Tidligere folketingsmedlem forlader Dansk Folkeparti

NAVNE: Dansk Folkeparti mister endnu et byrådsmedlem, efter at det forhenværende folketingsmedlem Claus Kvist Hansen har meldt sig ud af partiet med øjeblikkelig virkning. Få overblik over alle de byrådsmedlemmer, som har forladt Dansk Folkeparti.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Simon Egelund Hansen

Dansk Folkeparti mister sit sjette byrådsmedlem i løbet af blot to måneder.

Denne gang er det ikke blot et byrådsmedlem, som partiet må sige farvel til. Det er også et tidligere folketingsmedlem. Det er nemlig Claus Kvist Hansen, som bliver det sjette DF-byrådsmedlem, der forlader partiet siden maj.

Han melder sig ud af Dansk Folkeparti med øjeblikkelig virkning og udtræder samtidig af Horsens Byråd, hvor pladsen overlades til DF's suppleant. Claus Kvist Hansen har været medlem af byrådet siden 2014, og han sad i Folketinget fra 2015 til 2019.

Vil ikke længere pege på en blå statsminister
Claus Kvist Hansen ønsker ikke at uddybe over for pressen, hvorfor han har forladt partiet, som han har været medlem af siden 2007. Men han har videresendt den begrundelse, som han har sendt til Dansk Folkeparti:

"Min beslutning skyldes, at jeg ikke længere kan tilslutte mig DF’s overordnede politiske retning. Jeg oplever, at DF efter folketingsvalget fortsat placerer sig i blå blok, og jeg ser kun tegn på, at DF igen vil pege på en borgerlig statsminister. Og begge dele er muligvis det rigtige for DF - men det er ikke længere det rigtige for mig,” skriver Claus Kvist Hansen i en mail til Dansk Folkeparti.

Han tilføjer i mailen, at han ikke kan se et eneste politisk område, hvor Dansk Folkeparti kan gøre sig forhåbning om politisk indflydelse i blå blok. 

"Min udmeldelse skyldes derfor hverken brok over partiledelsen, magtkampe eller personfnidder; jeg vil i al stilfærdighed bare ikke længere kæmpe for en blå regering."

Den tidligere DF'er har været medlem af Socialdemokratiet frem til 2007, hvor han skiftede til Dansk Folkeparti.

Frafaldet af byrådsmedlemmer tog fart i maj, hvor fire medlemmer sagde farvel til partiet. Dertil kom yderligere to i juni. Se den samlede liste her:

  • Tina-Mia Eriksen i Ringsted skiftede fra Dansk Folkeparti til Konservative i maj
  • Heino Hahn og John Pawlik i Vordingborg har skiftet til Nye Borgerlige i maj
  • Henrik Kjølby Pedersen i Sorø er skiftet til Venstre i maj
  • Githa Nelander i Næstved skiftede til Nye Borgerlige i juni
  • Claus Kvist Hansen i Horsens har forladt partiet og efterlader posten til den næste DF'er på listen.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Kvist Hansen

Formand, Horsens Erhvervshavn, specialkonsulent, Region Syddanmark
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00