Det veldækkede lobbybord

MANDAGSTRÆNEREN: Fine middage og lukkede møder har været en del af Folkemødet siden begyndelsen. I dag har lobbybureauerne i et vist omfang overtaget rollen som gourmet-værter fra virksomheder og organisationer.

Foto: Pressefoto/ Berit Hvassum
Peter MoseSusanne Hegelund

De første invitationer landede i VIP´ernes postkasser allerede før jul: frokost her, middag der og netværks-arrangementer for særligt vigtige aktører, ”når man nu alligevel er der”.

Alt sammen i diskret afstand til menneskemængden i Allinge, når Folkemødet i juni lægger ramme til Beslutningsdanmarks årlige festival. Som når kronprinsparret lukkes ind backstage til Rolling Stones på Roskilde Festival med andre særligt udvalgte, er der travlt i baglokalerne, sidekabinetterne og de dyre restauranter under Folkemødet.

Sideaktiviteterne foregår på tre niveauer:
1. Sociale events for en udsøgt skare. 2. Middage og frokostarrangementer, gerne med indlagte oplæg fra insidere. 3. Arbejdsmøder, hvor der lukkes aftaler med politisk og kommerciel betydning.

Vejen til indflydelse går også gennem maven, og allerede ved det første Folkemøde i 2011 havde de fremmeste organisationer og politisk tænkende virksomheder sikret deres ping-bekendtskaber bespisning af højeste klasse på klippeøens gode restauranter med 12-retters menuer, alt imens andre Folkemøde-gæster i Allinge kæmpede om at få stillet sulten i de dengang alt for få folkelige spisesteder.

Tre gourmetrestauranter – Kadeau på sydøen, Le Port i Vang og Stammershalle Badehotel mellem Tejn og Gudhjem – har fortsat VIP-rykind under Folkemødet, hvor betalingsvilligheden over for udsøgte vine og god mad er høj, når organisationer, virksomheder og bureauer beværter vigtige gæster for målrettet at bygge relationer op.

Bureauer i middags-vækst
PR-bureauerne har i løbet af de fem år fået stadig mere fat i Folkemødet, både på festpladsen og i den lukkede netværksdel. Dermed kopierer de toporganisationerne: De bedste kunder – eller kommende måske – inviteres til arrangementer, hvor de kan møde andre udvalgte og måske få et oplæg fra en aktuel gæst med i tillæg.

For et par år siden gav Venstres Peter Christensen et insider-indblik i dansk politik, ligesom Berlingskes Claus Skovhus fortalte om journalistik. Året efter gik bureauet en crû op og kunne lokke med Lars Løkke Rasmussen og Margrethe Vestager i et til lejligheden fundet glaspusteri, hvor en gourmetkok blev fløjet ind til at stå for lækkerierne.

Den slags imponerer kunderne, omend ikke alle fra den absolutte, kræsne top ønsker at sidde buret inde i flere timer med mere eller mindre interessante borddamer og –herrer.

Andre lobbybureauer lejer en bus og tager på vegne af en flyproducent, der håber på at komme med i opløbet om forsvarets nye jagerfly-indkøb, en skare udvalgte med til frokost med udsigt over Østersøen.

0:000:00