Debat

Dansk Tandsundhed: Nyt toårigt praksisforløb kan koble tandlægeuddannelsen bedre til arbejdsmarkedet

Tandlægeklinikkerne bør tænkes ind i den kliniske del af undervisningen, som i dag foregår på tandlægeskolerne. Det kan gøres med et nyt toårigt praksisforløb, som skal være en del af den normerede uddannelsestid, og som skal erstatte den nuværende praktiske oplæringsperiode på et år, skriver Jens Mondrup.

Vi ser meget gerne, at det sidste år i praksisforløbet kan foregå på en tandlægeklinik, som akkrediteres til opgaven, skriver Jens Mondrup. 
Vi ser meget gerne, at det sidste år i praksisforløbet kan foregå på en tandlægeklinik, som akkrediteres til opgaven, skriver Jens Mondrup. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Jens Mondrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Uddannelsesområdet har fyldt meget i den politiske debat siden præsentationen af regeringens udspil 'Forberedt på fremtiden I', hvor cirka hver anden kandidatuddannelse står til at blive skåret ned med et år.

Formålet med udspillet er at sikre et nyt kandidatlandskab, der tager højde for, at mange studerende finder overgangen til arbejdsmarkedet vanskelig og med begrænsede muligheder for at arbejde under kandidatuddannelsen.  

I Dansk Tandsundhed har vi forståelse for ønsket om at skabe større sammenhæng mellem studieforløb og overgangen til arbejdsmarked. Derfor anbefaler vi regeringen at rette fokus mod det tandplejefaglige område, hvor der er mulighed for netop at ændre uddannelsens struktur, uden det går ud over kvaliteten eller sender udgifterne i vejret.

Kortere uddannelse og mere klinik

At være tandlæge eller tandplejer er på mange måder et håndværk. Der er ingen tvivl om, at den teoretiske del er afgørende forudsætning for at kunne udføre arbejdet som behandler. Men det er i mødet med patienterne, at den enkelte tandlæge eller tandplejer, får de praktiske forudsætninger for at kunne udfylde rollen som behandlere.

Vi ser gerne, at man øger optaget på tandlæge- og tandplejerstudierne og udnytter, at de studerende gerne vil gå den tandplejefaglige vej.

Jens Mondrup
Formand, Dansk Tandsundhed

Derfor ser vi gerne, at man tænker tandlægeklinikkerne ind i den kliniske del af undervisningen, som i dag foregår på tandlægeskolerne i København og Århus.

På tandlægeuddannelsen kan det gøres med et nyt toårigt praksisforløb, som skal være en del af den normerede uddannelsestid, og som skal erstatte den nuværende praktiske oplæringsperiode på et år. Vi ser meget gerne, at det sidste år i praksisforløbet kan foregå på en tandlægeklinik, som akkrediteres til opgaven.

For tandplejere skal det være muligt med flere og længere praktikforløb, både under og i afslutningen af uddannelsen. De akkrediterede klinikker bør samtidig være af en vis størrelse, så de studerende får mulighed et så bredt fagligt indblik som overhovedet muligt. Og så bør en del af klinikkerne være i yderområder, da det på sigt kan bidrage til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til de områder, hvor behandlerkapaciteten allerede nu er under pres.

Selvom forslaget ikke skærer et år af kandidatuddannelsen, vil det bidrage til at sikre en glidende overgang fra studie til arbejdsmarkedet og give en bedre indgang til selve behandlingshåndværket, hvilket er helt i tråd med intentionen i regeringens udspil.

Læs også

Øg optaget på studierne

Et andet potentiale er efterspørgslen på studiepladser. I en tid, hvor der er stort pres på sundhedsvæsenet, og hvor nogle sundhedsuddannelser også presses hårdt af manglen på ansøgere, skiller både tandlæge- og tandplejerstudierne sig positivt ud. På tandlægestudiet på Københavns Universitet blev blot 100 ud af 1190 ansøgere blev optaget (snit på 10,3), mens 88 af 911 ansøgere blev optaget på Aarhus Universitet.

For tandplejere blev der i 2022 blev der optaget 81 af 437 ansøgere på Århus Universitet, mens tallet for København lå på 78 af 634. Adgangskvotienten for optag var henholdsvis 10,2 for tandlæger og 8,8 fortandplejere på Aarhus Universitet, mens kvotienten var 10,3 for tandlæger og 9,1 for tandplejere i København.

Der er altså stor interesse for tandlæge- og tandplejerstudierne med et særdeles stærkt ansøgerfelt, hvor ellers kvalificerede ansøgere desværre ikke optages. Derfor ser vi gerne, at man øger optaget på begge studier og netop udnytter, at de studerende gerne vil gå den tandplejefaglige vej.

Som branche vil vi kunne kvittere for interessen med et job i en spændende branche med rig mulighed for efteruddannelse og arbejde i stærke faglige fællesskaber. Investeringen vil derfor være til stor gavn, både for de studerende og den tandplejefaglige branche, men væsentligst for tandsundheden i Danmark.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Mondrup

Formand, Dansk Tandsundhed, adm. direktør, Colosseum Tandlægerne
International business and administration (CBS 1989)

0:000:00