Eks-politikere fortæller om deres exit: Når brobizzen stopper med at virke, og kontoret bliver pakket ned

MAGASIN: Ved et folketingsvalg er der en hård skillelinje. Enten er du inde, eller også er du ude. Men hvad gør du, når en ny er rykket ind på dit kontor, og du nu kun er gæst på Christiansborg.

At være politiker er et helt særligt hverv. Man har arbejdsplads i en bygning, der står på historisk jord, som før har huset konger og tragedier. Hvor Leonora Christina sad fængslet i 22 år, og historien om den gale konge og livlægen Struensee udspillede sig. Hvor man skal igennem et sikkerhedstjek a la det i lufthavnen for at komme ind, og folkeskoleklasser og grupper af pensionister jævnligt er på rundvisning. Hvor lysekroner, søjler, buede gange og tung arkitektur dominerer, og stemningen i kraft af bygningen er særlig. Lidt autoritær, traditionel, vedvarende, magtfuld. Langtfra almindelig og ordinær. 

Før i tiden var det særlige erhverv forbeholdt ældre mænd, der allerede havde haft et langt arbejdsliv, og det at være politiker var ofte sidste stop på karrierevejen. I dag forholder det sig anderledes, og at være politiker er ikke længere kun forbeholdt et specifikt køn eller ditto aldersgruppe. Det er ofte noget, man er i en begrænset periode, som et punkt i sin karriere, og arbejdspladsen Christiansborg er uforudsigelig. Et parti kan ved et folketingsvalg med vælgernes kraft blive tilintetgjort, og politikerne ligeså. Og så er man ude fra den ene dag til den anden. 

Men hvordan kommer man videre, når man er blevet dømt ude af de samme, som fik en ind? Og hvad gør man med al den viden og magt, der følger med, når man har været inde i demokratiets inderste hjertekamre?

Altinget har talt med fire eksfolketingsmedlemmer fra valget i 2015.

MADS RØRVIG
Mads Rørvig er i Silkeborg-hallerne, da stemmerne bliver talt op, og resultatet kommer. På trods af mange personlige stemmer er han ude af Folketinget, og flere gange skal han holde en passende grimasse under tv-livesendingerne. Samme dag, da han skal over Storebælt hjem til København, er brobizzen i hans bil spærret, og da han når Christiansborg, er kontoret allerede blevet pakket ned. 

Næste dag, da han tager ind for at sige farvel til sine medarbejdere, der er blevet opsagt sammen med ham, er der gruppemøde i Venstre, og selvom han i sidste uge var folketingsmedlem, er dørene nu lukket for ham. 

Afskeden med politikerlivet går hurtigt, når man ikke længere er valgt, og de administrative bånd bliver kappet med det samme. 

"Der er virkelig kontant afregning. Det var knap så sjovt ikke at blive valgt, men det er en del af gamet. Toget kører videre i samme fart hele tiden, og så kan man blive smidt af og smidt på. Det er et grundvilkår," siger han.

I dag arbejder Mads Rørvig som underdirektør i Finans Danmark. 

Det er en lidt atypisk måde at stoppe et job på. Tager man det personligt, når man ryger ud?

"Det er sådan noget mærkeligt noget med at tage det personligt. Folketingsvalget er jo personligt per definition. Du kan ikke adskille, at du nu er på arbejde, og du nu har fri. Det er det samme. Du er der i kraft af din person og dine egne holdninger. Det er dit ansigt, der har hængt på valgplakaterne, så selvfølgelig tager man det personligt, når man ikke bliver valgt ind. Jeg må så trøste mig med, at jeg fik et rigtig godt stemmetal, så jeg kunne bebrejde partiets tilbagegang i stedet for." 

Havde du en plan B?

"Det tror jeg er svær at have, for du skal virkelig gå ind i det og satse 100 procent på det. Så jeg havde egentligt ikke nogen plan B."

