Antropologer: Der er kommet en ny berøringsangst over for social kontrol

KRONIK: Tidligere afviste man, at social kontrol er et problem og undgik at tale om det. I berøringsangst 2.0 anerkender man problemet, men nægter at adressere det, skriver antropologerne Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen. 

Af Sofie Danneskiold-Samsøe og Bo Wagner Sørensen
Ph.d. i antropologi og medforfattere til bogen "Æresrelateret social kontrol. Teori og praksis i socialt arbejde"

Social kontrol er for alvor kommet på den politiske dagsorden. Altså den sociale kontrol, som udøves i miljøer, hvor familiens ære er vigtigere end den enkeltes ret til at vælge, hvordan hun eller han vil leve sit liv.

Tre handlingsplaner er det foreløbig blevet til. Den seneste fra 2016 erklærede et opgør med berøringsangsten.

Handlingsplanen må siges at være lykkedes i den forstand, at politikere fra hele det politiske spektrum nu erkender problemet.

Den berøringsangst, som forhindrede politikere og fagfolk i at tale om problemet, er væk. For i dag er det svært at finde nogen, der benægter, at problemet findes.

Problemet bagatelliseres
Til gengæld er det nemt at finde nogen, der bagatelliserer og relativerer problemet. Et nyligt eksempel er Signild Vallgårda, der kommenterer på indlæg om social kontrol af Jens Christian Grøndahl i Altinget.

Ifølge Vallgårda er social kontrol og kvindeundertrykkelse mindre problemer, der kun angår en meget lille gruppe inden for den meget større gruppe af muslimer. Problemet er mindst lige så stort blandt kristne, hvor mænd også kontrollerer deres koner og døtre.

Det er klart, at ikke alle muslimer udøver social kontrol. Det samme gælder etniske minoritetsmænd i det hele taget.

Men generelt er den sociale kontrol, der udøves for at opretholde familiens ære, udbredt i etniske minoritetsmiljøer. Også ud over de hustruer, søstre og døtre, som må flygte fra familien og finde beskyttelse på landets krisecentre.

Spørg bare kvinderne selv. Og læs deres biografier, der efterhånden er mange af. Eller spørg de fagfolk, der møder kvinderne.

De fortæller, at kvinderne blot er toppen af et isbjerg af social kontrol. Eller gå til forskningen. Her dokumenterer antropologer, at problemet især er udbredt i etniske minoritetsmiljøer, der har rod i Mellemøsten og Sydasien.

En ny berøringsangst?
Hvordan kan en klog kvinde som Vallgårda så lukke øjnene for disse kendsgerninger? Hvoraf kommer denne form for berøringsangst?

En berøringsangst, som ikke handler om ikke at ville tale om problemet. Men som alligevel handler om forbehold og bortforklaringer.

En berøringsangst, hvor social kontrol er et officielt anerkendt problem og genstand for politikeres handlingsplaner, ministeriers rapporter og kommuners beredskaber. Men som samtidig gør social kontrol til et problem, der enten vedrører få mennesker i dysfunktionelle familier eller alle mennesker.

Det er en form for berøringsangst, hvor man ikke vil pege nogen ud som dem, der har et særligt problem, en særlig problematisk praksis.

Problemet bør adresseres
I den gamle berøringsangst 1.0 afviste man, at social kontrol er et problem, og undgik ellers så vidt muligt at tale om det. I berøringsangst 2.0 anerkender man problemet, men nægter at adressere det.

På samme måde var problemet vold mod kvinder indtil for 40 år siden et tabu blandt politikere og i den brede befolkning. Kvindebevægelsen brød tabuet og fik i den grad stillet problemet til skue.

I dag er vold mod kvinder et anerkendt samfundsproblem. Samtidig mørklægger myndigheder og organisationer, hvem der begår volden, og hvem der er ofre for den.

De undlader at tale om køn, og taler i stedet om ”vold i familien”, ”partnervold” og ”vold i nære relationer”. På den måde kan man undgå at tale om det – stadigt ubehagelige – faktum, at mænd øver vold mod kvinder i uforholdsmæssig grad.

Hvordan kan problemet berøres?
Der kan selvfølgelig være gode grunde til at vige uden om at sætte adresse på problemerne. For gør man det, retter man en kritik mod den befolkningsgruppe, der har problemet.

Om det så er mænd, eller om det er borgere med etnisk minoritetsbaggrund. For af dem er det jo langtfra alle, der øver vold eller social kontrol.

Så hvordan kan man alligevel tale om social kontrol og om dem, der udøver den? Og kan man gøre det på en måde, så de inviteres ind frem for at blive udelukket fra at tale om problemet?

Her er det vigtigt at skelne mellem et analytisk og et strategisk niveau. Det analytiske niveau handler om at forstå, hvad vi har med at gøre:

Hvad er det for et fænomen? Hvad er det karakteriseret ved? Hvad er omdrejningspunktet? Og hvad er logikken?

