Skolegang skal stå centralt i plan for anbringelse

Af Helle Tilburg Johnsen
Afdelingschef i Børns Vilkår

Uddannelse kan være en afgørende vej ud af negativ social arv, men i det socialfaglige arbejde oplever vi desværre alt for ofte, at der i udredningsarbejdet og diverse handleplaner er stort fokus på sociale tiltag, mens skolegangen bliver mere end sekundær.

Hvis regeringen skal nå sit mål om, at hvert andet udsatte barn og ung i 2020 får en ungdomsuddannelse, skal skolegangen stå helt centralt i kommunernes planer for anbragte børn og unge.

Skolegangen som bureaukratiets gidsel
Et eksempel på, hvordan skolegangen bliver taget som bureaukratiets gidsel, er historien om 15-årige Elisabeth. Hendes mor er psykisk syg, og hendes far slår. Hun trives derfor rigtig dårligt, forlader hjembyen og flytter til sin tante, som hun er tæt knyttet til.

Tanten hjælper Elisabeth med at få kontakt til en professionel bisidder fra Børns Vilkår, der skal hjælpe hende med kontakten til kommunen. Elisabeth ønsker at blive netværksanbragt og færdiggøre sin 9. klasse, og hun vil have en uddannelse.

Elisabeth er psykisk skrøbelig, og tilstanden bliver ikke bedre af at være uden for de vante rammer og væk fra skolen. Fagligt er hun imidlertid stærk og ønsker at kunne starte på en skole tæt på tanten hurtigst muligt.

Skoler - såvel de interne som folkeskolerne - skal være gearet til at inkludere denne gruppe af sårbare børn og unge, sådan at læringsmålene fra handleplanen bliver ført ud i livet.

Helle Tilburg Johnsen
Afdelingschef i Børns Vilkår

Kommunen er positivt indstillet. Men det kan ikke lade sig gøre, så længe faderen har forældremyndigheden og ikke indvilger. Den ekstra dårlige nyhed for Elisabeth er, at der kan  gå op til fire måneder, før kommunen har pligt til at afslutte den socialfaglige undersøgelse, der skal udgøre grundlaget for en eventuel anbringelse.

Fire måneder uden skolegang i 9. klasse er lang tid, og Elisabeths historie er desværre ikke enestående. Efter at have bisiddet over 1000 børn med sager i kommunen er erfaringen, at et barns skolegang ofte afbrydes, hvis et barn skal anbringes, eller der skal laves en ny foranstaltning.

Vi oplever også, at der går måneder uden skolegang, eller udsatte børn får en specialløsning med ganske få fag i lange perioder. Det er ærgerligt. Først og fremmest for barnet, der har ret til at gå i skole og modtage undervisning. For slet ikke at tale om, hvad det betyder for et barn ikke at kunne rummes, høre til og være en del af et fællesskab.

Inddrag barnet
Skolegangen skal prioriteres anderledes højt i det socialfaglige arbejde. For det første kræver det, at børn og unge inddrages omkring deres ønsker til skole, drømme om uddannelse osv. Og at barnets stemme på det område står stærkt i den socialfaglige undersøgelse.

Ofte oplever vi desværre, at anbragte børn og unge ønsker at gå på en anden skole end der, hvor de er blevet placeret af kommunens Pædagogiske-Psykologiske Rådgivning (PPR). Børnene har oplevelser, holdninger og forventninger i forhold til deres skolegang, som vi skal være lydhøre overfor og inddrage i de vigtige beslutninger, som bliver truffet for et barn eller ung.

Uddannelse bør også have et stærkt fokus i handleplanerne, så specifikke mål om læring fremgår og jævnligt kvalitetssikres og følges op. Det vil sende et stærkt signal om, at uddannelse er en afgørende faktor for barnet og den unges fremtidige livsmuligheder.

Ekspertise og ressourcer skal følge med
Fra SFI’s forløbsundersøgelse ved vi, at en ret stor andel af anbragte børn udelukkende modtager specialundervisning enten i ’normalsystemet’, på specialskoler eller interne skoler på anbringelsesstedet.

Sammenlignet med børn i almindelighed halter flere anbragte børn bagud fagligt, de har dobbelt så hyppigt problemer med trivslen. Desuden har anbragte børn i langt videre udstrækning end børn i almindelighed fået en diagnose og lider hyppigere af børnepsykiatriske sygdomme.

Skoler – såvel de interne som folkeskolerne - skal være gearet til at inkludere denne gruppe af sårbare børn og unge, sådan at læringsmålene fra handleplanen bliver ført ud i livet. Det er ikke en let opgave: Den kræver specialviden omkring adfærd, kontakt og trivsel både hos den enkelte lærer og på skolen som helhed. Og opgaven kræver ressourcer og tæt opfølgning på tværs af faglige skel i samarbejdet mellem skole, PPR og socialforvaltning.

I tilfældet med Elisabeth kan PPR ikke komme på banen, før kommunen har afsluttet sin undersøgelse. Der er deadline om fire måneder, og indtil da befinder Elisabeth sig i ingenmandsland og uden skolegang.

Kommunen bør have mulighed for at lave en dispensation fra loven, så Elisabeth selv kan vælge en anden skole, indtil der er truffet en beslutning om hendes fremtid. En skolegang, der har betydning for at Elisabeth kan komme videre med sit liv både på den korte og lange bane. Men også en skolegang, der pt. er taget som gidsel, mens bureaukratiet går sin gang.

Elisabeths navn og identitet er sløret.