Debat

Socialdirektør: Opret landsdækkende økonomikrisecentre

DEBAT: Mange danskere har ikke styr på deres økonomi, og det kalder derfor på landsdækkende økonomikrisecentre. Det skriver Søren Liner Christensen, socialdirektør i Herning Kommune.

Mere end en halv million danskere er registreret i RKI. Det er et landsdækkende problem – og det kalder på landsdækkende økonomikrisecentre. Det skriver Søren Liner Christensen, socialdirektør i Herning Kommune.
Mere end en halv million danskere er registreret i RKI. Det er et landsdækkende problem – og det kalder på landsdækkende økonomikrisecentre. Det skriver Søren Liner Christensen, socialdirektør i Herning Kommune.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Liner Christensen
Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Herning Kommune

I denne juletid købes der lystigt gaver til udpakning juleaften. Nogle gange får vi, hvad vi ønsker, andre gange synes giver ikke helt at have skelet til ønskesedlen.

På min ønskeseddel til nye sociale 2020-mål står kun et ønske.

Jeg ønsker mig så brændende landsdækkende økonomikrisecentre, hvor der kan ydes gratis uvildig økonomisk rådgivning i privatøkonomi.

Der er så mange, som ikke har styr på deres egen økonomi. Det fører til store sociale udfordringer ikke blot for dem selv, men også for deres familie og børn. Dårlig økonomi giver nemlig oftest et dårligt liv.

Den landsdækkende, frivillige humanitære organisation, Dansk Folkehjælp, yder nogle steder i landet hjælp til udsatte borgere, som er kommet i økonomisk uføre. Helt konkret hjælper de disse borgere med at skabe overblik over økonomien og undgå at blive fanget i en negativ gældsspiral. Et fantastisk privat initiativ, som med frivillige kræfter gør en forskel for mennesker, som har haft meget let ved at stifte gæld, men som har utrolig svært ved at komme af med den.

Jeg ønsker mig så brændende landsdækkende økonomikrisecentre, hvor der kan ydes gratis uvildig økonomisk rådgivning i privatøkonomi.

Søren Liner Christensen
Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Herning Kommune

Det er utrolig vigtigt, at den slags initiativer finder sted i privat regi – og at det offentlige understøtter dem. For private hjælpeorganisationer kan give råd, som vi offentlige myndigheder ikke kan. For eksempel sige til borgeren: Sørg for at betale din husleje, daginstitution og mad, før du afdrager på tåbelige kviklån. Indret dit liv som professionel skyldner, hvis din gæld er håbløs.

Nogle tillægsønsker
Jeg har også nogle tillægsønsker, som kan understøtte indsatsen i økonomikrisecentrene.

Et af dem handler om, at undervisningen i økonomi skal fylde mere i folkeskolens afgangsklasser. Folkeskolen har blandt andet som formål at forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i samfundet med frihed og folkestyre, og skolen skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Børn i familier, hvor økonomien sejler, er ikke ligeværdige med børn fra familier, som har styr på den slags. Det giver derfor rigtig god mening at sætte ind tidligt og lære børnene, hvordan et ganske almindeligt husholdningsbudget hænger sammen. Og hvordan en tilsyneladende attraktiv månedlig rente kan betyde, at det samlede afdrag mangedobles i forhold til det lånte beløb.

Mit andet tillægsønske er, at vi får moderniseret loven om gældssanering, så den kommer til at følge lovgivningen om forældelse. I henhold til sidstnævnte bliver et krav nu som hovedregel forældet efter tre år. Men afdragsperioden i gældssaneringer er enten tre eller fem år. Den treårige ordning er den mest lempelige i forhold til de krav, man skal opfylde, og gælden bliver afviklet hurtigere. Som skyldner kan man se sig ud af en periode på tre år, mens fem år kan forekomme uoverskueligt.

Et landsdækkende problem
Sidst, men ikke mindst har jeg et ønske om, at vi får en lovgivning, der beskytter borgerne mod kviklån med renter, der mest af alt kan karakteriseres som åger. Det kan for eksempel være et loft over renten og tidsforsinkelse på lånet, så det først bliver udbetalt efter 14 dage. Sidstnævnte kan være med til at lægge en dæmper på alt for dyre impulslån. Samtidig vil det give borgeren mulighed for at fortryde lånet inden for de 14 dage.

Mere end en halv million danskere er registreret i RKI. Det er et landsdækkende problem – og det kalder på landsdækkende økonomikrisecentre. Og der er flere finansieringsmuligheder, for eksempel SATSpulje-midlerne eller ved at sætte økonomikrisecentrene på Finansloven.

Det er en julelov – find pengene!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Linér Christensen

Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse, Herning Kommune
cand.merc.aud. (Handelshøjskolen i Århus 1986)

0:000:00