Hjerneskader: Kommunerne skal holdes på sporet

Af Lise Beha Erichsen
Direktør i Hjernesagen

Mange kommuner fik penge til at ansætte hjerneskadekoordinatorer, der har været afgørende for gode sagsforløb for mennesker med hjerneskade. Og heldigvis viser en undersøgelse, som Kommunernes Landsforening (KL) har gennemført, at langt de fleste kommuner vælger at fortsætte med at have en hjerneskadekoordinatorfunktion.

Det er vi og vores medlemmer glade for. Men næste gang, KL spørger, håber vi, at de også spørger ind til kvaliteten. Vi ved nemlig ikke ret meget om, hvor mange timer, hjerneskadekoordinatorerne bruger på koordinationsopgaven, hvilken neurofaglig viden de har, om de er i direkte kontakt med de hjerneskadede borgere i kommunen, eller om de alene har en intern rolle.

I mange kommuner hjælper de desuden kun hjerneskadede i den erhvervsaktive alder, men hvad med børnene og de ældre med hjerneskade? Men grundlæggende er det selvfølgelig værd at glæde sig over, at så mange kommuner fortsætter det gode arbejde.

Sablerne rasler
På trods af gode intentioner og penge fra Finansloven 2011 står hjerneskadeområdet for skud. Senest har vi set, hvordan Næstved Kommune med ét hug skar store dele af et budget på et bosted for hjerneskadede væk, og i december var Holstebros byråd klar til at gøre det umuligt for mennesker med hjerneskade at træne vederlagsfrit på to fysioterapiklinikker med specialviden om hjerneskade.

Den beslutning blev heldigvis skudt til hjørne, men sablerne rasler endnu.

På trods af gode intentioner og penge fra Finansloven 2011 står hjerneskadeområdet for skud. Senest har vi set, hvordan Næstved Kommune med ét hug skar store dele af et budget på et bosted for hjerneskadede væk.

Lise Beha Erichsen
Direktør i Hjernesagen

Et sværere liv end nødvendigt
De to sager er blot to af flere, vi hører om fra hele landet. Vores rådgivning på socialområdet har så travlt ved telefonen på grund af medlemmernes fortvivlede opkald om afslag på rimelige behov og uforståelige regler, at vi har ansat en rådgiver mere.

Det virker ofte på vores medlemmer som om, kommunen ser det som sin vigtigste opgave IKKE at give folk, hvad de har behov for, eller til enhver tid at give dem det billigste tilbud, der bestemt ikke altid er det bedste. Det er svært for os at forstå, når vi ved, hvor meget statskassen og de hjerneskadede kan få ud af den optimale træning – den hjerneskadede bliver mere selvhjulpen og kan måske holde fast i et arbejde og betale skat i stedet for at leve af overførselsindkomst og have et sværere liv end nødvendigt.

Hvor er kvalifikationerne?
Ifølge nye regler om genoptræning skal kommunerne fremover vurdere, om hjerneskadede borgere skal tilbydes genoptræning på basalt eller avanceret niveau. Men da vi i november spurgte KL, hvordan kommunerne er klædt på til at løfte den opgave, kom der nærmest et ikke-svar: KL kunne ikke svare på, hvordan kommunerne ville gribe opgaven an, men ifølge KL skulle der holdes nogle informationsmøder.

Informationsmøder? Vi føler os bestemt ikke trygge ved, at hjerneskadedes specielle genoptræningsbehov risikerer at skulle vurderes af kommunalt ansatte uden særlig viden om hjerneskader. 

Hjernen halter bagefter
De seneste tal for, hvad danskerne dør af, viser, at blodprop eller blødning i hjernen, stadig hører til blandt de hyppigste dødsårsager herhjemme. Men behandlingssystemet har slet ikke det nødvendige fokus på området.

Forskere på området kaldte straks på en forstærket indsats, da tallene kom. For kræft og hjerte har vi rigtig godt styr på behandlingen af, mens hjernen paradoksalt nok halter bagefter.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) udtalte, at han glædede sig over det lille fald i antallet af dødsfald på grund af blodprop og blødning i hjernen på 2,1 procent fra 2012 til 2013. Det er bestemt også godt. Men uanset det er der fortsat cirka 12.500 hvert år, som får en blodprop eller blødning i hjernen. Det er 35 om dagen.

Besparelser gør hjerneskadede til en større belastning
Det er godt, at flere overlever en blodprop eller blødning i hjernen, men desværre må mange leve med svære følgevirkninger som f.eks. halvsidig lammelse, tale- og sprogproblemer, hukommelsesproblemer, adfærdsændringer m.m. Følgevirkninger kan være i den milde ende eller i den meget svære ende af skalaen. Og de, der overlever, er ofte nødt til at bede om hjælp fra kommunen til at komme videre med livet. Hvis det bliver sværere og sværere for hjerneskadede at få hjælp, bliver de også dårligere og dårligere, og dermed belaster de budgetterne endnu mere.

Det er til stor skade for de hjerneskadede og deres familier, men også for samfundet. Hvis kommunerne ikke kan se, at det er sådan, det hænger sammen, håber vi, at Folketinget vil holde kommunerne fast på deres forpligtelser og ansvar både i valgåret 2015 og i årene frem.