Debat

Moderaterne: Det gode sundhedsvæsen fortsætter kun, hvis vi skruer på mange knapper på én gang

Robusthedskommissionen er netop kommet med en række forskellige anbefalinger på sundhedsområdet. Det er godt at se, for en løsning på sundhedsvæsenets udfordringer kræver, at vi skruer på mange knapper på én gang, skriver Monika Rubin (M).

Jeg bider især mærke i Robusthedskommissionens overordnede budskab om, at vi for at få et bæredygtigt sundhedsvæsen ikke bare kan rekruttere os ud af problemerne, fordi der generelt mangler medarbejdere i Danmark, skriver Monika Rubin. 
Jeg bider især mærke i Robusthedskommissionens overordnede budskab om, at vi for at få et bæredygtigt sundhedsvæsen ikke bare kan rekruttere os ud af problemerne, fordi der generelt mangler medarbejdere i Danmark, skriver Monika Rubin. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Monika Rubin
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark har vi grundlæggende et godt sundhedsvæsen. Og det kan jeg sige uden at ryste på hånden. For som tidligere Falck-læge, der har fløjet rundt i verden for at hente patienter, der var for syge til selv at kunne flyve hjem, har jeg set lidt af hvert.  

Men der er også mange udfordringer. Det ved jeg fra min dagligdag på hospitalsgangene herhjemme. Og dem skal der findes løsninger på, hvis vi vil have et mere robust og effektivt sundhedsvæsen – særligt i fremtiden. Men den absolut største trussel for vores sundhedsvæsen og velfærdssamfund som helhed er manglen på medarbejdere. 

Dette er grunden til, at den forrige regering nedsatte Robusthedskommissionen, som netop er landet med sine anbefalinger.  

Det er også grunden til, at vi i Moderaterne, da vi præsenterede vores "Akutpakke til sundhedsvæsenet" sidste år, havde fokus på, hvordan vi kunne få flere medarbejdere med mere tid til kerneopgaven – særligt på hospitalerne. Samt at Moderaternes nyligt overstående sommerkampagne netop omhandlede rekruttering af og fastholdelse af international arbejdskraft.  

Fokus på prioritering

I kommissionens rapport er der som forventet en del forslag til, hvordan vi "får mere ud af" de medarbejdere og det sundhedsvæsen, vi har i dag. Jeg bider især mærke i det overordnede budskab om, at vi for at få et bæredygtigt sundhedsvæsen ikke bare kan rekruttere os ud af problemerne, fordi der generelt mangler medarbejdere i Danmark. Der skal derfor skrues på mange knapper på én gang.

Vi skal have en organisation, der konstant vurderer, om behandlinger og løsninger er tidssvarende og i overensstemmelse med nyeste videnskab og "best practice" på sygdomsområderne.

Monika Rubin
MF (M)

En af de ting, jeg selv har kæmpet for, lige siden jeg blev færdiguddannet, er et større fokus på prioritering. Og jeg er derfor glad for, at Robusthedskommissionen også fremhæver det positive i, at regeringen ønsker at nedsætte et tværgående nationalt prioriteringsråd, som skal arbejde for at minimere både økonomisk og ressourcemæssigt spild i sundhedsvæsenet.  

For vi skal have et sundhedsvæsen, der ikke kun er i stand til at tilføje nye behandlinger og løsninger. Vi skal også have et sundhedsvæsen, der er i stand til at sige "væk, dur ikke".  

Vi skal have en organisation, der konstant vurderer, om behandlinger og løsninger er tidssvarende og i overensstemmelse med nyeste videnskab og "best practice" på sygdomsområderne. Sådan behandler vi patienterne og bruger vores sundhedskroner bedst. 

En anden ting, jeg mener er særligt vigtigt at fremhæve, er den medarbejderressource, der allerede findes, som enten ikke arbejder fuld tid, eller som arbejder uden patientrelateret arbejde i eksempelvis administrative og udviklings- og forskningsmæssige stillinger.  

Det var derfor, Moderaterne i vores akutpakke foreslog et fuldtidstillæg, at de faglige siloer bliver nedbrudt og at få flere sundhedsfaglige til at bidrage i både patientrelateret og vagtbelastende arbejde.

Meningsfuld innovation

Sidst men ikke mindst ønsker jeg at slå fast, at indførsel af ny teknologi og innovative løsninger skal være arbejdskraftbesparende samtidig med, at de forbedrer behandlingen for patienterne og mindsker uligheden i sundhed. Det er desværre ikke altid tilfældet.  

Men hvis vi vil innovation i det danske sundhedsvæsen, skal der være tid og rammer til innovation – i den kliniske hverdag vel at mærke.  

Og når vi så finder de rigtige innovative løsninger, er det altafgørende, at de udbredes til sundhedsvæsenet hurtigst muligt. Det sker ikke i dag.  

Man har estimeret, at det tager 15 år at implementere ny viden, behandlinger og innovative løsninger. Tænk lige, 15 år. Det, mener jeg, til dels skyldes den nuværende struktur og organisering, vi har af vores sundhedsvæsen.  

Der skal altså skrues på mange knapper på én gang, hvis vi vil fortsætte med at have et godt sundhedsvæsen. Og uden kompetente medarbejdere er alt andet pseudo. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Monika Rubin

Politisk ordfører, Moderaterne, statsrevisor, MF (M), læge, Herlev Hospital
cand.med. (Københavns Uni.), ph.d. (Københavns Uni., 2023)

0:000:00