Ugens EU-podcast: Sådan udfordrer det nye fransk-tyske fremstød Danmark

PARLAMENTET LOCKDOWN #9: "Sundhedens Europa har aldrig eksisteret – nu må det blive vores prioritet," siger Frankrigs præsident. Sammen med den tyske kansler har han fremlagt et skelsættende udspil om EU's budget og meget andet, som kommer på tværs af dansk Europapolitik. Vi går i dybden med det i denne uges udsendelse fra Bruxelles.

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Vil Danmark være med til at hæfte for fælles europæiske lån til mange milliarder kroner, som primært skal bruges i de sydeuropæiske lande, der er hårdest ramt af coronakrisen?

Det spørgsmål er pludselig blevet meget nærværende for statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering, efter at Tyskland og Frankrig har foreslået en historisk plan for økonomisk relancering af Europa.

Ved et fælles pressemøde via videokonference mellem Berlin og Paris mandag aften fremlagde præsident Macron og forbundskansler Merkel et fælles udspil til en genopretningsfond med 500 milliarder euro, hvilket svarer til over 3.700 milliarder kroner.

”Denne kraftanstrengelse er nødvendig; det er vi overbeviste om. Og den vil føre til et bedre sammenhold i Europa end det, vi har i dag,” sagde Angela Merkel, som med den nye plan opbløder mange års tysk modstand mod at forære penge til nødlidende medlemslande.

De godt 3.700 milliarder kroner skal nemlig ifølge Merkel og Macron ikke være lån, der skal betales tilbage af kriseramte lande som Italien og Spanien. I stedet skal EU-Kommissionen låne pengene på finansmarkederne på vegne af alle 27 medlemslande.

Dermed vil samtlige medlemslande – inklusive Danmark – komme til at hæfte for dele af den nye gæld, selv om langt de fleste af pengene vil gå til økonomisk sårbare turistlande i Sydeuropa.

Det er et ”meget stort og afgørende skridt”, at Tyskland nu for første gang accepterer en ny og direkte overførsel af velstand fra nord til syd, siger præsident Macron.

Du kan høre om det hele i ugens europæiske podcast fra Altinget, hvor vi stiller skarpt på det skelsættende fransk-tyske udspil, som også åbner for nye ambitioner om fælles sundhedspolitik.

”Sundhedens Europa har aldrig eksisteret – nu må det blive vores prioritet,” lød det mandag aften fra Emmanuel Macron.

I podcasten bliver du klogere på, hvorfor de to europæiske stormagters nye økonomiske og politiske ambitioner på EU’s vegne bliver en udfordring for den danske statsminister.

”Angela Merkel har langt om længe valgt side i debatten om EU’s pengekasse efter coronakrisen, og det er ikke Mette Frederiksens side, hun har valgt,” siger Altingets analytiker, Thomas Lauritzen.

 

Abonner på Parlamentet i iTunes | Acast | Spotify

Forrige artikel Podcast: Hvor tydeligt skal embedsmænd sige fra over for deres minister? Podcast: Hvor tydeligt skal embedsmænd sige fra over for deres minister? Næste artikel Podcast: Coronakrisen får regeringen til at udskyde klimaslagsmål Podcast: Coronakrisen får regeringen til at udskyde klimaslagsmål
Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

PERSONLIGE DATA: Sundhedsministeren har fået kritik for at "snige" et forslag om at give myndighederne adgang til hemmelige telefonnumre på coronasmittede og deres kontakter ind i behandlingen af et andet lovforslag. Nu trækker han det tilbage.