Hvornår begyndte du at tænke på nyt job? 

"Jeg var så privilegeret, at der var en del, der ringede og spurgte, om de måtte tale med mig om job. Jeg holdt dog en ferie i Italien med mine venner bagefter, men sagde, at jeg gerne ville tale med dem, når jeg kom hjem. Så det var jeg positiv overrasket over. "

 Der er nogle, der taler om de her svingdøre mellem dem, der har magten, og dem, der prøver at påvirke den. Er det noget, du tænker over?

"Jeg tror, at det er vigtigt, at man ikke den samme dag går direkte fra den ene side af bordet til den anden. For mit eget vedkommende gik der omkring fire måneder, inden jeg startede i jobbet her. 
Men jeg tror, at det er enormt vigtigt for et lille land som Danmark, at man sørger for, at det godt kan lade sig gøre at arbejde på begge sider af bordet. Man skal virkelig tænke sig om, hvis man begynder at stå fast på principper om, at hvis du har arbejdet det ene sted, må du ikke arbejde det andet sted overhovedet. Fordi det kan have konsekvenser for rekrutteringen, når man skal finde den bedste til stillingen.
Hvis det forhindrer dig i at få et job igen, og du skal vente år på at blive 'afluset', er det ikke så attraktivt at blive politiker. Og så ender det med, at du får en overvægt af folk, der kommer direkte fra universitetet, fordi de måske ikke har så meget på spil."

Men hvorfor tænker du så, at det er en god idé, at man ikke skifter direkte? 

"Jeg synes, der skal være nogle måneder, alt afhængigt af, hvor højt du har været oppe i systemet. For det er klart, at du sidder med noget aktuel viden. Men går der nogle måneder, synes jeg, det er fint. Alt afhængigt af, hvor højt oppe du har været." 

Hvad er det, du tænker, at man kan bruge den viden til? 

"Ikke noget nødvendigvis. Det er mere for at fjerne mistanken om, at man kan misbruge noget." 

 

TRINE PERTOU MACH
Trine Pertou Mach ryger ud af Folketinget fredag, hun bruger lørdag og søndag på at sortere papirer, smide ud og pakke kontoret på Christiansborg i kasser. Mandag morgen afleverer hun sin arbejdscomputer og -mobil i it-afdelingen, og derefter flyver hun til Cambodja for at deltage i en generalforsamling med Actionaid, hvor hun sidder i den internationale bestyrelse.

På den måde var hun fysisk hurtigt videre fra sin tid som politiker, og det gjorde det nemmere at få følelserne med videre.  

I dag arbejder Trine Pertou Mach som chef for økonomisk udvikling for fred i International Alert.

Hvordan var det at haste til Cambodja, lige efter at du havde mistet dit job?

"Noget af det, der er med valgkampe, er, at det er ekstremt intenst, og man bliver man nødt til at være der 100 procent i hver en debat eller gadeaktion. Det var nok den motor inden i mig, der bare kørte videre i Cambodja. I starten var jeg skuffet, for man stiller jo op for at blive valgt. 
Men det blev hurtigt en lettelse, og jeg tror, at den lettelse kom hurtigere, fordi jeg var taget til Cambodja."

Hvordan det?

"Fordi jeg rent fysisk blev nødt til at rydde kontoret og lukke den dør. Der er både en fysisk og en følelsesmæssig del af afskeden. Og fordi den fysiske ting var overstået, blev der plads til det andet. Og så blev skuffelsen også ret hurtigt til en erkendelse af, at det måske i virkeligheden på sin egen måde var lidt en lettelse. For SF havde gennem tiden bevæget sig et andet sted hen end mig. "

Hvad har den politiske periode betydet for dig professionelt? 

