglige hænder. Men det gider lægerne ikke.”

Hvad mener du, når du truer de almindeligt praktiserende læger med at finde løsninger andre steder?

”Det er ikke en trussel, men et løfte; Hvis almen praksis ikke kommer ind i spillet og er med på de store forandringer, så finder vi løsningerne et andet sted. Vi kan ikke længere vente på, at de går og føler sig for fine til at komme ind i fællesskabet. Jeg står ude i kommunerne med rigtige problemer. Rigtig syge borgere, som skal have behandling. Så skal familielægen ikke komme med sin vetoret. Vi bliver nødt til at ruske op i det, hvis vi skal videre.”

Sidsel Vinge:

Ser du, at der mangler sammenhæng i ansvarsfordelingen på sundhedsområdet?

”Det vi skal forstå er, at den kommunale sundhedspleje og akutmodtagelsen ikke mødes politisk, ledelsesmæssigt og organisatorisk før på Mette Frederiksens skrivebord. Vi skal derop, før vi får end-to-end ansvar. Jeg ved ikke hvad Mette Frederiksen laver, men jeg går ud fra, at hun har andet at se til, end om der bliver forebygget indlæggelser i Kolding. Så der er nok noget om behovet for kædeansvar i sundhedsvæsenet.”

Hvordan vurderer du sundhedsklyngernes evne til at sikre tværgående samarbejde i sundhedsvæsenet?

”Med den konstruktion vi har nu, har jeg svært ved at se, hvad der er det helt nye og afgørende, der kan løse de samarbejds- og sammenhængsproblemer, vi har udviklet de sidste 20 år. Jeg har svært ved at se, hvad det er for en virkningsfuld medicin, vi har smidt ind i sundhedsvæsenet, som vi ikke har smidt ind i det 100 gange før.”

Hvilke erkendelser har du gjort dig i dit arbejde med sundhedsstrukturkommissionen?

”Jeg er en af dem, der har lavet en 180’er. I lang tid har jeg tænkt, lad nu være med lave store reformer. Det kommer ikke til at løse noget. Men når jeg er begyndt at stikke fingrene ned i det, er der gode folk, der har gode grunde til at sige, at vi ikke kan fortsætte med den nuværende struktur, vi grundlæggende har haft siden Ruder Konge.”

Dagens gæster:

Sidsel Vinge, selvstændig sundhedskonsulent, debattør og medlem af Sundhedsstrukturkommissionen.

Torben Hollmann, tidl. sektorformand i FOA og nu centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune.

Vært:

Ole Toft, sundhedspolitisk analytiker på Altinget.
Redigering: Emma Agner Carstensen, Altinget.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Klitmøller Hollmann

Centerchef for sundhed og ældre, Næstved Kommune, bestyrelsesmedlem, Alkohol & Samfund
social- og sundhedsassistent, ma. i organisationspsykologi

0:000:00