Uvist hvorfor tidsgrænse for sygedagpenge overskrides

SYGEDAGPENGE: 6.200 danskere rammes af tidsbegrænsningen for sygedagpenge, men ingen ved hvorfor. Oppositionen vil igen fjerne tidsbegrænsningen, men DF er imod.
Der findes ingen statistik, der belyser, hvilke årsager der er til, at borgerne ophører med at modtage sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen. Det har Inger Støjberg oplyst Arbejdsmarkedsudvalget.
Der findes ingen statistik, der belyser, hvilke årsager der er til, at borgerne ophører med at modtage sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen. Det har Inger Støjberg oplyst Arbejdsmarkedsudvalget. Foto: www.damsbo-andersen.dk
Kristian Aaskov Nielsen
Fakta
Om sygedagpenge
Den sygemeldte har ret til sygedagpenge i 52 uger, hvorefter der er en række forlængelsesmuligheder.

Ifølge Beskæftigelsesministeriets egen opgørelse har 6.200 mennesker mistet sygedagpengene efter at være kommet ud over mulighederne for forlængelse.

Ifølge Lennart Damsbo-Andersen er der mellem 1.500 og 2.000, som har mistet al forsørgelse, fordi man på kontanthjælp bliver afhængig af blandt andet ægtefællens indtægt.

Arbejdsmarkedsudvalget havde i sidste uge en mand i deputation med svær slidgigt. De svære komplikationer gør det umuligt at lave afklaring for, hvornår og hvor meget han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Nu har manden mistet sine sygedagpenge, fordi tidsgrænsen er overskredet.

"Når vi har personer inde, bliver problemerne indkapslet omkring noget enkelte situationer. Derfor kunne det være godt en en statistik på, hvad der er årsagen til, at folk mister sygedagpenge," siger Lennart Damsbo-Andersen (S).

Enkelthistorier som denne fik Arbejdsmarkedsudvalget til i februar at bede beskæftigelsesministeren om at redegøre for de 10 hyppigste grunde til, at borgere falder for sygedagpengenes varighedsbegrænsning.

Ingen ved hvorfor
Men den statistik, som Lennart Dambo-Andersen og udvalget efterlyser, findes ikke. Det kom frem af Inger Støjbergs (V) svar til Arbejdsmarkedsudvalget.

"Der findes ikke data, der belyser, hvilket årsager der er til, at borgerene ophører med at modtage sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen eller ophør af forlængelsesmuligheder," skriver Inger Støjberg i sit skriftlige svar.

Det mener Lennart Damsbo-Andersen siger meget om regeringen.

"Det er ikke noget, regeringen tager særlig seriøst. Hvis man tænker på, at der er 6.000 mennesker, der mister sygedagpengene, så er det ikke godt nok, at man ikke engang kigger på årsagen," siger Lennart Damsbo-Andersen.

Oppositionen vil fjerne varighedsbegrænsningen - DF imod
For at undgå, at folk står uden forsørgelse har SF, De Radikale, Enhedslisten og Socialdemokraterne fremsat forslaget om, at varighedsbegrænsning for sygedagpenge afskaffes.

"Vi taler om folk, der er syge. De ville være berettet til sygedagpenge, hvis ikke det var fordi, de var faldet for varighedsbegrænsningen. Det er ikke dovne eller raske, som mister sygedagpengene," siger Lennart Damsbo-Andersen, som er ordfører på forslaget for Socialdemokraterne.

Men det forlag kan Dansk Folkeparti ikke bakke op.

"Hvis vi fjerner varighedsbegrænsningen, så vil kommunerne holde op med at sagsbehandle. De vil dermed slække på indsatsen for at få dem tilbage til arbejdsmarkedet. Så vil de blive skubbet i glemmebogen," siger Bent Bøgsted med henvisning til Sverige, hvor man netop har indført en varighedsbegrænsning, fordi systemet var løbet løbsk.

DF: Kommunerne skal stramme op
Bent Bøgsted mener ikke, problemet kan løses på Christiansborg. Han peger også på, at kommunerne har en del af ansvaret.

"En stor del kunne hentes, hvis kommunerne lavede en lynhurtig sagsbehandling i stedet for at trække det i langdrag," siger Bent Bøgsted.

Han vedkender, at Folketinget har et ansvar, men mener også, at man har åbnet for mulighederne.

"Noget af ansvaret ligger også inde i Folketinget. Det er også derfor, vi har lavet nogle forlængelsesmuligheder," siger Bent Bøgsted.

Tager bid for bid
Og de forlængelsesmuligheder ser oppositionen som et fingeraftryk, efter at man hele tre gange har fremsat forslaget. Det har ifølge Lennart Damsbo-Andersen fået den borgerlige blok til at indse, at der skulle rettes ind.

"Der kommer små forbedringer hele tiden. Det tager vi som et argument for at blive ved med at fremsætte det her forslag. Vi kan jo se på de mennesker, som henvender sig, at det rammer helt skævt. Hvis ikke vi kan få lavet denne beslutning af en gang, så må vi tage den i små bidder," siger Lennart Damsbo-Andersen.

Og han vil gerne tage forslaget op igen.

"Vi tager den gerne i fjerde samling. Den dag, vi kommer i regering, så fjerner vi varighedsbegrænsningen," siger Lennart Damsbo-Andersen og henviser til Socialdemokraternes finanslovsforslag for 2010, hvor der er afsat penge til at dække den omkostning.

Oppositionens forslag blev førstebehandlet 25. februar og skal andenbehandles 8. april.

0:000:00