Skrotaftale truede finanslov

BILSKROTNING: V-folketingsmedlem truede tirsdag med at stemme mod finansloven, hvis ikke ændringerne i registreringsafgiften for skadede biler blev trukket tilbage. Så ændrede hun dog pludselig holdning.
Niels Th. Dahl

Venstres medlem af Folketinget Marion Pedersen er så vred over finanslovens ændringer af reglerne for skrotning af biler, at hun i løbet af tirsdagen i denne uge truede med at stemme mod finansloven.

Det fremgik af Berlingske Tidende.

"Som det er i øjeblikket, kan jeg ikke stemme for finansloven. Det er virkelig hjerteblod for mig. En masse erhvervsfolk har stemt på mig, fordi jeg ved, hvad der foregår ude i virkeligheden. Og der er alt for mange politikere, som ikke ved det," sagde Marion Pedersen til avisen.

Risikerer mekanikerarbejdspladser
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vedtog at ændre reglerne, således at der skal betales fuld registreringsafgift, hvis det vil koste mere end 65 pct. af en skadet bils værdi at reparere den. Grænsen har tidligere været 75 pct.

Jeg er nødt til at være tro mod mig selv, og jeg vil gerne kunne se mig selv i spejlet om morgenen.

Marion Pedersen (V)
Folketingsmedlem

Ændringen vil betyde, at flere skadede biler skrottes, og at der dermed købes flere nye biler. Det vil gavne statskassen, som forventes at få 120 mio. kr. ekstra ind om året - men risikerer at gå ud over autoværkstederne. De vurderer, at det kan koste dem op mod 500 arbejdspladser, som ikke kommer igen i Danmark, men som vil gå til bilfabrikker i udlandet.

Hjerteblod
Marion Pedersen driver sammen med sin mand et autoværksted - dog uden pladeværksted - og hun tager sagen yderst alvorligt:

"Det er virkelig hjerteblod for mig. Jeg har det skidt med det, for jeg er glad for mit parti, og for, at vi er i regering. Men jeg er nødt til at være tro mod mig selv, og jeg vil gerne kunne se mig selv i spejlet om morgenen," siger hun til Berlingske.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviste på sit ugentlige pressemøde tirsdag at ændre noget i finanslovsaftalen og sagde ifølge berlingske.dk, at "der er indgået en finanslovsaftale", og "den støtter Venstres folketingsgruppe op omkring".

Tirsdag aften udsendte Marion Pedersen da også en pressemeddelelse, hvor hun bl.a. skrev, at hun har "haft en række spørgsmål til ændringerne af reparationsgrænser for trafikskadede biler", og at der fortsat er "spørgsmål, som jeg gerne vil have afklaret" - men også, at "jeg vil dog gerne understrege, at jeg som resten af Venstres folketingsgruppe stemmer for den samlede finanslov".

0:000:00