Behov for mere brugerbetaling i sundhedsvæsnet?

Et centralt argument for at indføre brugerbetaling er, at forbruget af unødvendige kontakter med sundhedsvæsenet er for højt. Men at dømme ud fra den overordnede statistik, som er til rådighed, ser det ikke ud til, at forbruget af sundhedsvæsnet i Danmark er markant forskelligt fra forbruget i landene omkring os. Et andet argument - og det er måske vigtigere - er, at egenbetalingen kan forbedre de offentlige budgetter.

Den økonomiske samarbejdsorganisation OECD udgiver hvert år nøgletal om landenes sundhedssektorer. I Danmark er antallet af lægekonsultationer 4,6 per indbygger om året. Gennemsnitligt set går en dansker altså til læge 4,6 gange om året.

Det er noget mere end i Sverige, hvor antallet at lægekonsultationer er 3 per indbygger, men omtrent det samme som i Norge og Finland (5,2 henholdsvis 4,2 konsultationer per indbygger) og i Storbritannien (5 konsultationer), men også noget lavere end i Tyskland (9,7 konsultationer).

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at der er brugerbetaling på lægekonsultationer i Norge, Sverige, Finland og Tyskland. Ud fra denne betragtning ser det således ikke ud til, at der er et højere forbrug af lægekonsultationer i Danmark sammenlignet med disse fire lande.

De indtægter, der kan komme ved at indføre brugerbetaling på lægehjælp, hvor der i dag ikke er brugerbetaling, kan bruges til at reducere brugerbetalingen på andre områder. Fx på tandlægehjælp og medicin, som er de to områder, hvor den største del at brugerbetalingen ligger på og stort set altid har ligget på. Provenuet fra brugerbetaling vil også kunne bruges til formål uden for sundhedsvæsenet, herunder til skattelettelser.

 

Christian Kronborg
Lektor, COHERE, Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi

Det samme billede tegner sig, når man ser på forbruget af sygehuse. I Danmark er der cirka 17.000 udskrivninger per 100.000 indbyggere. Det er omtrent det samme som i Norge, Sverige og Finland, men højere i forhold til Storbritannien (14.000 udskrivninger per 100.000 indbyggere) og markant lavere end i Tyskland (24.000 udskrivninger pr. 100.000 indbyggere).

Et problem med nøgletallene fra OECD er dog, at de ikke siger noget om, hvor mange personer der har haft lægekonsultationerne eller været indlagt på et sygehus.

Et mislykket forsøg
I netop Tyskland blev der i 2004 indført brugerbetaling på lægebesøg på grund af stigende udgifter og det høje forbrug af lægekonsultationer sammenlignet med forbruget i Europa i øvrigt. Betalingsordningen blev sammensat således, at der var en egenbetaling på 10 euro for det første lægebesøg i hvert kvartal.

Denne betalingsordning havde dog ingen virkning på forbruget. Den manglende virkning er blevet tilskrevet måden, hvorpå betalingsordningen blev sammensat. Når man har haft den første lægekonsultation i et kvartal, og dermed betalt de 10 euro, er der ikke udgifter forbundet med yderligere konsultationer i samme kvartal. Det økonomiske incitament for at begrænse antallet af konsultationer forsvinder efter det første besøg.

Finansiering som argument
Et andet argument for at indføre brugerbetaling er at skaffe finansiering til sundhedsvæsenet. De analyser, som blandt andre Velfærdskommissionen har udført, viser da også, at patienternes betaling for deres ydelser har den største virkning på de offentlige udgifter til sundhedsvæsnet. Nok vil der være færre kontakter med deraf følgende besparelser til følge, men det største bidrag til forbedringer af de offentlige budgetter kommer fra de indtægter, der vil være fra patienternes egenbetaling.

De indtægter, der kan komme ved at indføre brugerbetaling på lægehjælp, hvor der i dag ikke er brugerbetaling, kan bruges til at reducere brugerbetalingen på andre områder. Fx på tandlægehjælp og medicin, som er de to områder, hvor den største del at brugerbetalingen ligger på og stort set altid har ligget på. Provenuet fra brugerbetaling vil også kunne bruges til formål uden for sundhedsvæsenet, herunder til skattelettelser.