Regeringen og KL lægger arm om milliardudgifter til herberger

ANALYSE: Udgifterne til herberger stiger, og nu vil regeringen overlade en større del af regningen til kommunerne. Men det vil næppe gøre kommunerne i stand til at fremtrylle flere billige boliger til hjemløse.

I en arbejdsgruppe under Finansministeriet forhandles diskret om en ny økonomisk styringsmodel for herbergsområdet.

Regeringens målsætning er at overlade en større del af regningen til kommunerne. De får ellers i dag refunderet 50 procent af udgifterne til herberg og forsorgshjem, hvilket sidste år kostede statskassen over en halv milliard.

Så mens Finansministeriet øjner en permanent besparelse, håber regeringen at opfylde regeringsgrundlagets ambition om at styrke kommunernes incitament til at skabe billige boliger, hvor de hjemløse kan bo, så de slipper for at være langtidslogerende på herberg.

Spørgsmålet er, om kommunerne selv med pistolen for panden vil være i stand til at fremskaffe boliger, som er billige nok.

I hvert fald må man konstatere, at housing first-strategien snart kan fejre 10-års jubilæum, uden at der er kommet mærkbart flere billige boliger til hjemløse.

Opholdstid på herberg stiger
Den nationale strategi fra 2009 går ud på, at en hjemløs tidligt i indsatsforløbet får et fast sted at bo, og samtidig modtager social støtte til at klare hverdagen.

På trods af valgløfter om 5.000 billige boliger og progressive politiske visioner om containerbyer er billige boliger stort set ikke eksisterende i København og Aarhus, hvor 70 procent af det stigende antal hjemløse ellers er koncentreret.

De må i stedet tage på herberg, hvor den gennemsnitlige opholdstid i de senere år også har været støt voksende.

Eskalerer misbrug og psykiske problemer
På de 72 danske herberg og forsorgshjem – som egentlig er tænkt som en midlertidig løsning for hjemløse – var den gennemsnitlige opholdstid i 2015 på 116 dage.

Den stigende opholdstid på herberg forekommer paradoksal, da fagfolk, forskere og politikere eller er enige om, at ingen har godt af at opholde sig på et herberg igennem længere tid.

Især for den hastigt voksende gruppe af unge hjemløse virker herberget som en katalysator for misbrug og psykiske problemer, som det efterfølgende bliver meget svært at komme tilbage fra.

En del af forklaringen på det stigende antal hjemløse og de længere opholdstider på herberg skal ifølge sociale organisationer og herbergsforstandere findes i en nedslidt psykiatri og regeringens kontanthjælpsloft.

Kan kommuner spekulere i refusion?
Når unge under 30 uden børn møder kontanthjælpsloftet, har de ud fra selv de mest mådeholdne budgetter højst 3.200 kroner om måneden til bolig – og det kommer man ikke langt for i København og Aarhus.

For svingdørspatienter "på udgang" fra psykiatrien vil herberget i mange tilfælde være eneste løsning, hvis de er for syge til at være i eget hjem.

En del af disse borgere tilhører målgruppen for et såkaldt paragraf 107-tilbud, som i juridisk forstand også er et midlertidigt tilbud, men hvor man kan bo permanent.

Set med Finansministeriets logik kan det for kommunerne være lettere at lade borgere blive langtidslogerende på herberg, hvor staten finansierer halvdelen, end overgå til et dyrere paragraf 107-tilbud.

Med i regeringens ræsonnement tæller også, at en del herberger på grund af driftsoverenskomst med kommunen ikke modtager der fulde beløb, som kommunen faktisk får refunderet fra staten. De penge kan kommunen så bruge et andet sted i socialforvaltningen.

Forhandler om trappemodel
Ifølge Altingets oplysninger forhandles der i Finansministeriet om en trappemodel på herbergsområdet, som minder om dem, man kender fra andre kommunalt forvaltede ydelser med statslig refusion.

Regeringen sigter angiveligt efter en model, hvor statsrefusionen på 50 procent fastholdes i de første tre måneders ophold på et herberg for derefter at falde.

På den måde kan kommunerne få styrket incitament til ikke at lade hjemløse blive hængende på herberg længere end højst nødvendigt.

Men ligesom man skal indskrives på et herberg, skal man også udskrives.

Og spørgsmålet er til hvad, hvis ikke kommunerne pludselig får fremtryllet en masse billige boliger?

Billige boliger bliver alt for dyre
Kommunernes Landsforening har givet klart udtryk for, at høje grundpriser og høje byggepriser simpelthen gør det umuligt at bygge boliger, som er billige nok.

Kommunerne har derfor efterlyst nye redskaber, hvis det skal lykkes at realisere housing first-strategien.

Men de aktuelle forhandlinger handler udelukkende om økonomistyring. Blandt de sociale aktører og hjemløseorganisationerne vækker det undren, at man ikke beskæftiger sig med instrumenter, der kan gøre det muligt for kommunerne og de almene boligselskaber at bygge billigere.

Bliver resultatet udelukkende en økonomisk tommelskrue på kommunerne, virker det nærliggende at spørge, om vi som samfund reelt har skippet housing first.

Forrige artikel Ildsjælen, der ikke egnede sig til at være frivillig Ildsjælen, der ikke egnede sig til at være frivillig Næste artikel Millionstøtte skal styrke kampen for anbragtes vilkår Millionstøtte skal styrke kampen for anbragtes vilkår