"Jeg har udviklet en hårdhed på det personlige plan, fordi man ellers ikke kan være i det. Men jeg tror, at jeg vil vende den om og sige, at mit arbejde med menneskerettigheder og demokratiudvikling mere har formet den måde, jeg var folketingspolitiker på, end det er den modsatte vej rundt. Men det, jeg har fået med fra Christiansborg, er, ud over en viden på vildt mange politikområder, en detaljeret indsigt i, hvordan de politiske processer fungerer, som er fuldstændig unik, og som man kun kan få, når man sidder der. Man har deltaget i de processer, som alle andre taler om."

 Hvordan bruger du det i dit nuværende arbejde?

"Når der bliver diskuteret, hvornår man gør, når man skal have indflydelse på Christiansborg eller i andre parlamenter eller politiske processer, har jeg jo et ret klart blik for, hvornår og hvordan man kan det. Lidt som lobbyister tænker, men uden at være lobbyist. Men jeg ved, hvor det er, man skal slå til, og hvad det er, man skal fremføre i sagen over for parlamenter og ministre og apparatet omkring dem." 

Mange andre lande har karenstid. Tænker du, at det er noget, der er behov for i Danmark?

"Jeg synes, det er lidt svært at bestemme, at nogle mennesker ikke må arbejde med bestemte ting. Tænk, hvis du har siddet på Christiansborg og været socialordfører i ti år, og du kan alt omkring socialtilskud, processer og ved, hvad der har virket, og hvad der ikke har. At man så skal sige, at du lige præcis ikke må bruge de kompetencer de næste fire år på det her specifikke område. At sige, at man ikke må blive ansat af et PA-bureau eller en lobbyvirksomhed, det ved jeg ikke, om jeg tror på fungerer i virkeligheden." 

Hvorfor?

"Fordi på den ene side synes jeg helt klart, at der er nogle demokratiske udfordringer i lobbyismen, men samtidig bliver folk smidt ud på røv og albuer fra den ene dag til den anden ved et folketingsvalg, og skal man så have at vide, at man ikke må bruge det, man har lavet de sidste ti år. Den synes jeg er svær. 
Men jeg synes, at der er gode grunde til at være meget præcis på, hvor der er nogle problemstillinger i forhold til lobbyisme og sammenvævningen mellem magtfulde lobbyister, den private sektor og det politiske system; dem skal man selvfølgelig forsøge at håndtere. Men jeg synes, det er svært at sige noget helt generelt. Det er også mennesker med et arbejdsliv." 

 

LARS BARFOED
Da Lars Barfoed vågner dagen efter valgkampen, bliver han kimet ned af journalister. Han havde troet, at Københavns Storkreds stadigvæk var en god kreds for Konservative, men valgresultatet havde vist noget andet. I stedet for at trække dynen op over hovedet, står han op, træner, tager et bad og en kop kaffe og begynder at ringe tilbage til journalisterne fra en ende af. 

Lars Barfoed arbejder i dag som public affairs-direktør i Primetime Kommunikation og er desuden bestyrelsesformand for både Energinet og Danmarks Underholdningsorkester. 

"Jeg kan meget godt lide tanken om, at politik er sådan noget, almindelige borgere kan cirkulere ind i med den baggrund, de har, og så cirkulere ud igen og fortsætte deres civilliv igen bagefter. Og det var så det, jeg skulle gøre," siger han. 

Før Barfoed fik stillingen i Primetime, havde han i en periode sit eget firma. 

Hvor lang tid gik der, fra du sluttede i politik, til du oprettede dit eget firma?

"Det var mere nogle uger efter, end det var nogle måneder. Den morgen havde jeg allerede besluttet mig for, at jeg ikke længere skulle være politiker. Men jeg havde trods alt en sommerferie, og man skal ikke handle overilet. Jeg havde ofte siddet i bestyrelser, når jeg ikke har været minister, og det synes jeg var rigtig spændende. Så derfor tog jeg en fire måneders bestyrelsesuddannelse på CBS for at få banket den politiske rust af og begynde at tænke lidt mere kommercielt.
Jeg har altid undret mig over, at man bliver set på med andre øjne, når man kommer ind i Folketinget. Jeg synes virkelig, at der var forskel på, når jeg deltog i debatter, dengang jeg sad som direktør i Finansrådet, og når jeg deltog i tilsvarende debatter, da jeg havde fået den der politikerkasket på. Man er det samme menneske, men det er, som om man bliver set anderledes på." 

