IKA: Klimakrisen løses ikke uden omlægning af de offentlige indkøb

Folketingsvalget i 2019 varslede stærke forhåbninger om, at synet og opmærksomheden på indkøb som felt (endelig) kunne holde flyttedag fra den mindste scene, Gloria, til den største og mest prestigefyldte, Orange Scene, fordi valget også – og måske især – var et klimavalg.

Og da klimaforandringerne i sidste ende kan føres tilbage til indkøbsadfærden, også det offentliges, skal den samlede offentlige sektor også påtage sig et medansvar for at gøre fremtiden stadig mere grøn. Alle offentlige ordregivere med sans for denne stærke strømning i folkedybet har derfor også formuleret ambitiøse strategier, planer og politikker for det grønne.

Ingen kæde er som bekendt stærkere end det svageste led; heller ikke den parlamentariske styringskæde.

I arbejdet med at omlægge det offentlige forbrug så det understøtter klimaambitionerne, er det selvfølgelig vigtig at gøre det nemt at træffe det bæredygtige valg for de titusindvis af offentligt ansatte, der som det yderste led i styringskæden dagligt indkøber de varer og ydelser, som driften af en kommune, region eller statslig styrelse forudsætter.

Og det stiller yderligere krav til de medarbejdere, der har ansvaret for at skabe aftalegrundlaget for disse bæredygtige valg. Der er nemlig lang vej fra beslutningen om, at TCO som led i arbejdet med at gøre indkøb grønne skal indgå i udbudsarbejdet, og frem til at gøre det operationelt, når eksempelvis AV-udstyr og storkøkkenudstyr skal evalueres. 

Fordelene har lange udsigter
Hovedudfordringen ligger dog for mig at se et helt andet sted, nemlig i den utilstrækkelige kobling mellem nationale og lokale klimaambitioner og prioriteringer af de krævede indsatser. Groft sagt blev klimaet en vindersag ved folketingsvalget, fordi prisen for omstillingen af samfundsøkonomien ikke blev en del af debatten.

Udover at være spredte, usikre og i det hele taget svære at opgøre, viser fordelene sig tilmed først om mange år - og dermed valgperioder.

Jesper Langkjær
Bestyrelsesformand, IKA

Noget tilsvarende gør sig gældende ved beslutning af strategier, planer, indsatser og politikker, når det drejer sig om reduktion af indkøbets klimaaftryk. Beslutningerne ledsages ikke af (dækkende) finansiering.

I modsætning til eksempelvis beslutninger om bedre vilkår for børnene og pædagogerne ved finansieret opnormering i daginstitutioner; bedre vilkår for patienter og ansatte på landets sygehuse via finansieret opnormering af sygeplejersker eller for de ældre via eksempelvis forhøjet ældrecheck.

Jeg tror set under ét, at denne underfinansiering af klimaambitionerne især hænger sammen med fordelingen af fordele og omkostninger ved de indsatser, der skal realisere ambitionerne. Udover at være spredte, usikre og i det hele taget svære at opgøre, viser fordelene sig tilmed først om mange år - og dermed valgperioder.

I parentes bemærket er undtagelsen herfor den positive bevågenhed klimacertificeret byggeri af daginstitutioner, skoler og energiøer mødes med, fordi det er synlige og tydelige eksempler på handlekraft.

Skal finansieres fra andre politikområder
Omkostningerne ved klimaindsatserne er foruden betydelige tilmed koncentrerede allerede fra det tidspunkt de træffes – fordi finansiering af omstillingen skal tages fra andre politikområder. (Eller direkte fra borgernes og virksomhedernes lommer ved stigende afgifter og takster). Det gør oddsene for succes hårde. 

Udfordringen er dog til at få øje på. Ifølge regeringens nye strategi for grønne indkøb er det samlede klimaaftryk af det offentliges indkøb opgjort til 12 millioner tons CO2 årligt.

Klimakrisen løses derfor ikke, uden det offentliges indkøb omlægges. Bag dette klimaaftryk står millioner af indkøbsbeslutninger, der ikke begynder med et spadestik, men med klik i indkøbsportalen, der lægger varerne i den digitale indkøbskurv. Eller med et fysisk besøg i det lokale supermarked. Eller med et telefonopkald. Eller med en mail. Fax’en som bestillingskanal tror jeg efterhånden er udfaset.

Det samlede klimaaftryk af det offentliges indkøb opgjort til 12 millioner tons CO2 årligt. Klimakrisen løses derfor ikke, uden det offentliges indkøb omlægges.

Jesper Langkjær
Bestyrelsesformand, IKA

For at lette klimatrykket fra disse millioner indkøbsbeslutninger må den politiske diskussion vendes mod at skabe en mere tydelig og dækkende kobling mellem besluttede klimaambitioner og prioritering af finansieringen af de indsatser, der skal bidrage til at realisere ambitionerne.

Vagthund og selvstyrevogter
Positionerne er trukket tydeligt op. Forpligtende reduktionsmål for staten med Finansministeriet i rollen som vagthund på den ene side og KL på den anden, som betoner respekten for det kommunale selvstyre og den heraf følgende valgfrihed.

Udfordringerne med forpligtende reduktionsmål er tydelige og store. Hvordan måles baseline på enhedsniveau? Hvordan opgøres forskellige indsatsers bidrag, når der skal prioriteres?

For prioriteres skal der jo. Modsat kan forpligtende reduktionsmål jo også være en anledning til at få en politisk samtale mellem KL og Finansministeriet om finansiering og til at få placeret indkøb tættere på ledelsens Orange Scene – også i dagligdagen.