Overlæge: Regioner udnytter ikke samarbejdsaftaler

Af Thomas Kiær
Overlæge og medejer af CFR Hospitaler

Når ventelisten på det lokale sygehus bliver for lang, er der flere forskellige knapper, som regionen har mulighed for at dreje på.

Efter indførelse af den såkaldte differentierede behandlingsgaranti må ventetiden ikke overstige to måneder til behandling og en måned til udredning. Den differentierede garanti er et kapitel for sig, idet regionernes behandlere her er sat til at vurdere, hvor længe de synes, at patienten kan vente.

Ja man kan nemt forestille sig, hvordan det resultat falder ud.

Vi ser i dag stor forskel på regionernes vilje og evne til at anvende disse redskaber effektivt, idet nogle ser det som en effektiv løsningsmodel for kapacitetsproblemer, mens andre nedprioriterer aftalerne og kun bruger det i absolutte interne nødsituationer.

Thomas Kiær
Overlæge og medejer af CFR Hospitaler

Udvidet sygehusvalg og udbudsaftaler
Én mulighed er selvfølgelig at placere patienten i køen, fordi regionen ikke har kapaciteten til at behandle med det samme. Det er et ganske velkendt scenarie. Før eller siden bliver nogle patienter træt af at vente, de gør brug af deres udvidede frie sygehusvalg.

En anden mulighed er, at regionen indgår udbudsaftaler med aftalesygehuse. Det vil sige private leverandører. 

På den måde udvider regionen sin egen kapacitet og kan prioritere, hvilke behandlinger man ikke behøver at holde i eget system som for eksempel grå stær eller godartede vandladningslidelser.

Man udvider derved kapaciteten i regionen med direkte aftaler, hvor man også kan styre kvalitetsmål og opfylde tidsfrister.

Patienten vil ikke opleve et valg, men vil blot i stedet få en indkaldelse til et privathospital.

Samme behandling, samme kvalitet. Dog forskellig pris for det offentlige.

Det kommer jeg tilbage til.

Regioner udnytter ikke samarbejdsaftaler 
Der er oplagte fordele ved at anvende aftalesygehuse på denne måde. Det har vist sig, at prisen kan holdes nede og i alle tilfælde være en besparelse i forhold til den oprustning, der ville være nødvendig for at løse den tilsvarende opgave i regionale system.

Min anke er dog, at regionerne slet ikke udnytter samarbejdsaftalerne med de private hospitaler og klinikker til fulde.

Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde kunne for to uger siden fremlægge sin rapport om brugen af private leverandører på det regionale sundhedsområde.

Her kan vi læse, at regionernes erfaringer med udbud er overvejende positive, og at drivkraften for udbuddene først og fremmest er manglende kapacitet på egne sygehuse og forventningen om at kunne hente økonomiske besparelser hjem.  

Det er et problem, når regionerne i samme rapport giver udtryk for, at de bruger udbudsaftalerne som en bufferkapacitet, der alene skal bekæmpe flaskehalse.

Regionerne burde snarere stræbe efter at være på forkant af problemerne, så flaskehalsene slet ikke opstår.

Forskel på regioners vilje og evne
Et af de problemer der ofte ses i denne form for udbudsaftaler, er en manglende garanti for, at der reelt omvisiteres det estimerede antal patienter.

Det vil sige, at regionen fralægger sig ansvar for at videresende det nødvendige antal patienter.

Dette sætter aftalesygehuset i en penibel situation: Kan man nu også tillade sig at foretage nødvendige investeringer, og skal man afholde sig fra at indgå aftaler til anden side.

Vi ser i dag stor forskel på regionernes vilje og evne til at anvende disse redskaber effektivt, idet nogle ser det som en effektiv løsningsmodel for kapacitetsproblemer, mens andre nedprioriterer aftalerne og kun bruger det i absolutte interne nødsituationer.

Private skal tage en del af ansvaret 
I andre erhverv, som anvender offentligt privat samarbejde, ville det være uhørt, hvis der ikke var en garanti for tilstedeværelse af det arbejde, der var indgået aftale om.

Og private hospitaler ser frem til, at der kan inkluderes en volumengaranti, som ville sikre en balanceret løsning med ligelig fordel for begge parter.   

Regionerne skal satse på den mulige besparelse og ikke mindst på at opnå den konkurrence om definerede opgaver, som er essentiel for at få et benchmark for, hvor meget opgaverne i virkeligheden behøver at koste.

For den private sektor handler det om at tage en del af ansvaret og kunne tilbyde behandling af høj kvalitet og bidrage til konkurrence om patientbehandling og udvikle effektive forløb med høj patienttilfredshed.