Debat

Høreforeningen: Hvis ikke vi gør noget, kan unges mistrivsel føre til høreskader

Mange unge lytter til musik for at undgå triste tanker. Men deres lyttevaner kan give dem høreskader og få stor betydning for hørelsen i fremtiden og give langvarige konsekvenser for den enkelte og samfundet. Derfor kan det ikke vente på en plan eller kommission. Der er brud for handling nu, skriver Majbritt Garbul Tobberup.

Hver fjerde ung lytter til musik eller anden lyd for at undgå triste tanker. For piger mellem 13-19 år gælder det for hver tredje pige. Det er dybt alarmerende tal, skriver Majbritt Garbul Tobberup
Hver fjerde ung lytter til musik eller anden lyd for at undgå triste tanker. For piger mellem 13-19 år gælder det for hver tredje pige. Det er dybt alarmerende tal, skriver Majbritt Garbul TobberupFoto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix
Majbritt Garbul Tobberup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Unge skærmer sig selv for triste tanker med høretelefoner og støj, og de risikerer dermed også at skulle slås med høreproblemer ud over de psykiske udfordringer. Det viser en ny undersøgelse fra Høreforeningen, der kalder på, at der sættes midler af til forebyggelse af høreskader og tinnitus blandt unge.

Mistrivslen blandt unge har fyldt i debatten længe. Senest viste en undersøgelse fra Vive, at flere 15-19-årige end tidligere siger, at de mistrives. Det gælder særligt piger. Flere føler sig ensomme og oplyser, at de har haft en psykisk lidelse.

Undersøgelsen er ikke enestående, men bekræfter tidligere resultater, og derfor er det helt rigtigt af regeringen at sætte yderligere ind overfor mistrivslen. Af regeringsgrundlaget fremgår det blandt andet, at der skal nedsættes en kommission, der skal se på, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes.

Unges høresystem blive overbelastet

De unges mistrivsel kan også få konsekvenser for deres hørelse, fordi de skærmer sig selv med høretelefoner og støj. Derfor skal vi kigge på forebyggelse af støj og høreskader blandt børn og unge.

De unges lyttevaner kan få stor betydning for deres hørelse i fremtiden. Mere end hver tiende mellem 13-19 år hører en hyletone, susen eller brusen i hovedet flere gange om ugen - et tydeligt tegn på, at høresystemet er overbelastet.

Majbritt Garbul Tobberup
Formand, Høreforeningen

En ny undersøgelse fra Høreforeningen viser, at hver fjerde ung lytter til musik eller anden lyd for at undgå triste tanker. For piger mellem 13-19 år gælder det for hver tredje pige. Den viser også, at hver fjerde pige mellem 13-19 år ikke kan lide, når der er stille omkring dem.

Det er dybt alarmerende tal, der desværre blot understreger den trivselskrise blandt de unge, som omtales i regeringsgrundlaget. Der er derfor i den grad behov for at handle, ligesom regeringen gør ved både at tage initiativ til en forebyggelsesplan, der skal løfte trivslen og sundheden blandt børn og unge, og nedsætte en kommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes.

Men regeringen skal mere end det. De skal også være opmærksomme på, hvad det betyder for de enkelte unge, når de bruger musik og lyd til at skærme dem selv. De unges lyttevaner kan få stor betydning for deres hørelse i fremtiden. Høreforeningens undersøgelse viser nemlig også, at mere end hver tiende mellem 13-19 år hører en hyletone, susen eller brusen i hovedet flere gange om ugen – et tydeligt tegn på, at høresystemet er overbelastet.

Læs også

Unge har ikke ansvaret alene

Derfor mener vi også, at regeringen her og nu skal sætte midler af til at forebygge høreskader og tinnitus blandt børn og unge. Vi håber meget, at de her tal får dem til at handle. Midlerne skal bruges til oplysning og viden blandt de unge, så mistrivsel ikke fører til skader på hørelsen, der kan få langvarige konsekvenser for den enkelte og samfundet.

Og det er ikke noget der kan vente på en plan eller kommission. Det er penge, der skal sættes af nu. For udover fokus på mistrivsel skal de unge også ændre deres adfærd, og vi skal hjælpe dem på vej.

De unge skal tillære sig nye vaner: Skrue ned for lydstyrken på høretelefoner og holde lyttepauser. De skal oplyses om risikoen for høreskader, og de har ikke ansvaret alene. Det er et fælles ansvar, vi som samfund skal tage på os. Ligesom vi tager ansvar for den mistrivsel, der er blandt unge.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Majbritt Garbul Tobberup

Formand, Høreforeningen

0:000:00