Lars Løkke om EU uden briterne: ”Man vil gerne lytte til Danmark… men der er en risiko for, at vi glider ud i periferien”

INTERVIEW: Trump og Brexit har kun gjort EU endnu vigtigere for Danmark, siger statsministeren til Altinget. Men Storbritanniens exit tipper magtbalancen så meget, at Danmark og andre nordlige lande bliver tvunget til at tale med større bogstaver i debatten om Unionens fremtid. Fredag deltager Lars Løkke Rasmussen (V) i et EU-topmøde om netop den dagsorden.

Danmark vil ikke betale mere til EU i fremtiden, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som her bliver interviewet til Altingets europæiske podcast.
Danmark vil ikke betale mere til EU i fremtiden, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som her bliver interviewet til Altingets europæiske podcast.Foto: /Altinget/Arthur J. Cammelbeeck
Thomas Lauritzen

Hvordan undgår Danmark at drukne i fremtidens Europæiske Union, når vores traditionelt nærmeste politiske allierede, Storbritannien, forlader samarbejdet? Når vores største handel afhænger af en eurozone, vi har undtaget os selv fra?

Kan danskerne stadig gøre sig gældende, skabe nye alliancer og få reel indflydelse på fremtidsplaner, som vil blive langt mere styret af franske og tyske drømme om mere Union?

Svaret er ja, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et af sine sjældne, større interview om perspektiverne i europæisk politik for Danmark. Det bliver svært, for uden briterne ”mangler der jo et anker i den ene lejr”, siger han. Men Danmark har ikke den luksus at overveje andre veje frem end EU.

”Storbritannien er fortsat et vigtigt land, men jo slet ikke på niveau med, hvad det var,” siger statsministeren:

Fakta
TOPMØDE OM EU'S FREMTID

Fredag deltager statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et uformelt EU-topmøde i Bruxelles, hvor de europæiske ledere tager en politisk diskussion om fremtiden efter Brexit. Blandt emnerne er:

  • Spitzenkandidat. Skal Europa-Parlamentet have lige så meget magt over udnævnelsen af EU-Kommissionens formand, som det fik i 2014?
  • Parlamentet uden Storbritannien. Hvad skal man gøre med de 73 ud af Europa-Parlamentets 751 pladser, som briterne efterlader tomme næste forår?
  • Transnationale valglister. Skal nogle af de ledige pladser bruges til at opstille EP-kandidater på tværs af grænserne?
  • Fremtidsbudget. Skal medlemslandene betale mere til EU's næste langsigtede rammebudget efter 2020?

”Så Europa er fremtiden, EU er fremtiden for Danmark, det er uomtvisteligt. Men det er lige så klart, at vi kommer til at miste en allieret i nogle vigtige diskussioner.”

De diskussioner starter for alvor på et uformelt EU-topmøde fredag, hvor Lars Løkke Rasmussen blandt andet vil kritisere Europa-Parlamentets forsøg på at styre EU’s topposter via den såkaldte spitzenkandidat-procedure, der tvinger enhver kandidat til jobbet som kommissionsformand til at føre valgkamp på tværs af Europa.

EU er fremtiden for Danmark, det er uomtvisteligt. Men det er lige så klart, at vi kommer til at miste en allieret i nogle vigtige diskussioner

Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsminister

Løkke vil også kæmpe imod forslag om, at medlemslandene skal til at betale mere til Unionens pengekasse efter Brexit.

Alt det og meget mere fortæller statsministeren om i et eksklusivt interview med Altingets Europa-podcast ’Parlamentet’, som nu er ude på iTunes, SoundCloud eller andre steder, hvor du plejer at finde din podcast.

0:000:00