David Trads: Løkke og Lykketoft viser politiks beskidte og menneskelige sider

KOMMENTAR: Det ville have set pænere ud, hvis Lykketoft og Løkke havde benyttet deres adgang til rampelyset på at rose dem, de har samarbejdet med. Men de er kun mennesker, og det bør vi takke dem for, mener David Trads.

Politik er, som alle ved, et beskidt game, og som man så indforstået siger i de øverste cirkler, hvis du vil have en ven i politik, så få dig en hund.

Bare tag den forløbne uge, hvor to af de førende, dygtigste og mest indflydelsesrige politikere i snart en menneskealder på Christiansborg, nemlig Venstres Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets Mogens Lykketoft, begge faldt for fristelsen til at slå ud efter partifæller.

Løkke, der efter ugers fravær efter sin exit fra formandsposten lod sig interviewe ved kaminpassiarer på tv, understregede, at han skam ikke er bitter, hvorefter han på den mest passivt-aggressive måde hældte en skidtspand ud over Kristian Jensen, sin næstformand:

”Når jeg har sammensat mine regeringer, så har jeg gået efter kompetencer. Jeg har taget et særligt hensyn til næstformanden på grund af det, der skete i 2014, men bortset fra det er jeg gået efter kompetencer,” lød svirpet.

Hvorfor siger Løkke sådan noget, vel at mærke mod en politiker, der, så vidt jeg ved, har været bredt anerkendt for sin indsats som udenrigsminister og finansminister? Det gør han selvfølgelig, fordi politik er et beskidt game, hvor personlig bitterhed hele tiden nager.

Lykketoft, som ikke genopstillede ved sidste valg, har i årtier været den helt centrale politiker i sit parti –arkitekten bag oceaner af afgørende politikudviklinger – men han leverer nu et hårdt personangreb på Helle Thorning-Schmidt, sit partis tidligere statsminister:

”Hun var efter min mening fejlcastet til opgaven. Holdningerne og målene forblev i hendes ti år som partiformand og undervejs regeringschef aldeles uklare. Det er stadig gådefuldt, hvad hun ville med at være statsminister,” skriver han i sin erindringsbog.

Hvorfor siger Lykketoft sådan noget – vel at mærke mod en politiker, der leverede den statsministerpost til sit parti, som Venstre ellers næsten havde fået monopol på? Det gør han selvfølgelig, fordi politik er et beskidt game, hvor kampen om magten er brutal.

Man kan naturligvis vælge at forarges over den måde, som Løkke og Lykketoft reagerer på:

Hvorfor kan de ikke bare tage sig sammen og holde mund med kritik af deres partifæller? Hvorfor kan de ikke bare indse, at deres tid er slut? Hvorfor kan de ikke bare klappe af dem, der nu bestemmer, og så i øvrigt selv klappe i?

Det kan de naturligvis ikke, fordi de er politikere af kød og blod, og fordi de rent faktisk har politiske mål, som de inderligt kæmper for, og som de selvsagt mener, at de selv er de bedste til at kæmpe for. Og, ikke at forglemme, så er de forfængelige – præcist som alle os andre.

Løkke kom skævt ud af denne sommer, for nu at sige det mildt. Den valgsejr, som han vitterligt fik, gav ham ikke den mindste kredit. Baglandet kasserede ham, ikke på grund af hans politik, men på grund af hans personlighed. En fornem politisk karriere med bemærkelsesværdige resultater – de øverste politiske embeder, historiske reformer, fornemt løft af kræftbehandlingen, meget mere – endte med, at han ydmyget blev skubbet ud af bagdøren af en hobbypolitiker ved navn Jens Nicolai fra Hvide Sande.

Den slags gør ondt, og Løkke har naturligvis behov for at slå tilbage. Det forstår jeg godt.

Lykketoft mistede også indflydelse i sine sidste år i politik. Fra at være en enestående dygtig finansminister i 1990’erne, måske den bedste nogensinde, der leverede en økonomi med plusser på alle nøgletal, hvilket aldrig var sket før, tabte han terræn. Da Thorning-Schmidt blev statsminister, og Bjarne Corydon blev finansminister, førte de en økonomisk politik, som han åbenlyst ikke var enig i, og de lyttede ikke til hans råd. Langsomt, men sikkert, mistede han adgang til de rum, hvor de afgørende beslutninger blev truffet.

Den slags gør ondt, og Lykketoft har selvsagt behov for at markere sig. Det forstår jeg godt.

Naturligvis ville det have set pænere ud, hvis Løkke og Lykketoft, i stedet for at slå på deres partifæller, havde benyttet deres adgang til rampelyset til at rose dem, de har arbejdet sammen med. Selvfølgelig ville vi alle – også dem, der ikke stemmer på dem – så være glade.

Men:
Løkke og Lykketoft kommer med deres kritiske bemærkninger og personangreb til at afsløre det, som vi alle godt ved, nemlig at politik dels er et beskidt game, som handler om at sikre sig magt, og dels at politikere faktisk er mennesker af kød og blod med stærke følelser.

Og:
Løkke og Lykketoft er politikere, der gennem lange og fornemme år har kæmpet hårdt for deres partiers mål – og som begge om et øjeblik af alle vil blive husket for alt det gode, de respektivt gjorde i nationens tjeneste, mens deres små svirp til partifællerne hurtigt vil blive glemt.

Egentlig bør vi sige tak til dem begge. Det gør jeg så.

-----

David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

 

Forrige artikel Peter Loft: Ansættelsen af Rossen er lige så nyskabende som den er nødvendig Peter Loft: Ansættelsen af Rossen er lige så nyskabende som den er nødvendig Næste artikel Lisbeth Knudsen: Har blokpolitikken virkelig nået sin endestation? Lisbeth Knudsen: Har blokpolitikken virkelig nået sin endestation?
Regeringen forventer at støtte oliejagten med 20 milliarder

Regeringen forventer at støtte oliejagten med 20 milliarder

PROGNOSE: Frem til 2042 forventer den danske stat at bruge knap 20 milliarder skattekroner på olie- og gasproduktionen i Nordsøen i form af investeringer og skatterabatter. "Ufatteligt", mener Alternativet før samråd torsdag.