Debat

Dansk Sygeplejeråd: Regeringens planer om udflytning kan forværre sygeplejerskemanglen

Uddannelsespladserne skal være der, hvor de studerende er, og hvor der er brug for dem efterfølgende. Hvis der lukkes uddannelsespladser i de store byer, frygter jeg, at den mangel, som vi i dag allerede står med, bliver endnu større, skriver Dorthe Boe Danbjørg.

Et politisk mål om et Danmark i balance risikerer at blive et Danmark i ubalance, skriver Dorthe Boe Danbjørg.
Et politisk mål om et Danmark i balance risikerer at blive et Danmark i ubalance, skriver Dorthe Boe Danbjørg.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Dorthe Boe Danbjørg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skal sygeplejerskemanglen fortsætte, eller skal vi gøre noget ved den? Det er det spørgsmål, som vi må stille os i disse uger.

Med regeringens planer om at udflytte uddannelsespladser, risikerer vi at gøre situationen værre. Sygeplejerskemanglen kan blive endnu større, hvis oprettelse af uddannelsespladser i de mindre byer sker på bekostning af uddannelsespladser i de store byer. Dansk Sygeplejeråd bakker op om, at så mange unge mennesker får en uddannelse, uanset hvor i landet de bor. Rigtig mange af dem bor i de store byer.

Sygeplejerskeuddannelsen har i mange år været den anden mest søgte uddannelse, og professionshøjskolerne optager i dag mere end 4.000 sygeplejerskestuderende fordelt på 24 uddannelsessteder i hele landet. Hvert år afvises mere end 1.000 kvalificerede ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen, primært i de store byer, og det tal vil ikke blive mindre med en udflytning.

Pladserne skal være der, hvor de studerende er

Cirka hver anden rekruttering i Hovedstaden er forgæves. Det er en katastrofe for sundhedsvæsenet og for patienterne

Dorthe Boe Danbjørg
Næstformand, Dansk Sygeplejeråd

Der er i dag massiv mangel på sygeplejersker i Hovedstaden. Den seneste opgørelse fra Styrelsen for Rekruttering og Arbejdsmarked fra december viser, at cirka hver anden rekruttering i Hovedstaden er forgæves.

Det er en katastrofe for sundhedsvæsenet og for patienterne. Derfor er det også rigtig positivt, at professionshøjskolerne lægger op til at udvide antallet at uddannelsespladser på sygeplejerskeuddannelsen med cirka 480 frem mod 2030.

Men pladserne skal være der, hvor de studerende er, og hvor der er brug for dem efterfølgende. Hvis konsekvensen af den politiske aftale bliver, at der lukkes uddannelsespladser i de store byer, frygter jeg, at den mangel, som vi i dag allerede står med, bliver endnu større.

Spørgsmålet er, om politikerne ønsker at løbe den risiko, at sygeplejerskemanglen stiger yderligere ved lukning af uddannelsespladser i de store byer. Det håber jeg ikke.

Så mange pladser som overhovedet muligt

Jeg håber i stedet, at der er politisk vilje til at tage ansvaret på sig og ikke udflytte uddannelsespladser på sygeplejerskeuddannelsen til de mindre byer på bekostning af de store byer.

Vi har brug for sikre så mange uddannelsespladser som overhovedet muligt både i de mindre byer og de store byer. Det må og skal være et både-og og ikke et enten-eller. Et politisk mål om et Danmark i balance risikerer at blive et Danmark i ubalance.

Det handler ikke alene om, at blot at flytte rundt på uddannelsespladser. Det handler også om at sikre, at der er tilstrækkeligt med praktikpladser til de sygeplejerskestuderende, og her ligger der også en storpolitisk opgave.

Der er i dag flere steder i sundhedsvæsenet, som ikke tager sygeplejerskestuderende i praktik, for eksempel almen praksis. Vi har brug for, at alle dele af sundhedsvæsenet bidrager til at løfte opgaven med at uddanne fremtidens sygeplejersker.

Hvis udflytning af eksisterende pladser på sygeplejerskeuddannelsen fastholdes, bør aftalepartierne forpligte sig på at følge det årlige ansøgertal nøje med henblik på, om der er uudnyttede uddannelsespladser med mulighed for at flytte pladser tilbage til de store byer. Vi har ikke råd til at have ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg fraråder, at man tager chancen og opfordrer til, at vi bevarer uddannelsespladserne på sygeplejerskeuddannelsen i de store byer, så vi ikke risikerer yderligere mangel på sygeplejersker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dorthe Boe Danbjørg

Forkvinde, Dansk Sygeplejeråd
ph.d. i sundhedsvidenskab (Syddansk Uni. 2015), cand.cur. (Aarhus Uni. 2007), sygeplejerske (Odense Sygeplejeskole 2000)

0:000:00