Høje sociale ydelser ekskluderer borgere

Af Martin Ågerup
Direktør i CEPOS

I mit første indlæg i denne debat kritiserede jeg den nye såkaldt ”officielle” fattigdomsgrænse for at sætte et overdrevent fokus på økonomiske forhold. Det vil jeg gerne uddybe her.

Begrebet ”fattigdom” er et normativt begreb, som indikerer, at vi har at gøre med et fænomen, som skaber sociale problemer (i modsætning til for eksempel det mere neutrale begreb ”lavindkomst”).

Høje ydelser øger mindstelønninger
I Danmark skyldes sociale problemer imidlertid sjældent lav indkomst, men i stedet alle mulige andre forhold såsom misbrug eller psykisk sygdom. Disse problemer løses normalt ikke ved at give den pågældende flere penge, for eksempel højere sociale ydelser. Tværtimod er der et socialpolitisk dilemma.

Mange sociale problemer er et resultat af, at de sociale ydelser er for høje snarere end for lave. De høje ydelser presser vores mindstelønninger opad. Man kan ikke opretholde jobs, der betaler mindre end kontanthjælpen eller højeste dagpengesats, blandt andet fordi efterspørgslen efter sådanne jobs vil være stort set ikke-eksisterende.

Det er svært at forestille sig faglige organisationer, som vil se deres medlemmer i øjnene og forklare, at de har forhandlet sig til en mindsteløn på deres område, som giver et lavere rådighedsbeløb end et liv på kontanthjælp.

Velfærdsstaten bidrager via sine meget høje sociale ydelser til at ekskludere store grupper fra en meningsfuld og selvforsørgende tilværelse og henviser dem til sofaen eller bænken

Martin Ågerup
Direktør i CEPOS

Ifølge Dansk Arbejderforening (DA) er mindstelønnen for en medarbejder i fremstillingsindustrien 107 kr. i Danmark mod cirka 90 kr. i Sverige og 73 kr. i Tyskland. Det skyldes delvist, at de danske overførselsindkomster såsom dagpenge og kontanthjælp er højere end i andre lande. Selv Sverige har væsentligt lavere ydelser end Danmark.

Mindre produktive borgere ekskluderes
Høje mindstelønninger lyder umiddelbart som et gode. Men bagsiden af medaljen er, at de gør arbejdsmarkedet mindre rummeligt ved at presse mindre produktive borgere ud af beskæftigelse. Stadig flere ufaglærte jobs forsvinder, fordi det ikke kan svare sig at ansætte folk til at udføre disse opgaver.

Virksomhederne klarer sig uden piccoliner, altmuligmænd, pedeller og portører. De outsourcer, hvad der kan outsources. Og ansætter gerne østeuropæere til jobs, som danskere ikke længere ønsker at udføre. Andre jobs varetages i Danmark stort set kun af børn og unge, fordi denne gruppe godt må tjene under mindstelønnen og ikke er berettiget til kontanthjælp.

Resultatet er, at vi i Danmark er dårlige til at inkludere borgere, som af den ene eller den anden grund ikke er så produktive som os andre.

Andre landes markant lavere mindsteløn udgør for de færreste ansatte et permanent lønniveau. Det er i stedet et trinbræt mod bedre betalte jobs, efterhånden som man opbygger erfaring. Det er et attraktivt alternativ til permanent passiv forsørgelse.

I Danmark er vi ved at skabe et samfund uden dette første trinbræt - et samfund, hvor der kun er plads til folk med en uddannelse og uden væsentlige fysiske eller psykiske problemer. Det er en farlig og uacceptabel udvikling. Der findes fortsat mange, som enten ikke kan eller ikke ønsker at uddanne sig.

En ond cirkel
De sidste 15 år har andelen, der ikke får en ungdomsuddannelse, ligget omkring 16-18 procent uden nogen klar faldende tendens. En stor andel af disse unge er i fare for at ende på passiv forsørgelse. Det vil skabe enorme sociale problemer, som kan forventes at accelerere, når en tilværelse på passiv forsørgelse går i arv til børn og børnebørn.

Langtidsledige lever mindre sundt, er oftere misbrugere af alkohol og narkotika og får flere livsstilssygdomme end resten af befolkningen. Børn, der er vokset op hos forældre, der tilbringer en stor del af deres tid på passiv forsørgelse, ender oftere end andre børn med sociale problemer, som for eksempel narkomani. Børn af forældre med en høj grad af ledighed eller på førtidspension har selv en højere ledighed senere i livet, ligesom sandsynligheden, for at de får en erhvervsuddannelse, mindskes. Med andre ord medfører forældrenes ledighed i sig selv en negativ social arv hos børnene.

Velfærdsstaten bidrager via sine meget høje sociale ydelser til at ekskludere store grupper fra en meningsfuld og selvforsørgende tilværelse og henviser dem til sofaen eller bænken. I Danmark er vi oppe på, at godt 10 procent af befolkningen – 450.000 personer - i den arbejdsduelige alder helt eller delvist er på offentlig forsørgelse som følge af dårligt helbred. Det er 170.000 flere end i 1985. Og det er markant flere end i lande som Sverige og Tyskland. Næsten otte procent af alle 20-årige modtager kontanthjælp. Blandt unge på under 30 år modtager hvad der svarer til 49.000 personer på fuld tid kontanthjælp.

Det skaber alvorlige sociale problemer såsom alkoholisme, narkomani og psykisk sygdom. Det er derfor formentlig vores største sociale problem, at et stigende antal personer i den erhvervsaktive alder lever på passiv forsørgelse i stedet for at forsørge sig selv.

For at stoppe og vende denne udvikling skal vi skabe et mere rummeligt samfund. Det kræver blandt andet en lavere mindsteløn, og det får vi kun, hvis vi også reducerer vores i international sammenligning høje overførselsindkomster. I et rummeligt samfund skal der være plads til os alle – også borgere uden formel uddannelse samt mennesker, der af den ene eller anden grund ikke er så produktive som os andre, for eksempel fordi de har et fysisk eller psykisk handicap.