Dette niveau retter sig mod målgruppen af fagfolk, som netop skal vide, hvad de har med at gøre, for at kunne handle hensigtsmæssigt.

Det strategiske niveau, det praktiske og forebyggende arbejde retter sig derimod mod målgruppen af forældre. Hvordan rykker man dem? Hvor er der forandringspotentiale? Hvad skal der til af greb?

Negativ social kontrol er ikke et godt begreb
Et vigtigt greb er et godt begreb. Negativ social kontrol er det begreb, der anvendes i handlingsplanerne, og derfor også det begreb, der typisk anvendes i den offentlige debat.

Begrebet har dog nogle indbyggede begrænsninger. Det er nemlig normativt og uden modtager.

I forhold til det analytiske niveau er begrebet for upræcist. Tillægsordet negativ lægger op til smagsdommeri, mens social kontrol omfatter alt og alle.

Vi foreslår derfor begrebet 'æresrelateret social kontrol', hvor begrebet social kontrol indrammes af den ærestænkning og praksis, der er omdrejningspunkt for fænomenet.

I forhold til det strategiske niveau er begrebet negativ social kontrol ikke hensigtsmæssigt.

For hvem vil indgå i en samtale, hvor ens praksis på forhånd er omtalt som negativ? Ærestænkning og praksis er derimod mulig at snakke om: Hvad er ære, hvad er ærefuldt, hvad kan ærestænkning indebære?

Vi skal undgå normative enighedsrum
Netop samtaler, der inviterer forskellige holdninger ind, er et andet vigtigt greb. Det gælder også holdninger, der støtter ærestænkning. For på den måde kan holdningerne udfordres og give anledning til refleksion over egen tænkning og praksis.

Vi skal undgå normative enighedsrum. Her er man enten enige om, at ærestænkning gælder. For æreskulturen kan være så normal, at man ikke stiller spørgsmål til den. Eller man signalerer, at man ikke vil høre tale om, at social kontrol kan have noget med æreskultur at gøre.

Det skal i stedet være muligt at smide alt på bordet, sige alt højt. Også de problematiske og betændte sider af livet.

Hvad gør forældres kontrol ved børnene? Betyder det, at de lyver og lever dobbeltliv?

Hvordan er livet for en fraskilt kvinde og hendes børn? Hvad betyder det, at der sladres om dem? Er det et problem med unge og kærester? Er det især et problem for piger, og hvorfor?

Ved at udveksle holdninger og erfaringer er det muligt, at nogle får større forståelse for andre, der er kommet i klemme som følge af den æresrelaterede sociale kontrol.

Og det er muligt, at de samtidig får større forståelse af, hvad de selv indgår i. Det selvfølgelige kan på den måde blive mindre selvfølgeligt.

Dialog åbner for sprækker i enigheden
Dialogøvelser med forældre kan fungere som et konkret greb til at udfordre enighed. Mødelederen sætter dagsordenen og stiller spørgsmål, som alle skal forholde sig til. Fokus er ikke på rigtigt og forkert, men på udveksling af holdninger, synspunkter og erfaringer.

Spørgsmål bringer mulige uenigheder og forskelligheder frem, som forældrene kan lære af.

"Hvad bekymrer dig som forælder?," er et spørgsmål i den mere forsigtige ende af skalaen.

”Må din datter på 16 godt have en kæreste?,” er et spørgsmål, som erfaringsmæssigt giver anledning til heftig debat.

På møder med dialogøvelser sker det ofte, at nogle deltagere giver udtryk for, at de ikke trives i det æreskulturelle fællesskab. Eller at deres børn ikke trives i det. At sladderen fastholder dem og begrænser deres liv.

Den slags personlige vidnesbyrd kræver mod. Samtidig synes de at gøre et vist indtryk på de øvrige deltagere. På den måde åbnes så småt for eftertanke og sprækker i enighedsrummet.

Forståelse er ikke accept
Fagfolks forståelse er altså en forudsætning for at kunne adressere problemet. Og forældres forståelse er en forudsætning for at tage stilling til egne og andres handlinger.

At forstå problemet er ikke det samme som at acceptere det. At forstå, hvad den bagvedliggende ærestænkning går ud på, betyder ikke, at den sociale kontrol bliver ærefuld. Tværtimod. Forståelse indebærer, at man kan blive udfordret på sine forudfattede holdninger.

Frit at kunne danne og udveksle holdninger er opskriften på demokratisk dannelse. Og demokratisk dannelse er opskriften på egentlig forandring i de miljøer, hvor den æresrelaterede sociale kontrol er udbredt.

Forrige artikel Lektor: Stigende ulighed giver unge stress og angst Lektor: Stigende ulighed giver unge stress og angst