Forslaget er langt mere nuanceret end debatten

En fattigdomsgrænse løser ikke i sig selv nogen problemer, men den er med til at sætte fokus på problemer og skabe debatten.

Torben M. Andersen
Professor i økonomi ved Aarhus Universitet

Af Torben M. Andersen
Professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for regeringens ekspertudvalg om fattigdom

Regeringen har fastsat en fattigdomsgrænse, og det har affødt mange kommentarer. Særligt har der fra mange sider været argumenteret for, at et økonomisk fattigdomsmål ikke kan stå alene. Der kan derfor være grund til at se nærmere på, hvad ekspertudvalget egentlig foreslog i rapporten fra juni ”En dansk fattigdomsgrænse”.

Grænsen er langt mere nuanceret
Indledningsvis er det vigtigt at slå fast, at der ikke findes nogen entydig eller objektiv måde at måle fattigdom på. Ekspertudvalget anbefalede en konkret, økonomisk grænse, men suppleret med både afsavnsundersøgelser og indikatorer for risiko for fattigdom. De to sidstnævnte skal medvirke til at afdække omfanget og karakteren af de økonomisk fattiges faktiske afsavn og den enkeltes forudsætninger for at ændre på sin situation. 

Den økonomiske fattigdomsgrænse er en afgrænsning af den gruppe, som, set i forhold til resten af befolkningen, har de dårligste økonomiske livsvilkår. Grænsen baseres på medianindkomsten – det vil sige den indkomst, hvor halvdelen af befolkningen har en højere indkomst, og halvdelen har en lavere indkomst – og afspejler på den måde det generelle velstandsniveau i samfundet.

Personer og familier, som i tre år i træk har en indkomst under 50 procent af medianindkomsten, betegnes som økonomisk fattige. Personer og familier med en formue over 100.000 kroner per voksen indgår ikke i gruppen af økonomisk fattige. Heller ikke studerende eller familier med studerende indgår i gruppen. Der er dermed fokus på personer og familier uden formue, som ufrivilligt og vedvarende befinder sig i en vanskelig økonomisk situation.  

Udvalget foreslår, at grænsen underbygges af den såkaldte budgetmetode, hvor man opstiller budgetter for, hvad forskellige familietyper som minimum skal bruge for at opretholde en acceptabel levefod. Minimumsbudgetterne svarer stort set til indkomstgrænsen fastlagt ved medianindkomstmetoden, hvorved de to metoder stort set identificerer de samme grupper.

Indikatorer bidrager til bagvedliggende problemer
Derudover skal undersøgelser af afsavn medvirke til at afklare, hvem i gruppen af økonomisk fattige der oplever materielle og sociale afsavn som en konsekvens af deres økonomiske situation.

Udvalget foreslår en række principper for konstruktion af afsavnsindeks og giver eksempler på, hvilke afsavn der kan indgå i materielle og sociale afsavnsundersøgelser for både børn og voksne. De foreslåede indikatorer er ikke endelige, og der vil være behov for et grundigt arbejde med den endelige udvælgelse af indikatorer og konstruktion af afsavnsindekset.

Indikatorer for risiko for fattigdom skal medvirke til at beskrive den enkeltes muligheder for at påvirke sin livsituation. Indikatorerne skal afspejle sociale forhold, der kan medvirke til at fastholde personer i en økonomisk sårbar situation eller forstærke effekten heraf og på sigt føre til social marginalisering.

Indikatorerne skal således bidrage til et bedre vidensgrundlag om de bagvedliggende, sociale problemer, som kan have betydning for bevægelser ind og ud af fattigdomsgruppen.

Udvalget giver et bud på en række faktorer og foreslår, at indikatorerne opdeles på børn, unge og voksne, men understreger samtidig, at der bør foretages yderligere analyser for at skabe øget viden om sammenhængene mellem økonomisk fattigdom og social eksklusion.

Udvalget betragter valget af indikatorer for risiko for fattigdom som en dynamisk proces, hvor der kan tilføjes nye indikatorer, i takt mede at der udvikles nye datamuligheder, eller at udviklingen i gruppen af økonomisk fattige peger på nye relevante problemstillinger.

En årlig redegørelse
Endelig og ikke mindst foreslås det, at der årligt udarbejdes en redegørelse om udviklingen på området, ikke alene for at redegøre for den statistiske udvikling, men også for at kunne se nærmere på årsager og virkninger af forskellige tiltag på området.

Forslaget til en fattigdomsgrænse er således væsentligt mere nuanceret, end man kan få indtryk af ud fra debatten. En fattigdomsgrænse løser ikke i sig selv nogen problemer, men den er med til at sætte fokus på problemer og skabe debatten. Af den grund er det positivt, at der er kommet gang i en debat om både årsager til og muligheder for at løse fattigdomsproblemer.