 Hvordan bliver man set på? 

"Nogle mener, at politikere er nogle pampere, der får nogle gode poster og vederlag. De der klistermærker, man får på, synes jeg er virkelig urimeligt. De allerfleste går ind i politik, fordi de brænder for samfundet. Man er ikke et andet slags menneske, fordi man er politiker. Man er jo en borger, som er blevet valgt ind af de andre borgere til at varetage det hverv, som nogen skal varetage, så jeg synes, at den animositet mod politikere er meget mærkelig. Folk kunne jo selv stille op, hvis de er så kloge. Og påtage sig det ansvar og træffe de beslutninger, som de åbenbart kunne træffe meget bedre selv." 

Hvad har du kunnet bruge din politiske karriere til i dit nuværende job? 

"Jeg har en bedre forståelse og fornemmelse for, hvad det er for nogle rum, beslutninger bliver truffet i. Jeg ved, hvordan det foregår, fordi jeg har været i dem alle sammen. Jeg har været helt inde i de inderste hjertekamre af en regering. Så det er den viden og erfaringer, jeg synes, jeg kan bruge til noget. For at få den viden skal man have været inde i de rum på den ene eller anden måde. 
Hvis Folketinget blev skiftet ud med andre personer, så jeg ikke kendte nogen af dem, ville størstedelen af den merværdi, jeg har fået, stadig være der. For det er ikke personkendskab, der er mest afgørende; det er kendskabet til og forståelsen for, hvordan det foregår." 

Hvad tænker du om, at man har den her specielle viden om vores beslutningsprocesser, og at man så bruger den til lobbyisme? 

"Jeg synes, det er godt. Jeg har været lobbyist i mange år, inden jeg blev politiker. Hvordan i alverden skulle vores samfund virke, hvis der ikke var nogen, der tog kontakt til politikerne og sagde, hvordan de så tingene, og hvordan det virkede ude i virksomhederne og organisationerne. Den interaktion med omgivelserne uden for Christiansborg er jo helt afgørende for, at politikerne overhovedet kan få ilt og idéer.

Jeg har en lidt anden vinkel på public affairs end så mange andre. Jeg ser mere mig selv som rådgiver for lobbyister, fordi det er min opfattelse og erfaring, at det mest troværdige og effektive er, at de mennesker, som er berørt af sagen, selv taler med beslutningstagerne. Jeg synes ikke, at det er særlig troværdigt, hvis man render rundt inde på Christiansborg hele tiden med en ny kasket hver dag og banker på døren hos de samme mennesker. Jeg siger ikke, at jeg aldrig nogensinde taler med politikere om et eller andet. Det sker. Men det er noget, jeg sparer meget på."

Men kan det give en slags skævvridning, at der er nogle, der har lettere adgang til magten?

"Hvis ikke sådan nogle som mig tilførte en merværdi, hvorfor skulle vi så være her? Vi sidder selvfølgelig i sådanne situationer for at tilføre en merværdi; det synes jeg ikke, at der er noget galt i. 

Der, hvor problemet er, og hvor man godt kan forstå, at der er en diskussion, er, hvis man kunne frygte, at man har en viden om nogle sager af fortrolig karakter, og man så bruger den viden lige bagefter. Det kan jeg godt forstå, at der er en diskussion om, men det er jo i forvejen ulovligt. Man må ikke afsløre noget, der er fortroligt. 

En løsning, hvis du har været minister, er jo, at du ikke kan tage et job, der er for tæt på i et år bagefter, men det, jeg tror er mest afgørende, er, at vi er et transparent samfund. Det er svært at regulere sig ud af problemet. 

