Foreningen Sind: Psykiatriens udfordringer skal løses sammen med borgere

Vi lever i en tid med det, samfundsforskere kalder ”vilde problemer”. Altså problemer, som ikke bare kan løses gennem én videnskabsgren eller af ét eller to ministerier.

Og også problemer, som ikke kun kan løses økonomisk eller strukturelt, men også kræver deltagelse af den enkelte borger. Et sådan problem er psykiatrien.

Psykiatriens vilde udfordringer
”Vilde problemer” opstår primært på områder, som handler om menneskelig deltagelse, hvilket jo gælder for det meste politikudvikling. Og jo mere problemet handler om enkeltpersoner, jo vildere bliver problemet.

Dette er psykiatriens udfordring. En udfordring, som har eksisteret i mange år, men som er blevet vildere med samfundets stigende individualisering og normopløsning. Tidligere havde staten og dermed sundhedssystemet og det sociale system en myndighedsfunktion og kunne dermed sætte normen for problemløsningen.

Systemet havde en holdning til, hvad sund adfærd handlede om, og psykisk helbredelse betød derfor tilpasning til systemets normer.

Nuværende løsninger skaber problemer

I dag er situationen en ganske anden. Systemet har i dag en servicerende rolle, som forventes at facilitere den enkeltes identitetsdannelse og selvudfoldelse. Værdier er relative og det er op til den enkelte at udvikle og udfolde sit eget værdisæt.

Hvilke værdier, der gælder for det sunde og rigtige liv er dybest set op til den enkelte

Johannes Bertelsen
Lokalformand, Foreningen Sind

Dette betyder ikke, at samfundet ikke har holdninger til, hvordan den enkelte bør opføre sig. Tænk bare på Socialdemokratiets parole, ”Du skal yde for et nyde”. 

Men netop statslige styringsforsøg ovenfra bidrager kun til at gøre problemer ”vildere”, fordi de ofte ikke matcher problemets løsningsbehov. Tænk bare på vaccineudfordringen i visse lande eller vort eget problem med at integrere indvandrerkvinder.

For psykiatrien eskalerer problemstillingen yderligere, fordi man gerne vil gøre området til eksakt videnskab. Når man læser det netop udkomne faglige grundlag for en ny psykiatriplan udsendt af Sundhedsstyrelsen er det mest brugte ord ”evidens”.

Evidens kan ses fra to sider

Både forskningsarbejdet og behandlingsarbejdet efterlyser evidens for, hvad der virker. Hensigten med at opnå evidens er jo at gøre problemstillingen mindre vild, men netop fordi spørgsmålet rejser sig i forhold til dilemmaet, ”rask i forhold til hvad”, tegner problemet sig i al sin vildskab. Hvilke værdier, der gælder for det sunde og rigtige liv er dybest set op til den enkelte.

Derfor kan man også stille spørgsmålstegn ved psykiatriens ambition om at være lægevidenskab. Er der ikke snarere tale om en blanding af lægevidenskab, psykologi, filosofi og kultursociologi?

Medens somatiske sygdomme primært helbredes gennem eksakt viden, er forståelsen af psykiske lidelser langt mere diffuse og under stadig diskussion alt efter det aktuelle samfunds normer og værdier.

Vi har behov for en bred og dybtgående debat om psykisk sundhed og psykisk diversitet

Johannes Bertelsen
Lokalformand, Foreningen Sind

Evidens kan således ses fra to sider. Hvad virker statistisk set på de mange, og hvad virker for den enkelte?

Diagnoser og medicin er redskaber til at organisere og behandle de mange ud fra overordnede principper med risiko for at skære alle patienter over en kam.

Mange patienter føler sig da heller ikke mødt og set af de eksisterende behandlingsformer, men udtrykker i stedet behov for at blive set og mødt som de enkeltpersoner, de er, med egne forudsætninger, historier og mål. I stedet for jagten på evidens, handler det måske derfor mere om at skabe grundlag for et udviklingsarbejde i form af en samfundsmæssig forventningsafstemning om, hvordan vi anerkender og rummer psykisk diversitet.

Forkerte midler

Det sidste greb samfundsforskerne griber til, når de står overfor et vildt problem, er ofte civilsamfundet. Og det er da også dette, der peges på i det faglige oplæg til en psykiatriplan. Ved hjælp af recovery-metoden skal vi blive bedre til at bygge bro til civilsamfundet, dels sikre at psykiske lidelser forebygges, dels blive bedre til at modtage og rumme udskrevne patienter.

Hensigten er sådan set rigtig, men midlet er ikke stærkt nok. Posen bør rystes langt mere fundamentalt. Vi har behov for en bred og dybtgående debat om psykisk sundhed og psykisk diversitet.

Debatten bør ikke være initieret og styret ovenfra af ministerier og styrelser, men bør rejses af en samlet NGO-bevægelse på psykiatriområdet, som med udgangspunkt i borger- og brugerviden/evidens skal forsøge at sætte ord, på hvordan vi som samfund kan rumme og leve med psykisk diversitet på nye måder.