S-forslag møder kritik hos aktører

SOCIALE JOBS: Det skal være slut med passiv forsørgelse, lyder det fra Socialdemokraterne, der vil have kontanthjælpsmodtagere ud i "sociale virksomheder". Fin tanke, men dårlig politik, lyder det fra aktører.
Foto: Colourbox
Morten Øyen
Fakta

Socialdemokraterne vil i deres socialpolitiske forslag afskaffe starhjælp, 450-timers-reglen og kontanthjælpsloftet. De vil dog indføre en fattigdomsgrænse i Danmark og kræve, at folk på kontanthjælp, foruden det almindelige arbejdsmarked, skal stå til rådighed for såkaldte sociale virksomheder.
Sociale virksomheder må ikke tjene penge, men løse samfundsrelevante opgaver, som eksempelvis madlavning eller tøjvask for offentlige institutioner.


Kilde: Socialdemokraterne
Det skal være slut med passiv forsørgelse, mener Socialdemokraterne, der i denne uge præsenterede et forslag om, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde i sociale virksomheder som modydelse for kontanthjælpen.

Men forslaget møder modstand hos fagbevægelsen, og erhvervslivet kan heller ikke støtte op om forslaget, som de mener vil koste private arbejdspladser.

Sympatisk, men ...
Både hos fagbevægelsen og erhvervslivet synes man, forslaget er meget sympatisk, men ikke helt gennemtænkt:

"Vi har et et samfundsmæssigt ansvar for at alle får en chance, også folk på sociale ydelser. Sociale virksomheder kan måske være med til at spille en aktiv rolle her, det må bare ikke ende med et nyt opbevaringssted," siger forbundsformand i FOA Dennis Kristensen.

LO's næstformand, Lizette Risgaard, mener beslutningen er et nybrud, som hun ikke bryder sig om:

"Sådan som jeg hører forslaget, så handler det om, at man ikke får kontanthjælp, hvis man ikke yder en indsats. Men sådan hænger tingene altså ikke sammen i min verden," siger hun.

Lizette Risgaard havde hellere set, at opmærksomheden blev rettet mod det eksisterende erhvervsliv, så flere virksomheder ville oprette fleks- og skånejobs.

Vil koste private jobs
Hos erhvervslivet forstår man fagbevægelsens bekymringer, men tilføjer, at de frygter, Socialdemokraternes forslag vil komme til at koste privatansatte deres jobs:

"De virksomheder, der forsøger at få en forretning til at køre på de her områder, de vil få det utroligt vanskeligt, hvis offentligt støttede virksomheder vil komme og tilbyde nogle af de samme ting," siger Steen Nielsen, der er arbejdsmarkedspolitisk chef i DI.

Han tilføjer, at forslaget også vil gå ud over serviceniveauet:

"På alle de felter, Socialdemokraterne foreslår disse sociale virksomheder, findes der jo private virksomheder allerede i dag. At offentlige selskaber skal ind og blande sig her, vil kun føre til dårligere og dyrere løsninger. Og det kan vi ikke være tjent med. Hverken som skatteydere, som skal betale for det, men heller ikke som brugere af det offentlige. Der ønsker vi jo også den bedst mulige service."

Mere bør gøres
Steen Nielsen deler dog ønsket om, at mere kan gøres for at få flere kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet. Det skal dog ikke ske ved at tage konkurrencen op med private virksomheder, men ved at forbedre deres muligheder:

"Mange får jo et job, men når der er nogle, som ikke gør, er det ofte fordi, de mangler nogle kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet. Det skal vi være bedre til at give dem, og jobcentrene bedre til bagefter at gøre opmærksomme på dem, så virksomhederne kan få øje på dem," siger Steen Nielsen.

Dennis Kristensen deler DI's ønsker om, at mere kan gøres for dem på kontanthjælp, og vil heller ikke helt afvise Socialdemokraternes ide:

"Det er vigtigt at få åbnet døren, også for dem, der er lidt skæve og ikke lige passer ind. Der er perspektiver i at få folk, der længe har manglet tilknytning til arbejdsmarkedet, vænnet til at indgå i et arbejdsfællesskab. Det er arbejdspladsens karakter som andet end nytteløs beskæftigelse der er vigtigt. Folks arbejde skal give mening, så man får dem tilbage til arbejdsmarkedet."

Men hvad siger FOA til kravet om, at man arbejder for sin kontanthjælp?

"Det offentliges forsørgelse er jo ikke tænkt som forsørgelse, men som kompensation for, at man ikke har et arbejde. Samfundet har glæde af, at alle kan være med til at bidrage - den tanke har jeg altid godt kunnet lide," siger Dennis Kristensen.

0:000:00