Velfærdsforskere: Sådan vil lokalpolitikere forbedre styringen af kommunen

Af Kurt Houlberg, Lene Holm Pedersen og Vibeke Normann Andersen
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE)

Incitamentet til at fastholde borgeren på institutionen og arbejdet med borgerens progression understøtter ikke nødvendigvis hinanden. Fokuserer man på det ene, kan det være, at man giver køb på det andet.

Kurt Houlberg, Lene Holm Pedersen og Vibeke Normann Andersen
Danish Centre of Applied Sciences (VIVE)

Kommunernes økonomi er stram, og de 98 nye kommunalbestyrelser, der træder sammen 1. januar, har ikke udsigt til flere penge at gøre godt med i de kommende år.

Staten styrer kommunernes økonomi med jernhånd. Budgetloven betyder, at kommunerne bliver straffet økonomisk, hvis de overskrider udgiftslofterne og samlet set ikke overholder deres budgetter.

Samtidig er der en forventning om, at kommunerne i stigende grad styrer efter de resultater og effekter, som kommunens service har for borgerne. Kommunerne forventes også at levere både flere og kvalitetsmæssigt bedre ydelser til borgerne for de samme penge.

Og andre vigtige prioriteringer er at sikre, at de offentlige ydelser er både sammenhængende og velkoordinerede, og at man indretter styringen på en sådan måde, at den har fokus på den værdi, som ydelserne skaber for den enkelte borger.

Forbedringer går ikke altid hånd i hånd
Kort sagt er der mange styringsmæssige krav og forventninger, der skal forfølges på samme tid. Nemme løsninger er der ingen af, og det er heller ikke givet, hvordan de enkelte brikker skal sættes sammen i det puslespil, som den samlede styring udgør.

Det er sågar muligt, at nogle af brikkerne ikke passer helt sammen. Drejer man styringen i den ene eller anden retning, vil der i praksis kunne være dilemmaer og ikke-ønskede effekter.

Det kan for eksempel være, hvis man bevilger økonomi ud fra det antal borgere, man har på en institution, mens man ved hjælp af resultatmål styrer ud fra, hvilken effekt borgeren har af at modtage en bestemt ydelse.

Incitamentet til at fastholde borgeren på institutionen og arbejdet med borgerens progression understøtter ikke nødvendigvis hinanden. Fokuserer man på det ene, kan det være, at man giver køb på det andet.

Det er altså ikke givet, at et stærkt fokus på at øge produktiviteten er befordrende for kvaliteten af ydelserne, ligesom det ikke er givet, at et målrettet fokus på de mest effektfulde indsatser går hånd i hånd med overholdelse af budgettet.

Med andre ord går de enkelte styringsforbedringer ikke nødvendigvis hånd i hånd. Så i praksis er det ikke muligt at opprioritere alle elementer i styringen lige meget.

Vigtigst at koordinere og skabe værdi for borgeren
VIVE har i 2017 spurgt lokalpolitikerne, hvad der efter deres mening er vigtigt for at kunne forbedre styringen i deres respektive kommuner i de kommende år.

Konkret blev de bedt om at udpege den af fem mulige styringsforbedringer, der efter deres mening er mest vigtig – og hvilken der omvendt er mindst vigtig. Svarene på disse spørgsmål er vist i figuren.

Figur 1. Hvilke af fem potentielle styringsforbedringer er vigtigst? Og mindst vigtig? (pct.)

Selvom de fem nævnte styringsforbedringer ikke tegner et fuldt dækkende billede af alle de forslag til styringsforbedringer, som politikerne møder, så giver svarene et pejlemærke for, hvilke sigtepunkter i styringen de politiske beslutningstagere prioriterer højest.

Når lokalpolitikerne skal prioritere mellem de fem muligheder, så peger figuren entydigt på, at de vigtigste styringsforbedringer ifølge lokalpolitikerne er at sikre bedre koordinering af borgerforløb på tværs af kommunernes ydelser samt at fokusere mere på den værdi, som ydelserne skaber for den enkelte borger. Herefter lægger lokalpolitikerne også vægt på at forbedre kvaliteten af kommunale ydelser.

Omvendt er det mindst vigtige ifølge lokalpolitikerne at øge produktiviteten, så der kan leveres flere ydelser for de samme penge, samt at sikre hyppigere og mere præcis budgetopfølgning.

Køn, alder og uddannelse gør en forskel
Figuren tegner et billede af lokalpolitikerne under ét. Bagved gemmer sig en række forskelle på, hvordan de enkelte lokalpolitikere vælger at prioritere. Disse forskelle dækker blandt andet over køn, alder og uddannelse.

Undersøgelsen viser for eksempel, at bedre koordinering af borgerforløb og værdiskabelse for den enkelte borger har højere prioritet blandt yngre og midaldrende politikere end blandt dem over 65 år. Lokalpolitikere med en længerevarende uddannelse vægter øget produktivitet og styrket budgetopfølgningen lavere end lokalpolitikere med andre uddannelsesbaggrunde.

Og fokuserer vi på forskelle mellem kønnene, så falder det i øjnene, at kvinderne i højere grad end mændene prioriterer at sikre bedre koordination af borgerforløb – og omvendt i mindre grad end mændene lægger vægt på at øge produktiviteten.

Når det er sagt, så er det vigtigt at understrege, at der er tale om nuanceforskelle i forhold til det samlede billede. På tværs af køn, alder eller uddannelse er det de samme styringsforbedringer, som lokalpolitikerne udpeger som henholdsvis de to vigtigste og de to mindst vigtige.

Ingen lige vej fra ord til handling
En ting er imidlertid at pege på, hvad der på papiret vil være det vigtigste bidrag til at forbedre styringen. Noget andet er, hvordan de pågældende styringsidealer i praksis kan føres ud i livet. Det fortæller politikernes svar ikke noget om.

Spørgsmålet om, hvordan man i praksis skal indrette styringen, så de mange forskellige styringshensyn bedst balanceres, er noget af det, som politikere og embedsmænd i næste valgperiode igen skal forsøge at finde den bedste løsning på – under hensyntagen til både medarbejderne og de lokale vilkår og ambitioner for styringen.

Survey blandt kommunalpolitikere er gennemført i perioden februar til april 2017. Læs hele rapporten her.