Overdrevent fokus på økonomiske forhold

Af Martin Ågerup
Direktør i CEPOS

Store dele af det ”socialpolitiske parnas” har i årevis talt for indførelse af en såkaldt ”officiel” fattigdomsgrænse i Danmark. Der har været fremført flere argumenter for dette.
I SSFR-regeringens kommissorium for ekspertudvalget, hedder det, at:

”Sigtet er et bedre grundlag for at følge den faktiske udvikling, herunder især udviklingen i antallet af børn, der lever i fattigdom, og mennesker, der lever i langvarig fattigdom. En fattigdomsgrænse kan benyttes til at identificere særligt udsatte grupper og dermed bidrage til at målrette politiske tiltag, der skal afhjælpe en situation med manglende ressourcer”.

Rådet for socialt udsatte skriver:

”Grænsen er et skridt i den rigtige retning og kan bruges til at følge udviklingen i fattigdom og vurdere, om politiske tiltag skaber flere eller færre fattige danskere”.

I andre publikationer er givet lignende begrundelser, for eksempel i denne fra casa-analyse.dk.

Som ekspertudvalget selv fastslår, er fattigdom et normativt begreb, hvorfor der ikke findes en entydig eller objektiv definition. Alligevel foreslår den en national fattigdomsgrænse baseret alene på indkomst og formue. Det er mildest talt selvmodsigende

Martin Ågerup
Direktør i CEPOS

Fra disse forklaringer får man det indtryk, at der inden den ”officielle” fattigdomsgrænse slet ikke var viden om udviklingen på området. Men sandheden er jo, at der også før den vedtagne fattigdomsgrænse var en omfattende og til tider ophedet debat om fattigdom, og aktører som AE-rådet, De økonomiske Vismænd, CASA, Københavns Kommune og Finansministeriet offentliggjorde alle jævnligt opgørelser af antallet af og udviklingen i antallet af fattige.

Som ekspertudvalget selv fastslår, er fattigdom et normativt begreb, hvorfor der ikke findes en entydig eller objektiv definition. Alligevel foreslår den en national fattigdomsgrænse baseret alene på indkomst og formue. Det er mildest talt selvmodsigende.

Fokus er ensporet
Ifølge kommissionen kan en fattigdomsgrænse gavne debatten om fattigdom. Men en politisk fastlagt definition trækker snarere i retning af at lukke debatten ned. I stedet for at anerkende, at fattigdom er et komplekst begreb, der ikke kan sættes på formel, sætter man det jo netop på formel.

Sociale problemer skyldes i Danmark sjældent lav indkomst, men i stedet alle mulige andre forhold, såsom misbrug, psykisk sygdom eller overforbrug og gældsætning. Der er en fare for, at den nationale fattigdomsgrænse sætter et overdrevent fokus på økonomiske forhold.

Paradoksalt nok var regeringen opmærksom på denne problemstilling, da den nedsatte ekspertudvalget. I kommissoriet hed det derfor, at udvalget skulle inddrage en række

”andre relevante forhold” end økonomiske, ”herunder boligforhold, sociale forhold og tilknytning til arbejdsmarkedet i forbindelse med udarbejdelsen af forslag til en fattigdomsgrænse. Desuden kan adgangen til gratis offentlige serviceydelser tages med i betragtning.”

Der er da også inddraget forskellige overvejelser i gruppens arbejde, men ganske forudsigeligt endte det alligevel med en firkantet fattigdomsgrænse alene baseret på indkomst og formue. Skulle det berige debatten om fattigdom? Vi får se, men jeg tvivler.

En "lavindkomstgrænse"
Når det er sagt, vil jeg dog fremhæve en fremragende ting ved den nye fattigdomsgrænse – nemlig, at man har anerkendt CEPOS’ årelange kritik (en kritik vi hidtil har stået alene med) af aktører såsom AE-rådet, Red Barnet og De økonomiske Vismænd, der alle har benyttet et fattigdomsbegreb, hvorved man blev defineret som fattig, hvis man blot et enkelt år havde en lav indkomst.

Ifølge den nye definition skal man have haft lavindkomst i mindst tre år. Det er en mere realistisk og nuanceret tilgang. Ifølge den nye fattigdomsgrænse er der således ca. 42.200 fattige i Danmark. Til sammenligning mente AE-rådet for under et år siden, at der er en kvart million fattige i Danmark – altså næsten seks gange så mange. De økonomiske vismænd regnede sig en anelse mere nuanceret frem til et tal på 165.000 – næsten fire gange så mange. Og Red Barnet nåede frem til, at antallet af fattige børn i Danmark lå på 65.000.

Kommissionen skriver, at en økonomisk fattigdomsgrænse ikke dikterer, at problemerne skal løses på en bestemt måde. Men der er risiko for, at en politisk fastlagt officiel fattigdomsgrænse vil blive (mis)brugt til at blokere for visse typer af reformer, for eksempel reformer, der øger tilskyndelsen til at arbejde ved at reducere Danmarks – i international sammenligning – meget høje overførselsindkomster.

Der er intet belæg for at påstå, at personer, der i tre år tjener under 103.200 kr. efter skat, er fattige. Det er en arbitrært valgt grænse, og som kommissionen selv skriver, kan der i deres gruppe af såkaldte ”fattige” være personer med en selvvalgt lav indkomst, eller personer, hvor de reelle forbrugsmuligheder er undervurderet.

103.200 kr. svarer til 8.600 kr. om måneden (stadig efter skat). Det er en lav indtægt, men det er en indtægt man kan leve komfortabelt for, hvis man er sparsommelig. Udtrykket ”fattigdomsgrænse” er således misvisende. De fleste forbinder ordet ”fattig” – et meget følelsesladet ord – med en helt anden slags afsavn. Derfor havde det været mere passende, hvis man for eksempel havde kaldt det for en ”lavindkomstgrænse”.