Civilsamfundet skal ind i udvikling af politik

Af Laust Kristensen
Centerleder for Center for frivilligt socialt arbejde.

I disse år inviteres civilsamfundet til at spille en stærkere rolle i sikringen af den danske velfærdsmodel. ”Skåltalerne”, der også har deres rituelle berettigelse, er klare i deres tillid til civilsamfundets potentiale, og der skabes en national forventning om, at det aktive medborgerskab og civilsamfundet fremover spiller en større rolle på området.

Flere undersøgelser peger på, at borgerne er klar til at påtage sig et større engagement på velfærdsområdet. Spørgsmålet er, om de strategiske forudsætninger for en sådan udvikling er til stede i tilstrækkeligt omfang? I adskillige år har civilsamfundets primære velfærdsbidrag i vid udtrækning været baseret på en offentlig styringslogik i overensstemmelse med socialstatens idealer, og dialogen mellem det offentlige og civilsamfundet har været meget situations- og områdebestemt.

Strategisk inddragelse
En nyorientering omkring civilsamfundets rolle kan blandt andet fremmes gennem en strategisk plan, der mere systematisk inddrager civilsamfundet, når man udvikler lovgivningen og konkrete velfærdspolitiske strategier og planer. På den måde kan vi sikre, at civilsamfundet får større indflydelse og ejerskab i forhold til de rammevilkår, man arbejder under.

Med et øget europæisk skæbnefællesskab gennem EU er det vigtigt, at vi både på nationalt og EU-niveau sikrer en mere strategisk inddragelse af civilsamfundet.

Det stiller store krav til både det offentlige og civilsamfundet. For sidstnævnte vil det blandt andet kræve, at man på tværs af særinteresser vedkender sig et overordnet fælles sektoransvar, som kan være et fælles udgangspunkt for den strategiske dialog med det offentlige.

Civilsamfundets rolle kan blandt andet fremmes gennem en strategisk plan, der mere systematisk inddrager civilsamfundet, når man udvikler lovgivningen og konkrete velfærdspolitiske strategier og planer. På den måde kan vi sikre, at civilsamfundet får større indflydelse og ejerskab i forhold til de rammevilkår, man arbejder under.

Laust Kristensen
Centerleder ved Center for frivilligt socialt arbejde

Erfaringer fra andre lande
I en mere strategisk velfærdsdialog mellem de nævnte parter kan vi med fordel hente erfaringer fra andre lande. Norge har eksempelvis en systematisk plan for inddragelse af civilsamfundsaspektet i lovgivningsarbejdet, og mange EU-lande har etableret økonomiske og sociale råd som fælles overordnede høringsorganer.

Den danske model arbejder mere med sektorspecifikke høringer, hvor den enkelte minister selv bestemmer, hvem og hvordan en eventuel høring skal foregå – på flere områder er der dog oprettet faste høringsorganer, eller også er der mulighed for, at organisationer med særinteresser selv kan fremsætte høringssvar.

Det er ikke min hensigt at nedgøre disse aktiviteter, men at påpege, at det kan gøres bedre gennem en mere strategisk samarbejdsmodel, der forpligter og inspirerer begge parter – både på de store og mindre linjer.

I EU-systemet finder en formaliseret høring af civilsamfundet sted i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU). Dette udvalg – der har 344 medlemmer, som repræsenterer organisationer og foreninger i EU's 27 medlemsstater - afgiver cirka 200 udtalelser om året om forskellige EU-relaterede emner, enten efter anmodning fra én af de store EU-institutioner (Kommissionen, Parlamentet og Rådet) eller på eget initiativ. Afgørende for det praktiske arbejde i EØSU er udvalgets tre interne interessegrupper: Arbejdsgivergruppen, Arbejdstagergruppen og Gruppen Andre Interesser.

Danmark har ni medlemmer i EØSU og repræsenteres i Arbejdsgivergruppen af DA, Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, i Arbejdstagergruppen af LO (to medlemmer) og FTF, og i Gruppen Andre Interesser af Danske Handicaporganisationer, Forbrugerrådet og Dansk Kvinderåd.

Hovedparten af EU's medlemsstater har lignende nationale økonomiske og sociale råd, som har en høringsfunktion i de respektive landes nationale lovgivningsproces, men der er stor forskel på, hvordan disse råd er sammensat og også på den rolle, rådene spiller i de enkelte lande (i Finland for eksempel ledes rådet af statsministeren). Syv af EU's medlemsstater har ikke et økonomisk og socialt råd, herunder altså Danmark.

Det er for eksempel tydeligt, at skiftende danske ministre på velfærdsområdet har gjort meget for at fremme dialogen med dele af civilsamfundet, og der er tradition for, at for eksempel de frivillige organisationer møder op til diverse situationsbestemte hørings- og dialogprocesser.

Men skal borgernes engagement i ”velfærdbutikken” styrkes, er den strategiske inddragelse af civilsamfundet, når love og rammer udformes, én af forudsætningerne.