Den blinde mand og kampen mod kommunerne

BAGGRUND: Handicappede, kommuner og skiftende regeringer fører en langstrakt stillingskrig om handicappedes rettigheder. Efteråret kan ende med endnu et stort slag eller en spirende våbenhvile. Få indblik i en af det seneste årtis centrale politiske kamppladser.

Thorkild Olesen sidder og forbereder sig på sit kontor i toppen af Handicaporganisationernes Hus i Høje-Taastrup. Den blinde formand for de handicappede har taget hul på et af de vigtigste efterår i sin tid som formand i huset, der samler landets 33 handicaporganisationer.

Forude venter politiske forhandlinger om psykisk og fysisk handicappede borgeres ret til støtte. Centralt står spørgsmålet om, hvor stor frihed kommunerne skal have til selv at beslutte, hvilke tilbud og hjælpemidler handicappede borgere skal tildeles. Det handler om autister, spastikere, døve, stumme, sindslidende, de parkinson- og scleroseramte, personer med muskelsvind og en lang række andre grupper med mere eller mindre sjældne handicap.

Og ja, også de blinde som Thorkild Olesen selv.

Fælles for hovedparten af de 330.000 borgere, Dansk Handicaporganisationer efter eget udsagn repræsenterer, er, at de er mere eller mindre afhængige af hjælp og støtte fra det offentlige for at få deres liv til at hænge sammen. Fælles er også, at deres formand indtil nu har gjort, hvad han kunne for at forpurre planerne om at lave grundlæggende om på reglerne for den støtte.

”Vores frygt har været, at kommunerne får mulighed for at bestemme, hvilke tilbud man som handicappet skal have, og man så bare står tilbage og kan råbe og skrige uden at kunne gøre en skid ved det,” siger Thorkild Olesen.

Manu Sareens fuser
Konkret står slaget om den sociale lovgivnings bibel, serviceloven, som socialminister Karen Ellemann (V) har sat sig for at reformere. Afsættet er de seneste års økonomiaftaler mellem KL og Finansministeriet. Både i aftalen for 2013, 2014 og 2015 fremgår det, at der skal ske en ”forenkling” af servicelovens bestemmelser om støtte og indsatser til udsatte og handicappede voksne.

Blandt andet med det formål at give kommunerne bedre mulighed for at ”styre” og ”prioritere” inden for de givne økonomiske rammer. Ellemann samler tråden op fra den tidligere radikale socialminister, Manu Sareen, der i december 2014 sendte sit bud på et udkast til revision af serviceloven i høring.

Der var tale om et ganske omfattende og på mange punkter juridisk komplekst lovforslag. Over for Folketingets partier præsenterede Manu Sareen det som en styrkelse af de handicappede og udsatte borgeres retssikkerhed.

Blandt handicaporganisationerne var man imidlertid af en helt anden opfattelse. Her kaldte man Sareens forslag for både ”formynderisk”, ”katastrofalt” og ”et absurd og ensidigt knæfald for KL”.

I januar 2015 sad Manu Sareen med en stor stak høringssvar fyldt med massiv kritik og højlydte opfordringer om at trække lovforslaget tilbage. Og det var netop, hvad han valgte at gøre. Beslutningen havde dog intet med det nært forestående folketingsvalg at gøre, fastholder Manu Sareen den dag i dag.

”Hvis ikke de mennesker, man gerne vil hjælpe, synes, at det er en god ide, så er det en ministers fornemmeste opgave at lytte til det. Og det gjorde jeg,” siger Manu Sareen, der siden har forladt Radikale og meldt sig ind i Alternativet.

Ministermægling
Efter valget overtog Karen Ellemann rollen som socialminister og hermed også opgaven med at reformere serviceloven. Der står hun nu. Med kommunerne og et KL, der på den ene side kræver bedre økonomiske ”styringsmuligheder” på området, fordi de efter eget udsagn oplever et stigende udgiftspres. På den anden side står handicaporganisationerne, som har kæmpet med næb og kløer for at undgå en lovændring, som i deres øjne lagde op til en stor spareøvelse.

Karen Ellemann selv har i den sammenhæng udnævnt sig selv til mægler i forsøget på at bygge bro over den ’tillidskrise’.

I Danske Handicaporganisationer skyldes mistilliden først og fremmest en oplevelse af kommunernes manglende villighed til at fortolke lovgivning efter Folketingets ofte gode politiske hensigter.

