Fond: Regeringens socialpolitik hindrer aktivt udsatte familier i at modtage et rimeligt velfærdsniveau

Kommunale sagsbehandlere kunne på konferencen fortælle, hvordan blandt andet kontanthjælpsloftet gør det umuligt at give de ekstra ydelser, som der er behov for med henblik på at rette op på en umulig situation.

Derfor er der mange eksempler på, at problemerne vokser sig større i familier, der er absolut fattige, og hvor de voksne er i en livssituation, hvor politiske appeller, om at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, ikke giver nogen mening.

Skubbes ud af uddannelsessystemet

Nogle få dage efter vores konference indgik et politisk flertal en aftale med regeringen om et nyt kontanthjælpssystem. Tanken er blandt andet at forenkle systemet og under visse omstændigheder at gøre det muligt at tjene flere penge ved arbejde uden fradrag i ydelser.

Samtidig indføres der blandt andet et fritidstillæg til børn, medicintilskud og bedre børnetillæg. Det er forbedringer, og det er positivt.

Men se engang på de foreslåede nye grundtakster.

I fremtiden skal der kun være tre takster. Den forhøjede takst er 12.064 kroner om måneden, den mellemste er 6.955 kroner og den laveste 6.553 kroner. Det er taksterne før skat, og selv om skatten naturligvis er minimal på laveste takst, så kan de fleste forstå, at 6.500 kroner ikke er en indkomst, som et menneske kan leve for med blot et minimum af normal velfærd.

Nogle vil nu blive skubbet ud af uddannelsessystemet, fordi de ikke kan klare sig uden den særlige støtte.

Mette Blauenfeldt m.fl.
Bestyrelsesmedlem, Susi og Peter Robinsohns Fond

Og samtidig med at kontanthjælpsloftet og blandt andet 225 timers-reglen fjernes, indføres der nye begrænsninger. Som eksempel kan ægtefæller og samlevende som får den forhøjede takst maximalt modtage en boligstøtte på 350 kroner om måneden, uanset hvor høj deres husleje måtte være.

Det særlige optjeningsprincip siger, at man for at opnå den højeste kontanthjælp skal have været i Danmark ni af de seneste ti år og desuden have haft mindst 2½ års fuldtidsarbejde. Det har et klart sigte på udlændinge og specielt flygtninge og rummer sin egen socialpolitiske modsætning.

Ydelsen har intet at gøre med trang, fattigdom eller socialt behov.

Og så er det allerede blevet voldsomt kritiseret, at man fjerner et særligt tillæg til unge under 30 år med psykiske lidelser. Det er et afgørende vigtigt tillæg, som ofte gør det muligt for unge med psykiske diagnoser alligevel at få en uddannelse. Nogle vil nu blive skubbet ud af uddannelsessystemet, fordi de ikke kan klare sig uden den særlige støtte.

En politisk aftale er ikke lovgivning. På grundlag af aftalen skal der laves lovforslag, som skal vedtages, inden de nye regler kan rulles ud og implementeres. Vi kan håbe på forbedringer undervejs i processen.

Sociallovgivningen rummer store paradokser

Men et af de store problemer er, at man ikke for alvor gør op med et af de helt store paradokser i sociallovgivningen, nemlig det paradoks at forskellige regler modvirker hinanden og kan hindre den rigtige sociale indsats.

I nyere social historie har det været et grundprincip, at sociale grundydelser sikrer et minimum af velfærd, og at det offentlige system derudover kan yde ekstra støtte alt efter den enkeltes og familiens økonomiske, sociale og sundhedsmæssige forhold.

Det gælder banalt boligstøtten, der omfatter tusinder af mennesker, der ikke er socialt udsatte, men er tvunget til at betale huslejer, der ikke står i forhold til lave indtægter. Men det gælder også langt mere individuelle ydelser på grundlag af en særlig social situation.

Med kontanthjælpsloft og det, som man har kaldt ”selvforsørgelses- og hjemrejseydelser”, punkterede man systemet. Regeringen har sagt til både de socialt udsatte og til kommunernes sagsbehandlere, at uanset konkrete behov i den enkelte familie, og uanset trusler om voksende langtidsproblemer, så er der sat en prop i ydelserne.

Væk var respekten for den socialfaglige og sommetider den sundhedsmæssige individuelle vurdering.

Den nye aftale anerkender til dels dette problem ved for eksempel at indføre et generelt medicintilskud og et fritidstillæg. Men den indfører som nævnt nye grænser og lofter, som sender nye grupper ind i en form for økonomisk elendighed. Og økonomisk elendighed er ikke for stærkt et ord, når laveste grundsats er 6.553 kroner før skat om måneden for et voksent menneske.

Fra regeringens og flertallets side er der to hovedargumenter. Det ene er det ofte gentagne, om at det skal kunne betale sig at arbejde. Det andet, som siges knapt så direkte, er, at en stor gruppe af de mennesker, der er på de laveste ydelser, er mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk. Det er ganske kynisk.

Systemet modarbejder et beskedent velfærdsniveau til fattige

Som nævnt ved vi i fonden, som man gør det i de sociale organisationer, at mange af de dårligst stillede familier har en sådan kompleksitet af problemer, at argumentet, om at det skal kunne betale sig at arbejde, ingen som helst rolle spiller. De kan ikke arbejde.

Når systemet aktivt hindrer, at der er penge til et bare nogenlunde rimeligt men beskedent velfærdsniveau, så uddybes fattigdommen uanset enkeltindsatser.

Mette Blauenfeldt m.fl.
Bestyrelsesmedlem, Susi og Peter Robinsohns Fond

Fattigdomskonferencens fokus var at tænke i løsningsmuligheder for Danmarks fattige. Og der er mange eksempler på, hvordan konkrete indsatser i civilsamfundet kan gøre livet lidt lettere for fattige, ikke mindst ved at sikre inklusion af børnene i positive aktiviteter og indsatser.

Der kan gøres meget, men til syvende og sidst handler fattigdom om penge. Og når systemet aktivt hindrer, at der er penge til et bare nogenlunde rimeligt men beskedent velfærdsniveau, så uddybes fattigdommen uanset enkeltindsatser.

Med statsministeren i spidsen taler politikere i disse år om, at man skal regelsætte mindre og overlade mere ansvar til mennesker, der med faglighed har fingeren på pulsen.

Hvorfor så ikke lade disse fagfolk få frihed til at vurdere udsatte familiers sociale og økonomiske situation, og hvorfor ikke give dem chancen for at sikre de enkelte familier nogle kår, der kan mindske traumerne og forbedre nogle fattige børns livsperspektiv?