Christian Egander Skov: Borgerlige kæmper med at kritisere rød finanslov

KOMMENTAR: Minimumsnormeringer og højere arveafgift er så populært blandt vælgerne, at det er svært for de borgerlige at kritisere uden at lyde som godsejernes og skorstensbaronernes folkefront til forsvar for de begunstigede sønner af arvekapitalen, skriver Christian Egander Skov.

Finansloven er landet, og i borgerlige kredse hører man – bag bragene fra den obligate teatertorden – antydningen af et lettelsens suk, iblandet en vis skuffelse over, at regeringen ikke gør det let at være borgerlig opposition.

Selvom finansloven forsøges stemplet som "ræverød", og selvom der spores en vis irritation over Radikale, som i sidste øjeblik droppede sin modstand mod skatten på generationsskifte i familieejede virksomheder, og selvom Dansk Folkepart naturligvis griber efter de 40 millioner kroner, der er afsat til kvoteflytningene som et bevis på socialdemokratisk løftebrud på udlændingepolitikken, er der ikke meget at komme efter.

Den ræverøde finanslov er ikke mere end blegrød, og dermed adskiller den sig ikke grundlæggende fra det, man har været vant til under den borgerlige regering. Der er således ikke mange oplagte punkter, som de borgerlige partier kan mobilisere nogen dyb forargelse over.

De to mest synlige klatter rød maling på finansloven er de nationale minimumsnormeringer og generationsskifteskatten.

Men det er – for nu at sige det mildt – nemmere for venstrefløjen at mønstre taknemmelighed fra mængden af bekymrede forældre, som har set dokumentarudsendelser i tv om dårlige forhold for de indsatte børn i daginstitutionerne, end det er for de borgerlige at mønstre en slags godsejernes og skorstensbaronernes folkefront til forsvar for de begunstigede sønner af arvekapitalen.

Det betyder imidlertid ikke, at de to forslag ikke i substansen er problematiske. Og netop derfor udgør de finanslovens bløde underbug, hvor de borgerlige nu må stikke kniven ind.

Som udgangspunkt må venstrefløjen siges at have let spil. De kan forsvare begge forslag ud fra ret og rimelighedskriterier, som de fleste af os deler.

Det er nemt at forstå, at børn skal have så gode vilkår som muligt. Og det er let at udvise politisk handlekraft ved at underkende nogle processer, der vedrører noget så kedeligt som begrebet "det kommunale selvstyre".

De fleste vælgere er mere interesserede i, at vi gør det rigtige, end at vi gør det på den rigtige måde. Ja, de vil endog mene, at den rigtige måde slet ikke er rigtig, hvis den forhindrer os i at gøre det rigtige.

Prøv du at forklare en hidsig mor med barnevognen fuld af afkom om politiske processer.

Ligeledes med generationsskiftet. Der er noget grundmenneskeligt i den opfattelse, at de, der arver velstand og position fra deres forældre, simpelthen kommer for let til det.

Man kan fra borgerlig side skyde dette ned som misundelse, men det rammer ved siden af. Følelsen har i langt højere grad at gøre med en opfattelse, der er fast funderet i vores politiske og økonomiske kultur, nemlig at vi skal have løn efter fortjeneste og ikke i kraft af privilegier.

Så hvad stiller man op som borgerlig?

Man kan tale om principper. Men hvad er de?

De borgerlige har for længst givet afkald på en positiv modfortælling til institutionaliseringen af vores børn. Nemlig den fortælling, der sætter fællesskabet og den gensidige forpligtelse i familien højest.

Den moderne borgerlige indgår nok ægteskaber og lever familieliv, men han er først og fremmest en individualist, der siger "kærlighed er en følelse, der ikke lader sig styre", før han styrter ud på nye eventyr.

Og generationsskiftet? Ja, det er vanskeligt på dette område at fastholde forestillingen om, at en familie uden videre har ret til at disponere frit over sine aktiver, når nu man på alle øvrige områder har skudt traditionelle forestillinger om familien ned. Således bliver arven at betragte som blot endnu en transaktion. Og dem beskatter vi.

Man kan kort sagt ikke have et reservat for kammerherrer og skibsredere, hvor man pludselig står enormt meget vagt om familieværdierne.

Nej, den borgerlige kritik kan ikke gå over principperne, men må tage fat på de utilsigtede konsekvenser af forslagene. Her er det afgørende, at begge forslag rummer en udtalt fare for det lokale Danmark.

Lad os tage minimumsnormeringer. Hvis man gennemtvinger det krav, vil kommunerne på et tidspunkt blive nødt til at overveje, hvordan de nemmest og billigst kommer til at leve op til det.

Og hvordan gør de det? Ved – som Kommunernes Landsforening har gjort opmærksom på i et notat – at lukke små institutioner i yderområderne og samle børnene i større anlæg.

Som indbygger i en mindre landsby med en lille børnehave kan jeg afsløre, at en utilsigtet centralisering af de kommunale pasningstilbud vil lægge gift for vores fremtid. Og tag ikke fejl, det bliver konsekvensen.

Det kommunale selvstyre skal ikke forsvares som goldt princip, men fordi det er den måde, vi sikrer, at de offentlige tilbud afspejler lokale ønsker. Der er simpelthen ikke én løsning, der fungerer både på Østerbro og i Bov.

Det samme med de familieejede virksomheder. Pointen her er, at denne virksomhedsform giver en lokal tilknytning, som en nok så generøs CSR-politik i en virksomhed opkøbt af en international investeringsfond ikke kan efterligne.

Her drejer det sig ikke kun om Lego og deres indsats i Billund eller Danfoss og deres indsats omkring Sønderborg.

De fleste familieejede virksomheder er små eller mellemstore, og fælles for dem er, at de støtter op om lokale foreninger og aktiviteter og sikrer lokale arbejdspladser i de dele af Danmark, som politikerne kun tænker på ved særlige lejligheder.

Butikkerne er allerede lukket, og hvis vi tager livet af det øvrige lokale erhvervsliv, er der ikke meget andet tilbage herude end husene.

De borgerlige må altså vise, at den socialdemokratiske regering – som jo også tidligere forsøgte at tage livet af de lokale friskoler – fører en politik, der på tværs af alle gode intentioner er undergravende for danske lokalsamfund og derfor for helt almindelige menneskers liv uden for de store byer, hvor venstrefløjen har sine vælgerreservoirer af velmenende men blåøjede de-facto-centralister.

-----

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel David Trads: Danskerne er faktisk ligeglade med klimaet David Trads: Danskerne er faktisk ligeglade med klimaet Næste artikel Benny Damsgaard: Når baglandet gør oprør Benny Damsgaard: Når baglandet gør oprør
Støjberg efter to dage i retten:

Støjberg efter to dage i retten: "Jeg tror ikke, der er flere spørgsmål i verden"

INSTRUKSKOMMISSIONEN: Der kørte to spor i sagen om adskillelsen af ægtepar med mindreårige asylansøgere: Inger Støjberg spillede hård negl politisk, men administrerede i virkeligheden helt efter loven. Sådan lyder venstrepolitikerens egen forklaring, men den havde udspørgeren i Instrukskommissionen meget svært ved at tro på.