Grønland skal være frit, før vi kan løse vores problemer

Kan det virkelig passe, at Grønland vil være økonomisk bedre stillet efter løsrivelse fra Danmark? Giver det mening, når vi nu ved, at de 57.000 borgere i Grønland formentlig efter løsrivelsen må vinke farvel til bloktilskuddet, der i år løber op på 3,857 milliarder kroner, og muligvis også til det danske forsvars fiskerikontrol og redningstjeneste, der leveres gratis?

I danske øren kan det lyde som galimatias. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) understreger gerne, at bloktilskuddet alene dækker omkring 52 procent af det offentlige budget i Grønland: sundhedsvæsen, skoler, plejehjem fra Nanortalik i syd til Siorapaluk i nord.

Tallene leveres gerne diplomatisk fra dansk side, men budskabet er umisforståeligt: Al snak om løsrivelse er irrelevant, så længe Grønland i så høj grad drives af penge fra Danmark. Nationalbanken bankede pointen fast i en analyse i november 2018: “Da bloktilskuddet udgør lidt over halvdelen af selvstyrets samlede indtægter, skal andre indtægter hæves væsentligt for at realisere et ønske om at blive uafhængig af bloktilskuddet. Det kan se umuligt ud.”

For en betydelig del af vælgerne i Grønland tager virkeligheden sig dog mere gavmild ud. En meningsmåling kort før nytår viste, at 67,8 procent af vælgerne støtter visionen om løsrivelse. 43,5 procent af disse mener, at bruddet vil virke “positivt” eller “meget positivt” på økonomien. I det samlede vælgerhav deler 32,4 procent denne analyse, og i Nuuk arbejder man ihærdigt frem mod løsrivelsen – også i finansdepartementet.

Her regerer naalakkersuisoq, landsstyremedlem Vittus Qujaukitsoq en nær allieret til formanden for landsstyret, Kim Kielsen, og varm fortaler for en stringent kurs mod løsrivelsen. Vittus Qujaukitsoq var i København i foråret og forklarede beredvilligt, hvordan løsrivelsen i hans optik vil medføre klare fordele:

“Vi vil få en mere ærlig økonomi uden bloktilskuddet. Vi vil skulle prioritere på en helt anderledes måde. Bloktilskuddet har været for afgørende for den måde, vi indretter vores liv på. I det øjeblik, vi ikke længere er afhængige af det, skal vi selv til at generere de nødvendige indtægter, og det, tror jeg, vil være sundt for os. Vi vil blive mere omstillingsparate og konkurrencedygtige,” siger han.

Det er bagstræberisk at sige som statsministeren, at det er op til os selv, om vi vil være selvstændige, men at han ikke selv håber, at det sker.

Vittus Qujaukitsoq
Naalakkersuisoq (landsstyremedlem i Grønland)

Det personlige ansvar
Vittus Qujaukitsoq er en af nøglespillerne i Nuuks politiske liv. Det er tredje gang, han har ansvaret for finanserne. I en årrække var han central i det regeringsbærende parti Siumut; frem til 2017 ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender. I dag er han formand for sit eget lille parti, Nunatta Qitornai, og han regerer i alliance med Siumut og indtil tidligt i april også et tredje parti, Atassut.

Han vil gerne styrke borgernes vilje og evne til sikre deres egen økonomi, så trykket på offentlige ydelser falder. Det lyder som et ekko af dansk politik, men i Grønland har opråbet også en postkolonial ladning med rod i 1950’erne og 1960’erne, hvor danske håndværkere og entreprenører styrede opbygningen af det grønlandske velfærdssamfund med fiskefabrikker, boligblokke og andre nyskabelser. Den tid fik, lyder tolkningen, ubehagelige bivirkninger; mange grønlændere havnede på et sidespor, mistede selvtilliden, evnen til selvopholdelse og til at forsørge en familie. Opgaven er nu, lyder det, at få flest mulige til igen at “tage ansvar”, og løsrivelse opfattes af fortalere som Qujaukitsoq som et skridt på vejen:

“Selvstændighed vil have den indvirkning, at pligten til selvforsørgelse bliver indlysende for alle. Det handler om at kunne forsørge sig selv, og at man ikke overlader ansvaret til andre end sig selv. Det er en meget væsentlig forudsætning, at vi starter med os selv og ikke andre,” siger han.