Marie Krarup: Muslimer skal gå på kompromis med islamisk tankegang

Som integrationsordfører kan jeg ikke undgå at komme til at beskæftige mig med sager, der normalt ville ligge langt under en politisk radar.

Alt det, som Bertel Haarder (V) arrogant afviste som sin sag, da han som minister erklærede, at han ikke var minister for tørklæder, leverpostej og badeforhæng.

Men det burde han have været. Hvorfor? Fordi integrationen af muslimer ikke kan undgå at komme til at handle om lige præcis disse små praktikaliteter. Og fordi vi i Danmark forsøger at integrere mennesker, som har en helt anden måde at anskue virkeligheden på.

I stedet for at se andre fænomener på en skala, der går fra uskadeligt til skadeligt, så ser den islamisk tænkende person alt på en skala fra rent til urent. Det er forskellen fra den vestligt tænkende persons sekulære verdensanskuelse og den islamisk tænkendes religiøse-islamiske anskuelse.

Muslimer skal selvfølgelig ikke tvinges til at konvertere til kristendommen, (selvom det mildest talt ville løse problemerne, hvis de rent faktisk konverterede ved grænsen), men vi må bede dem om at acceptere og indordne sig under vores måde at leve på.

De kan ikke få frikort til det hele, hvis vi skal undgå parallelsamfund. Og det betyder, at muslimer er nødt til at vise, at de kan gå på kompromis med deres islamiske tankegang. Det kan man i praksis gøre ved at acceptere, at der er steder, hvor man ikke kan undgå at give hånd til en person af andet køn, og ved at acceptere, at man ikke kan gå med tørklæder overalt.

Hvis man ikke engang kan klare at tage tørklædet af for at få et bestemt job, kan man så lade være med efterleve islam på de andre mere væsentlige områder? 

Marie Krarup (DF)
Integrationsordfører

Og at der er steder, hvor man ikke kan få serveret mad uden svinekød, og at man kan blive nødt til at tage bad sammen med andre efter gymnastik i skolerne – også selvom disse ting anses for urent ifølge islam.

Hvis ikke man på disse små, uvigtige steder kan gå på kompromis med islam, hvad så med de store steder? Dem, der handler om flerkoneri, dødsstraf for frafald, hellig krig, stening af utro koner eller straf for tegninger af Muhammed? Eller hvad med afstandtagen fra at gifte sig med ikkemuslimer eller fra at sidde ved bord med folk, der spiser svinekød?

Hvis man ikke engang kan klare at tage tørklædet af for at få et bestemt job, kan man så lade være med at efterleve islam på de andre mere væsentlige områder? Derfor er vi nødt til at erkende, at integrationen i det danske samfund faktisk har ret meget med tørklæder, leverpostej og badeforhæng at gøre.

Men i forbindelse med statsborgerskabskravet om håndtryk kom mange af de gamle – og forældede – refleksholdninger frem. Helt i overensstemmelse med Bertel Haarders holdning har mange debattører, journalister og endda borgmestre gjort nar af det nye krav om at give hånd for at få statsborgerskab.

Men det er altså en god idé. Håndtrykket er i Danmark tegn på en pagt. I ægteskabsritualet i kirken giver mand og kvinde hinanden hånd – og så er man gift! Og statsborgerskab er som et ægteskab. Man bliver et med det land, man får statsborgerskab i. Håndtrykket viser, at man i hvert tilfælde på et område kan indgå i det danske samfund uden særkrav og uden at dele alt op i rent og urent.

Det er lige præcis den overvindelse af sig selv og den accept af dansk kultur og tradition, som vi har brug for. For derved viser man vilje til integration. Hvis ansøgeren om statsborgerskab nægter at give hånd, er det jo tydeligt, at vedkommende ikke har accepteret at bøje sig efter dansk kultur og danske traditioner. Så skal man ikke have statsborgerskab.

Nu er der jo lang vej til et statsborgerskab, og integrationen bør jo rettelig ligge i tiden, før man søger om statsborgerskab. I integrationsperioden skal man naturligvis vise vilje til at tilpasse sig. Og derfor kommer vi som politikere og jeg selv som integrationsordfører ikke uden om at beskæftige os ret meget med tørklæder, leverpostej og badeforhæng.

For vi skal stille krav om, at folk fra islamiske kulturer på det lavpraktiske plan viser, at de vil Danmark. For ellers er Danmark næppe dansk om 50 år!

----------

Marie Krarup (1965) har været medlem af Folketinget siden 2011 for Dansk Folkeparti. Krarup er uddannet reserveofficer og sprogofficer med grunduddannelse i russisk og cand.mag. i slaviske sprog. Hun varetager adskillige udvalgsposter, blandt andet i Natos Parlamentariske Forsamling, Det Udenrigspolitiske Nævn, Udlændinge- og Integrationsudvalget og er sit partis ordfører for forsvar og gymnasier.