”Det kan godt være, at Folketinget har rigtig gode intentioner med en lovgivning. Men problemerne opstår, når den kommer ud i kommunernes økonomiske virkelighed og bliver fortolket i alle mulige forskellige retninger,” siger Thorkild Olesen.

I KL er man ked af den mistillid, der signaleres fra Handicaporganisationerne, som man et langt stykke hen ad vejen mener er uberettiget, men som man tager meget alvorligt.

"Det er rigtigt, at der har været enkelte kommuner, som ikke har gjort tingene ordentligt. Men langt de fleste steder lægger man sig faktisk i selen for at gøre det allerbedste, man kan for de her borgere," siger kontorchef i KL Tina Wahl.

Strukturreform og skyttegrave
Det, Karen Ellemann betegner som mangel på tillid, kalder andre slet og ret en skyttegravskrig. Og med god grund.

Med strukturreformen i 2007 overtog kommunerne både ansvaret for en lang række specialiserede indsatser for socialt udsatte og handicappede og blev samtidig eneansvarlig for finansieringen.

I årene efter fulgte et økonomisk morads i kommunerne, som blev forstærket af den finansielle krises hærgen og førte til store budgetoverskridelser. Ikke mindst på det såkaldt specialiserede socialområde.

Det fik kommunerne, med KL i spidsen og Finansministeriet i baggrunden, til at gå i offensiven for at få friere hænder til at styre økonomien på området.

Både handicaporganisationerne og andre sociale organisationer svarede prompte igen ved at slå ring om deres medlemmer og mobilisere til modangreb.

Fronterne blev trukket hårdt op, parterne gravede sig ned og har siden ført et ikke alt for pænt politisk skænderi med medierne som megafon.

Gøgeungernes tag-selv-bord
Thorkild Olesen har været med fra starten. I 2009 overtog han rollen som formand for Dansk Blindesamfund og trådte dermed for alvor ind på den politiske kampplads.

Det var dengang, man kunne høre den daværende formand for KL kalde serviceloven for et tag-selv-bord og socialområdet for en ”gøgeunge”, der skulle stækkes, inden den åd sig yderligere ind på kommunernes andre velfærdsområder.

Omvendt svarede handicaporganisationerne igen ved at beskylde kommuner og ikke mindst KL for at føre en diskriminerende hetz, som skubbede landets udsatte og handicappede borgere ud i yderligere marginalisering.

”Der spidsede det virkelig til. Men det er den samme diskussion, vi har haft lige siden. Nogle i kommunerne mener, at handicappede har det for godt, mens nogle handicappede synes, at kommunerne opfører sig rigtig skidt,” siger Thorkild Olesen.

I 2011 blev han formand for Danske Handicaporganisationer og trådte helt ind i centrum af kampen.

Sporene skræmmer
Serviceloven er blevet revideret ad flere omgange, siden balladen brød ud. Mest debat skabte en ændring i 2012, hvor retten til at tage økonomiske hensyn blev skrevet ind i lovens formålsparagraf.

Ved samme lejlighed blev der indføjet en klar hjemmel til at fastlægge lokale serviceniveauer for indsatsen over for de udsatte voksne og børn, loven forholder sig til.

Ifølge det politiske forarbejde skulle det blot præcisere allerede gældende ret. Men det var ifølge de fleste eksperter en løjerlig forklaring for en lovændring, at den ikke skulle ændre noget.

Blandt både handicap- og sociale organisationer er opfattelsen da også, at ændringerne efterfølgende er blevet brugt af kommuner til at træffe beslutninger ud fra økonomiske hensyn frem for faglige vurderinger.

Det indtryk deler lektor i socialret ved Aalborg Universitet John Klausen.

Han peger på, at det i bemærkningerne til lovforslaget adskillige gange gentages, at "der er alene tale om en lovfæstelse af gældende ret" og "en præcisering af gældende ret og ikke en ændring af denne".

"Men der er ikke nogen tvivl om, at kommuner og i et vist omfang også Ankestyrelsen i konkrete afgørelser henviser til lige præcis de formuleringer, som blev skrevet ind i loven,” siger John Klausen.

Psykopatklubbens arv
Konflikten mellem social- og handicaporganisationerne og kommunerne handler ikke blot om tilrettelæggelsen af indsatserne over for nogle af samfundets mest udsatte borgere.

