Manu Sareen: Vi vælger barnet

Af Manu Sareen (R)
Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

Tak for en god debat om et vigtigt emne - adoption uden samtykke. Et indgreb, der langtfra er enkelt. Alligevel har Altingets debat vist en bred opbakning til at bortadoptere et barn uden om dets biologiske forældre, hvis fremtidsudsigterne for familien nærmer sig nul. Det synes jeg er positivt.

Jeg har bidt mærke i, at flere debattører i debatten kredser om forældrenes rolle. Den er væsentlig. For hvor sætter vi grænsen mellem hensynet til forældrene og barnets bedste? 

For mig er der ingen tvivl om, at vi skal forebygge os ud af problemer, før de bliver for store. Og reparere familien med massiv social støtte, så langt det overhovedet er muligt.

Men let’s face it. Der vil være situationer – et begrænset antal - hvor vi bliver nødt til at vælge, hvem vi skal give en chance mere. Er det forældrene, eller er det barnet? Her vælger regeringen barnet.

Muligheden for et godt liv
Når vi adopterer et barn væk uden samtykke, handler det ganske enkelt om at give barnet muligheden for et godt liv. Et liv, vi ved, det aldrig ville kunne få, hvis det blev hos sine biologiske forældre, hvor hver måned, hver uge – ja måske endda hver dag – ville indskrænke dets udviklingsmuligheder.

Der vil være situationer – et begrænset antal - hvor vi bliver nødt til at vælge, hvem vi skal give en chance mere. Er det forældrene eller er det barnet? Her vælger regeringen barnet.

Manu Sareen (R)
Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

Det er spædbarnet, som er født med føtalt alkoholsyndrom. Og er ved at udvikle tilknytningsforstyrrelser for livet, fordi dets mor, som er alkoholmisbruger, ikke formår at give det øjen- og kropskontakt – og heller aldrig vil komme til det.

Det er den 3-årige, som har lært sig selv at skifte bleen, fordi ingen andre gør det. 

Det er den 8-årige i plejefamilie, hvis mor er hjemløs, svært psykisk syg og ikke har udsigt til bedring. Hvor barnet er så stærkt knyttet til sin plejefamilie, at det vil være skadeligt for barnet at blive flyttet endnu en gang. Det er børn som de her, vi med adoption uden samtykke tager ansvar for at give et bedre liv.

Aldrig en prøveklud
Vi hverken kan eller skal slette disse børns baggrund. Men vi skal sørge for, den ikke bestemmer resten af deres liv.

Vi skal give dem et liv, hvor de ikke skal starte morgenen med at samle deres forældres liv op. Et liv uden mistrivsel og angst, men med ro og stabilitet i en kærlig adoptivfamilie.  

Et godt forløb gennem folkeskolen og en ungdomsuddannelse, fordi vi ved, at netop uddannelse er den sikreste vej til social mobilitet. Senere et godt job og en familie, de selv kan forsørge.

Vi ved, at jo tidligere et barn bliver bortadopteret, jo bedre er dets chance for at klare sig godt. Børn, der adopteres tidligt, klarer sig stort set som børn født i normale, velfungerende familier.

Derfor vil vi med det lovforslag, der behandles første gang i morgen, lempe reglerne, så børn under 1 år nu kan bortadopteres uden samtykke – også selvom samvær med deres biologiske forældre på sigt kan spille en positiv rolle.

For når vi ved på forhånd, at det med overvejende sandsynlighed ikke kommer til at gå godt, har vi et ansvar for at handle. Her må barnet aldrig blive systemets menneskelige prøveklud.

Åben dør til rødderne
Forskning fortæller os, at et godt liv som bortadopteret også er et liv, hvor man får lov til at kende sin historie. Af samme grund er det en del af adoptionsaftalen fra sidste år, at børnene skal have bedre kendskab til deres biologiske ophav med hjælp fra deres adoptivforældre.

Derfor skal en del af den støtte, barnets nye forældre får efter adoptionen, handle om at skabe åbenhed om fortiden og tackle et eventuelt samspil med barnets biologiske familie. For vi ved af erfaring, at den relation kan være svær for både barnet og dets nye forældre.

Sammen kan de måske søge Statsforvaltningen om at få oplysninger om barnets opvækst. De kan skrive til barnets biologiske far eller mormor. Eller de kan sætte et møde op mellem barnet og en ældre bror eller søster, som vi ved knap halvdelen af alle anbragte børn i dag efterspørger mere kontakt til. Alt sammen, hvis de nye forældre vurderer, det vil være godt for deres barn.

Samtidig åbner vi døren mere op for, at de biologiske forældre kan søge om samvær med deres barn. Den ret skal - i modsætning til i dag - også gælde, hvis et barn er bortadopteret fra ganske spæd og derfor aldrig har haft kontakt til sine forældre.

Mange udsatte familier kan hjælpes gennem tidlig forebyggelse og massiv støtte. Men i enkelte tilfælde ved vi, at vi vil kæmpe forgæves. Her skal vi give barnet en reel mulighed for at få et bedre liv end det, statistikkerne for udsatte børn ellers foreskriver dem. Her skal vi handle.