Ulighed og lighed i sundhedsvæsnet

Jens Peter Kampmann
Dr.med., overlæge på Bispebjerg Hospital, speciallæge i intern medicin, medicinske lungesygdomme og klinisk farmakologi

Der tales i øjeblikket meget om ulighed i sundhedssystemet, og de fleste er enige om, at det eksisterer, og er en ulykke, der skal rettes.

Men eksisterer ulighed i sundhedsvæsnet nu også? Hvad er egentligt ulighed i sundhedssystemet? Ægte ulighed er, hvis patienter med forskellig baggrund, oftest rige - eller mere ondskabsfuldt og misundelsesværdigt kaldet velbjergede - behandles forskelligt fra fattige eller såkaldte ressourcesvage personer. Ikke kun med for eksempel enestue over for fællesstue, men mere fundamentalt med forskellige behandlinger, for eksempel effektive over for dårlige lægemidler, ikke får tilbudt de nødvendige operationer, ja, som det langt hen ad vejen er i USA.

Heroverfor står falsk ulighed, der for mig er, når mennesker med forskellig socioøkonomisk baggrund for eksempel ikke lever lige længe, idet de velhavende både lever længere og bedre, dvs. er funktionsduelige i flere år.

Ægte ulighed eksisterer ikke 
Lad mig sige det med det samme. Ægte ulighed eksisterer ikke i sundhedsvæsenet. Ingen læge ville drømme om at sætte skel mellem borgeres betalingsevne, hvad angår brug af lægemidler, behandlingstilbud m.v., og lægerne er heller ikke nødt til det.

Selv den mest uproduktive person får gængs optimal behandling i Danmark. Beslutninger tages på baggrund af den kliniske situation, ikke social status. Så på denne måde eksisterer ulighed ikke i det danske sundhedssystem, og det er godt!

Lad mig sige det med det samme. Ægte ulighed eksisterer ikke i sundhedsvæsenet. Ingen læge ville drømme om at sætte skel mellem borgeres betalingsevne, hvad angår brug af lægemidler, behandlingstilbud m.v., og lægerne er heller ikke nødt til det. Selv den mest uproduktive person får gængs optimal behandling i Danmark. Beslutninger tages på baggrund af den kliniske situation, ikke social status. Så på denne måde eksisterer ulighed ikke i det danske sundhedssystem, og det er godt!

Jens Peter Kampmann
Dr.med., overlæge på Bispebjerg Hospital, speciallæge i intern medicin, medicinske lungesygdomme og klinisk farmakologi

Men hvad så med livslængden. Den er længere for rige end for mindre velaflagte, for eksempel kortere for tjenere end - umiddelbart lidt ejendommeligt - for officerer. Hvorfor nu det? Alt tyder på, at det er livsstilen, der spiller ind her - sammenkoblet med uvilje til at gå til læge, hvilket specielt gælder for mænd.

Det er bevist hinsides al sikkerhed, at fedme, stort alkoholindtag og højt cigaretforbrug forkorter livslængden. Det samme kan nedslidende arbejde gøre, eller i al fald gøre livet mere symptomrigt.

Social ulighed 
Men dette er ikke ulighed i sundhedsvæsenet, det er social ulighed, og skal - hvis man vil - bekæmpes som sådan. Velaflagte mennesker er alt i alt - selv om der også er en del markante undtagelser - bedre begavede end fattige.

De er mere lydhøre over for vejledninger, tager i langt højere grad sundhedsråd til sig, og endelig har de, om end ikke mindre stressende, så i al fald et mindre fysisk belastende arbejde, selv om forskellen efterhånden er udlignet en del. 

Så det, man kalder ulighed i sundhedssystemet, er først og fremmest en social ulighed, der altid vil eksistere, medmindre man drakonisk stækker alle intelligente, ivrige og foretagsomme, ikke just det, som Danmark har brug for i disse initiativglade og iværksætterbegejstrede tider.

Det er heller ikke social arv, men ulighed grundet forskellige livsmuligheder, der ikke er arvelige i klassisk forstand, dvs. skyldes genforskelle, men skyldes forskelle i opvækstmiljø. En passant kan nævnes, at der i en avis i dag stod 'genetisk arv', hvilket jo er overflødigt, da al arv er genetisk.

Social ulighed findes
Ulighed i sundhedsvæsnet og social arv er desværre to uuryddelige termer, der hele tiden forstyrrer debatten. Social ulighed findes derimod, og man gør allerede i dag meget for at formindske eller helt udrydde den.

Om man skal gøre mere eller mindre, afgøres politisk, dvs. i høj grad økonomisk. Den afgåede sundhedsminister ville dog gerne gå et skridt videre og bekæmpe ensomheden, der for mange ældre er et virkeligt og stort problem.

Som tidligere kliniker mødte jeg mange ældre mennesker i ambulatoriet, der aldrig klagede over pengemangel, men derimod over manglende selskab. 'Ja, men hvad med børnene' spurgte jeg - lidt naivt viste det sig. Svaret kom prompte: 'De har deres eget', eller 'de har så meget at gøre'. Hvordan staten skal bekæmpe ensomhed, afslørede ministeren desværre ikke. Aldersuafhængig inklusion i samfundet er en svær mulighed.