Forstander: Private firmaer driver forretning på hjemløshed

FIK DU LÆST: Private firmaer, som kaldes herberger og forsorgshjem, tjener penge på hjemløshed og umuliggør gennemførelsen af fælles strategi mod hjemløshed, skriver Kofoeds Skoles forstander. 

Debatindlægget blev bragt første gang 20. maj

Af Robert Olsen
Forstander, Kofoeds Skole

Gennem en del år er hjemløsheden steget, og ved sidste hjemløsetælling stagnerede hjemløsheden på et relativt højt niveau. Men tallet kan komme til at stige mere.

I de senere år er flere personer begyndt at oprette private firmaer – og flere er på vej – som kaldes herberger og forsorgshjem. Det er ofte organiseret som private enkeltmandsfirmaer eller som APS-selskaber.

Deres primære mål er ikke at hjælpe hjemløs, men at tjene penge og sikre sig selv en høj løn. I lovgivningen står, at det er kommunalbestyrelsen, som skal sikre, at der er tilstrækkelige pladser til hjemløse borgere.

Sådan er det ikke mere. Det er et frit marked, hvor private kan oprette et herberg eller forsorgshjem. Det skal godkendes af Socialtilsynet, men kommunen er sat ud af spil og skal bare betale ved kasse et.

Stor løn til ledelsen
Systemet er skruet sådan, at når en hjemløs borger er indskrevnet, kan det private herberg sende regningen til kommunen. Prisen kan på enkelte private herberger være på 54.000 kroner.

Der er fri løndannelse i private firmaer, så firmaet bestemmer selv lønnen til ledelsen, som ofte selv ejer firmaet og kan udbetale overskuddet til sig selv – eller ejer bygningerne og trækker en høj husleje til sige selv.

Normalt på et herberg, også de private selvejende institutioner med driftsoverenskomster med kommune eller stat, er lønnen aftalebestemt og reguleret jævnfør overenskomster.

Man kan næsten kalde det en slags liberalt paradoks. I bestræbelserne på at skabe en konkurrence på det sociale område – ikke kun hjemløseområdet – er det muligt for private at løse opgave som beskrevet ovenfor.

Flere private firmaer på hjemløseområdet vil ikke skabe konkurrence, men man får i stedet øgede offentlige udgifter, som netop de selvsamme liberale politikere kæmper imod. Det er et paradoks.

Arbejder ikke efter samme mål 
Men en ting er, at pengene fosser ud af de kommunale kasser, og det bliver umuligt at regulere området. Samtidig bliver det umuligt for kommunerne at investere i botilbud for de hjemløse, eksempelvis boliger, da de skal betale udgifter også til de private firmaer, som kalder sig herberger og forsorgshjem.

En lige så vigtig problematik er, at man ikke længere arbejder efter samme mål på hjemløseområdet. Siden midten af 1990'erne har der været et mål om, at hjemløse borgere skal videre fra herberger og forsorgshjem til enten et andet botilbud eller en bolig.

Fra 2008 har strategien været housing first, som er en metode, hvor hjemløse får en bolig i stedet for at komme på institutioner, eller kun kortvarigt skal opholde sig på institution. Den sociale støtte gives så i boligen.

Denne strategi har ikke slået helt igennem i Danmark dels på grund af mangel på boliger – specielt i de store byer. Men strategien har været succesfuld i andre lande eksempelvis Finland og Norge. Her nedlægger man faktisk herberger for at bygge boliger til de hjemløse. Resultatet er færre hjemløse og færre udgifter.

Private umuliggør strategi
Men herberger og forsorgshjem, som ikke har anden relation til kommunen end at sende en regning, har ingen forpligtigelse til at arbejde efter de overordnede politiske mål på området.

Det betyder, at der vil komme flere hjemløse, som er på private firmaers herberger og forsorgshjem i længere tid med det resultat, at kommunerne får flere udgifter, der kommer flere hjemløse, og man vil ikke kunne realisere de overordnede politisk mål på området.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at der ikke er noget i vejen med, at private byder ind, men fri løndannelse og at trække penge ud af selskaberne er no go. Pengene skal bruges på de hjemløse, som det sker i socialøkonomiske virksomheder eller selvejende institutioner.

Samtidig bliver man nødt til at have en relation til en kommune eller staten i form af samarbejdsaftaler, der rækker længere end blot at sende en regning. Altså at man arbejder i samme retning efter de samme mål. Et mål om, at den hjemløse skal videre i bolig eller botilbud, og at vi skal have færre hjemløse.

Forrige artikel Tidligere embedsmand: Tænk nu over, hvorfor byrødder og embedsmænd har samarbejds­problemer Tidligere embedsmand: Tænk nu over, hvorfor byrødder og embedsmænd har samarbejds­problemer Næste artikel Læger: Lærebøgernes blinde pletter ind­snævrer lægers normalitetsopfattelse Læger: Lærebøgernes blinde pletter ind­snævrer lægers normalitetsopfattelse
For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

For højt skolefravær koster mindst 200 familier børnechecken

STRAF: I landets fem største kommuner har mere end 200 familier mistet børnechecken, fordi deres børn har haft for meget ulovligt fravær. Aarhus-rådmand kritiserer straffen for at ramme socialt skævt, mens holdningen i København er anderledes positiv.