Debat

Pharmadanmark: National vaccineproduktion giver hverken flere eller bedre vacciner

DEBAT: En national vaccineproduktion giver os ikke nær så gode løsninger, som vores europæiske lægemiddelfællesskab har kunnet sikre os. Vi skal derfor ikke slå alarm og investere i national enegang, fordi leverancerne er forsinkede, mener Rikke Løvig Simonsen.

Vi er heldige, at vi I EU har kunne indkøbe og fordele vacciner i fællesskab. Det må vi ikke gå væk fra, skriver Rikke Løvig Simonsen.
Vi er heldige, at vi I EU har kunne indkøbe og fordele vacciner i fællesskab. Det må vi ikke gå væk fra, skriver Rikke Løvig Simonsen.Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte forleden, at Danmark går i overvejelser om at etablere egen national vaccineproduktion.

Ønsket bunder i en oplevelse af, at vi er for afhængige af de lægemiddelfirmaer, som i øjeblikket leverer de livsvigtige covid-19-vacciner.

Statsministerens ønske om selv at kunne producere vacciner er for så vidt forståelig, for covid-19 pandemien har afsløret tydelige mangler i pandemiberedskabet, både herhjemme og i udlandet. I første omgang i forhold til værnemidler til sundhedspersonalet og nu i forhold til de vacciner, som skal sørge for, at vi snart kan genåbne samfundet.

Det er også klart, at vi alle er ærgerlige over, at vi lige nu ser svigt i de lovede leverancer af vacciner, så vi ikke kan vaccinere så mange, som vi havde håbet. Enhver forsinkelse i vaccineudrulningen føles lige nu og her næsten ubærlig.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det ændrer imidlertid ikke ved det store billede: Life science-industrien har – dygtigt understøttet af lægemiddelmyndigheder og offentlige forskningsinstitutioner – på rekordtid været i stand til at udvikle flere forskellige effektive vacciner og at begynde masseproduktionen af dem. Flere producenter er tæt på. Det er en kæmpe præstation.

På kort tid har virksomhederne skullet omstille deres produktion til at kunne massefremstille covid-19-vacciner – og der er vel at mærke tale om meget kompliceret vaccineteknologi, hvor der selvsagt ikke må ske fejl i produktionen. Ingen kan leve med, at hastværk skaber utryghed om vaccinerne hos befolkningen.

Vi får det stærkeste beredskab over for fremtidige pandemier ved at satse på fælles europæiske løsninger.

Rikke Løvig Simonsen
Formand, Pharmadanmark

Kompleksiteten i – og størrelsen af – udfordringen for vaccineproducenterne er enorm, og derfor bør man være tilbageholden med at konkludere for meget ud fra de leveringsproblemer, man lige nu ser.

Det indebærer også, at man fra politisk side skal passe på med at investere meget i at etablere en national vaccineproduktion, som både er meget svær at realisere i praksis, og som det er tvivlsomt vil give os større sikkerhed ved fremtidige pandemier.

Læs også

National enegang garanterer ikke succes
I Danmark er vi begunstiget med et meget velfungerende sundhedsvæsen, en innovativ life science-industri, glimrende offentlige forskere og effektive myndigheder.

Men selv med disse gode forudsætninger vil det stadig være særdeles kompliceret at få en national vaccinefabrik på benene – og meget omkostningstungt at sørge for, at de højteknologiske produktionsfaciliteter konstant er opdateret og klar til masseproduktion. Læg hertil også udfordringen i at tiltrække og fastholde medarbejdere, som har kompetencer fra den øverste hylde.

Covid-19 har ført til fornyet kritik af, at vaccineproduktionen på Statens Seruminstitut (SSI) i 2016 blev solgt til udlandet, men det er meget svært at forestille sig, at det ville have ændret stort på situationen i dag, hvis fabrikken var blevet i statens eje.

Vi får det stærkeste beredskab over for fremtidige pandemier ved at satse på fælles europæiske løsninger, hvor vi kombinerer stærke private life science-virksomheder, tilsvarende stærke offentlige forskningsinstitutioner og understøttende ambitiøse myndigheder.

Covid-19 viser os, at det er muligt at nå frem til hurtige resultater, og at industrien er i stand til at skalere vaccineproduktionen massivt op, når der er brug for det – også selv om vi altså lige nu ikke får alle de vacciner, vi er blevet lovet. Og det er faktisk også lykkedes for EU-landene at stå sammen om at indkøbe vacciner i fællesskab og fordele dem imellem sig. Ikke så lidt af en præstation.

Der har i mange år eksisteret et tæt og formaliseret samarbejde på lægemiddelområdet i EU – et samarbejde som er med til at give de europæiske lægemiddelbrugere en meget høj grad af sikkerhed. 

Lad os udbygge det til at være et forpligtende europæisk sundhedsberedskab, som sikrer os adgang til vacciner, næste gang, vi står over for pandemitrusler. Det giver os større sikkerhed end national enegang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rikke Løvig Simonsen

Regionsapoteker, Region Hovedstaden
farmaceut (Farmaceutisk Højskole)

0:000:00