Men helt grundlæggende vil jeg sige, at hvis man gerne vil have et demokrati, hvor alle mulige forskellige borgere, også dem med gode stillinger, skal være interesserede i at være i politik en årrække og så have mulighed for at cirkulere ud igen, så må man jo også give dem mulighed for at få nogle gode job igen bagefter."  

 

ÖZLEM CEKIC
Özlem Cekic er på vej hen mod sin bil efter at have pakket sit kontor ned i flyttekasser. Med sig har hun de ting, som hun ikke vil have går i stykker, når Folketinget leverer hendes kontorting hjem til hende i en flyttevogn. De ting, der betyder noget for hende. Hun kigger op og tager med sin mobil et billede af Christiansborg, der har alle lysene tændt. Da hun er på vej ind i bilen, er der en, der råber hendes navn. Det er Claus Hjort. 

"Du skal have et kram," siger han, og hun bliver væk i hans arme. 

"Nu skal du høre noget: Jeg er ikke bekymret for dig. Du er ligesom en prop; du vil altid flyde ovenpå," siger han.

Sådan genfortæller hun sin sidste dag på Christiansborg. 

I dag arbejder Özlem Cekic som rådgiver, forfatter, debattør og foredragsholder. 

"Når jeg tænker på den sidste dag, tænker jeg altid på Claus Hjort. Det var sådan et fint farvel. Jeg havde ellers ikke rigtig fået sagt farvel til nogen, fordi det hele stoppede så hurtigt. Og så Claus Hjorth af alle mennesker, som man aldrig turde nærme sig, da han var finansminister. Han var sådan et seriøst menneske. Jeg blev helt rørt," siger hun. 

Hvordan var det at skulle vænne sig af med at være politiker?

"Jeg skulle jo nærmest på afvænning, da jeg stoppede fra Christiansborg, fordi man er lidt af en nyhedsjunkie. Og jeg fortsatte med mine ritualer i lang tid. Jeg stod op kvart i seks, tjekkede de sociale medier og læste samtlige aviser og alle nyhederne igennem. Det gjorde jeg altid, fordi jeg skulle reagere på nyhederne. Det tog lidt over et år at vænne sig af med. Efterfølgende kommer der jo sådan en tomhed, når alle ens sager kører. 

Jeg kan huske den første finanslovsdebat 9. september. Jeg sad på min sofa og så debatten, og jeg tror, det var Claus Hjorth, der var finansminister. Og så rejste Bjarne Corydon sig og kritiserede ham, fuldstændig ligesom Claus Hjorth havde kritiseret Bjarne Corydon, da han var finansminister. Og så tænkte jeg 'Gud, de mener jo alle sammen det samme'.  Det var første gang, det gik op for mig." 

Hvad gjorde du efterfølgende? 

"Det var vigtigt for mig at rydde op. Når det bliver kaotisk i mit hoved, så går jeg i gang med at sortere. Jeg sorterede mine mails, skaffede mig en ny computer og fik koblet min telefon på. Så gik der nogle måneder, hvor jeg mødtes med folk til rigtig mange kaffeaftaler og havde samtaler med mennesker, jeg havde arbejdet med gennem årene. Jeg havde brug for at evaluere. Der var en periode, hvor jeg tænkte, om jeg overhovedet havde gjort en forskel. Derfor talte jeg med de ngo'er, jeg havde samarbejdet med, for jeg havde brug for at blive mindet om, hvad der var sket i de år. Jeg fik nogle virkelig fede samtaler med en masse mennesker." 

Kunne du have haft det arbejde, du har nu, uden at have været på Christiansborg? Altså, være gået direkte fra sygeplejerske til brobygger? 

