Debat

Renovering for enhver pris?

DEBAT: Mange af landets kommunale bygninger er slidte og trænger til en kærlig hånd. I Danmark er vi gode til at renovere, men det er ikke altid den bedste løsning, skriver Dansk Byggeri.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Liborius
Erhvervspolitisk chef, Dansk Byggeri

Mange af landets kommunale bygninger er slidte og trænger til en kærlig i hånd. Det er en dyr affære at skulle vedligeholde bygningerne, men det er endnu dyrere at lade stå til. Kommunerne står derfor i en nær fremtid over for at skulle tage stilling til, hvorvidt de vil renovere de nedslidte bygninger eller vælge at rive ned og bygge nyt.

I Danmark er vi rigtig gode til at renovere, og det vil i mange tilfælde være et godt valg. I Dansk Byggeri stiller vi dog spørgsmålet, om der ikke er behov for helt neutralt at se på, om renovering altid er den rigtige løsning?

Nedrivning eller renovering?
Rambøll har for Dansk Byggeri lavet en rapport, der gennemgår 14 konkrete eksempler på kommunalt byggeri, der står over for en renovering eller nybyg. Kun i ét enkelt tilfælde er der foretaget totaløkonomiske beregninger på, hvad der bedst kan betale sig. Totaløkonomi er altså endnu ikke er et fast element, når der skal træffes beslutninger ude i landets kommuner.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Det kan dog muligvis blive ændret med en ny bekendtgørelse om kvalitet, OPP og totaløkonomi offentligt byggeri, som trådte i kraft 13. oktober. Den pålægger kommunerne at lave totaløkonomiske beregninger, når entreprisesummen overstiger 20 mio. Det er et godt tiltag, men desværre er formuleringen en smule uforpligtende, fordi kommunerne "kun i relevant omfang" skal lade totaløkonomiske vurderinger indgå i beslutningsprocessen.

Vi havde gerne set en mere forpligtende tekst, da det er til hele samfundets bedste, at beslutningen om renovering eller nybyg bliver taget på et kvalificeret grundlag.

Selvom det her og nu er billigst at renovere, så er der en række udgifter i det lange løb, som måske nogle gange bliver glemt eller slet ikke tages med ind i overvejelserne.

Torben Liborius
Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri

Langtidsholdbare løsninger 
Vi mener, at det er særdeles vigtigt, at beslutninger træffes med en horisont, der stemmer overens med levetiden på bygningerne. Mange bygninger fra 1950-60'erne er dyre at renovere, hvis de samtidig skal leve op til nutidens krav og behov, og selvom det her og nu er billigst at renovere, så er der en række udgifter i det lange løb, som måske nogle gange bliver glemt eller slet ikke tages med ind i overvejelserne.

Dansk Byggeri vil gerne bidrage til, at kommunerne træffer beslutningerne på et bedre grundlag. Et bedre beslutningsgrundlag giver bedre byggeri for pengene og mere byggeri for pengene. Derfor har vi lavet en vejledning og et værktøj, der kan bruges til at beregne, hvad der totaløkonomisk er bedst for kommunekassen, hvis man ser 40-50 år frem i tiden. Vejledningen og værktøjet stiller vi gratis til rådighed for kommunerne. Det kan opfylde kravet om "i relevant omfang" på en hurtig og omkostningsfri måde.

Derudover inviterer vi i samarbejde med Dansk Beton kommunerne til konferencen "Renovering for enhver pris" den 12. december på Christiansborg. Her vil vi diskutere, hvordan vi bruger skattekronerne bedst muligt, når kommunerne skal beslutte, om de skal renovere eller rive ned og bygge nyt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00