Den skriver sig samtidig ind i en større historisk udvikling af velfærdsstaten, hvor borgerens værn gennem klare lovfæstede sociale rettigheder i stigende grad har måttet vige pladsen for den overordnede samfundsøkonomiske styring. En udvikling, som trækker tråde helt tilbage til samfundsøkonomernes indtog på Slotsholmen i 1960’erne med daværende departementschef i Finansministeriet Erik Ib Schmidt og hans allierede af cand.polit.-uddannede embedsmænd i spidsen.

Det var dem, den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard efter sigende skulle have omtalt som ’psykopatklubben’.

”Man kan altid diskutere, om den økonomiske styring kommer før eller efter økonomerne. Men der er ingen tvivl om, at problematikken med økonomisk styring over for rettigheder er en af de helt centrale i de sidste 20–30 års udvikling,” siger Ove Kaj Pedersen, professor ved Department of Business and Politics ved CBS.

Det er da også nogenlunde i denne retning, Thorkild Olesen retter blikket, når han skal udpege en skurk.

”Det er hele den her new public management-tænkning og -styring, som fungerer godt i regneark, men ikke for mennesker. Især på socialområdet er der rigtig mange mennesker, der ikke lige passer ind i et regneark,” siger Thorkild Olesen.

Javel hr. finansminister
Når han skal blive mere konkret, er det ikke mindst i Finansministeriets gemakker på Slotsholmen og hos KL’s top en lille cykeltur derfra, man kan finde eksponenterne for denne logik.

Thorkild Olesen er med på, at det er Finansministeriet, regeringen og i sidste instans Folketinget, som har overhånden i den økonomiske politik. Langt hen ad vejen må kommunerne og KL bare klappe hælene sammen og sige javel hr. minister.

Som modydelse for den lydighed kan KL og kommunerne til gengæld regne med støtte fra Finansministeriet i forhold til at presse sektorlovgivning tilbage, der begrænser de lokale politikeres handlefrihed på forskellige velfærdsområder.

Og den ’deal’ er både KL og Finansminsteriet sådan set meget godt tilfredse med, mener Thorkild Olesen.

”De laver jo deres økonomiaftaler, som Socialministeriet og de øvrige ministerier så må indrette sig efter, uden at der i øvrigt er foretaget nogen dybere faglige vurderinger af, hvad der er blevet aftalt,” siger Thorkild Olesen.

Politik for tøsedrenge
Den analyse er der sikkert mange rundt om på Slotsholmen og i kommunerne, som vil skrive under på. Men som kritik har analysen et blindt punkt. For hvad med præmissen for den finansministerielle styring?

Hvad med den økonomiske krise, de slunkne offentlige kasser, EU’s underskudsgrænser, behovet for at kunne prioritere de knappe ressourcer derhen, hvor de gør størst gavn, og nødvendigheden af at skabe troværdighed om dansk økonomi over for omverden?

Alt det, finansminister efter finansminister prædiker, når de forsøger at holde stand mod den syndflod af ’udgiftsadvokater’, der konstant kæmper for at få de offentlige kasser til at tilgodese netop deres område.
Det er ikke argumenter, som bider på Thorkild Olesen.

”Det er jo altsammen argumenter for den her ’nødvendighedens politik’. Men politik er jo ikke et spørgsmål om nødvendighed, men om hvad man gerne vil og så prioritere det,” siger Thorkild Olesen.

”Gør man ikke det, så er man jo bare administratorer på et andet plan. Så er man ikke politiker, men en tøsedreng.”

Forrige artikel Den næste Samuelsen hedder Simon Emil Den næste Samuelsen hedder Simon Emil Næste artikel Lauritzen: Lauritzen: "Vi har fået et federe EU - på den ufede måde"
Redaktørens skrivebord

Redaktørens skrivebord

NOVEMBER: Hver måned fortæller Altinget Magasins redaktør, Esben Schjørring, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

Fremtidsforsker: AI kommer til at håndtere dit helbreds algoritmer

KOMMENTAR: Hvor længe går der, inden du har en AI-diæt og apps på din telefon, der gør, at du kender diagnosen før din læge? Og hvad betyder det i et samfund, hvor det offentlige sundhedsvæsen er en hjørnesten i velfærdsstaten, spørger Louise Opprud Jakobsen.