"Ja, det tror jeg, men måske havde jeg ikke den samme gennemslagskraft. Det er klart, det giver noget, at man har været folketingsmedlem. Men du skal også huske på, at det ikke altid er positivt. Det er rigtigt svært at være en del af et parti og så komme ud. For der er også en renselsesperiode, hvor folk stadig forbinder dig med partiet. Jeg er politisk hjemløs nu, men der gik lang tid, før folk stoppede med at sige 'SF'eren Özlem'.  Så den proces er der også, hvor du bliver låst fast i en kasse. Samtidig har jeg også fået et andet indblik i de politiske processer; det har været en politisk skoling for mig. Det er klart, at noget af det, jeg laver nu, og noget af den gennemslagskraft, jeg har, skyldes jo også, at jeg har været folketingsmedlem. Det er jeg meget bevidst om. Jeg er blevet meget mere aktivistisk efter Christiansborg."

Er det noget, Christiansborg har givet dig med, den her aktivisme? 

"Den havde jeg også før. Det, jeg har fået med fra Borgen, er, hvor beskidt spillet også er. Jeg ved for eksempel, præcis hvordan jeg skal lave lobbyarbejde. Jeg har for eksempel takket nej til samtlige firmaer, der gerne vil benytte sig af den viden, jeg har, selvom de nærmest tilbød, at jeg kunne skrive beløbet på min egen check." 

Hvorfor går du ikke den vej?  

"Da jeg stoppede som politiker, besluttede jeg mig for, at jeg både ville have et arbejde og samtidig lave en masse frivilligt arbejde. Der er også en værdi i, at alt ikke går op i kroner og øre. Jeg har aldrig været optaget af, hvad der stod på min konto. Det var ikke lønnen eller fede titler, der drev mig.

Men jeg hjælper nogle gange ngo'er, der spørger mig, for jeg ved, at det er en unik viden. Men den er også lidt unfair, for jeg ved jo præcis, hvordan, hvem, hvor, hvornår. Der er nogle ngo'er, der ikke har samme adgang til Christiansborg, fordi de ikke kender systemets sprog. Nogle af dem har jeg hjulpet, fordi jeg også mener, at det er vigtigt, at deres stemme bliver hørt. Men jeg er enormt selektiv i forhold til, hvem jeg vælger at dele den viden med. Jeg har fået et redskab til at låse op for systemets sprog. Det kan du ikke læse dig frem til, men du kan lære det på Christiansborg. Men jeg synes, at det er et demokratisk problem, at man kan tage så meget viden med sig, uden at der er en karenstid." 

Hvilken forskel ville karenstiden gøre?

"Jeg tror, at der ville være bedre gennemsigtighed. For eksempel da Bjarne Corydon gik til McKinsey. Var han så også gode venner med dem under Dong-salget?* Hvad skete der under den proces? Det kommer vi aldrig nogensinde til at få viden om. Så jeg tror, at man gør både demokratiet og de personer en tjeneste ved at sige, at de har en periode, hvor de ikke kan tage den viden med. For at de kan være hævet over tvivlen. Især som minister, hvor man har siddet helt inde i maskinrummet." 

*McKinsey har ikke været involveret i Dong-salget. Bjarne Corydon har dog i sin tid som finansminister bestilt konsulentydelser for millioner hos McKinsey. 

Forrige artikel Dannebrog skyllede ind over Folkemødet: Sådan blev 800-årsdagen fejret i Allinge Dannebrog skyllede ind over Folkemødet: Sådan blev 800-årsdagen fejret i Allinge Næste artikel Ung S-borgmester vinder Dialogprisen 2019 Ung S-borgmester vinder Dialogprisen 2019
Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

Europas ledere til de britiske folkevalgte: Nu ligger bolden hos jer

TOPMØDE: De europæiske ledere har torsdag aften nikket ja til briternes nye udtrædelsesaftale. Næste skridt er en godkendelse i det britiske underhus. Men det er fortsat meget usikkert, hvorvidt den britiske premierminister, Boris Johnson, kan samle et flertal blandt de britiske parlamentarikere.