Overblik: Fem sundhedstendenser du skal holde øje med

SUNDHED: Både for politikerne, forskningen, industrien og os som borgere er sundhed et altafgørende emne. Området er enormt, men Altinget: magasin udpeger her fem tendenser, du skal have særligt fokus på de kommende år.

Foto: Morten Dueholm/Ritzau Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

1. Værdibaseret sundhed
Både europæiske og amerikanske sundhedssystemer arbejder på højtryk med at omstille deres sundhedsvæsener fra at have incitament til at udføre flest mulige behandlinger til at lave de behandlinger, som patienterne reelt ønsker og har gavn af.

Value-based health care, som Harvard-professoren Michael Porter har lanceret, bliver i disse år udpeget som løsningen til at mindske overbehandling af patienter og sikre, at de respektive sundhedsvæsener ikke slår bunden ud af statskasserne.

Kritikken er, at man reelt set ikke ved, om den nye styringsfilosofi fungerer i praksis. Danmark har sat stribevis af projekter i gang.

2. Personlig medicin
Private og offentlige sundhedsforskere ofrer i disse år milliarder på at udvikle såkaldt personlig medicin. Medicin, som groft sagt er skræddersyet til den enkelte patients genetiske profil.

Målet er en stribe fordele: Helt nye behandlingsformer, hvor man bedre kan forudse, om en behandling vil virke på patienten, inden behandlingen går i gang. Det kan potentielt spare patienten for nyttesløse behandlinger og spild af dyr medicin.

Andre frygter, at de nye behandlinger kan blive ekstremt dyre, fordi de ofte vil være målrettet en enkelt patient eller en lille gruppe patienter med samme genetiske særpræg i forhold til en konkret sygdom.

3. Digitalisering
Digitalisering griber ind i alle dele af samfundet. Og på sundhedsområdet er der både enorme forventninger og udfordringer.

Kunstig intelligens og big data forventes at spille en vigtig rolle i forhold til behandling, udredning og udvikling af ny medicin. Men også borgernes og patienternes brug af apps og stadig billigere sundhedsteknologi ventes at revolutionere brugen og adgangen til sundhed.

Til gengæld er vi slet ikke færdige med debatten om adgangen til og beskyttelsen af personlige data.

0:000:00